I dag skal vi på tur og vi har valgt at køre en tur til Jelling. Fra campingpladsen i Vejle er der cirka 12 kilometer til Jellinge og det tager knap en halv time i bil. Vi skal se på de mange ting fra Vikingetiden og besøge det nye oplevelses center Kongernes Jelling.

Mellem de to store gravhøje ses Jelling kirke, den skal vi også kigge indenfor i. De to høje på hver sin side af kirken ligner hinanden. Nordhøjen rummer en begravelse, sandsynligvis kong Gorm. Sydhøjen er tom, den består kun af jord og græstørv, og hvorfor den blev bygget, ved vi ikke noget sikkert om, måske en mindehøj. Det er et utrolig smult område omkring gravhøjene og kirken, der er flere steder hvor der er sat borde og bænke op hvor man kan nyde en medbragt kop kaffe eller en god frokost.

Man kan komme op på de store gravhøje af de gamle snørklede trapper. Der er flere op og nedgange på højene.

På toppen af begge gravhøje har man en flot udsigt ud over området. Her er det det nye museum Kongernes Jelling og så er der det lille hyggelige is og vaffelhus, her kan man både få is og vafler og så kan man få de skønneste pandekager.


Der er også et smukt udsyn til Jelling kirke og hele kirkegården omkring den. Der er også udsyn til Jellingstene som står lige udenfor kirken.

Den store og den lille Jellingsten. Efter at man begyndte at bruge fossile brændstoffer, har de gamle runesten været udsat for syreregn og dermed en langsom nedbrydning. Den tæring, der har været på stenene de sidste 100 år, er måske halvdelen af, hvad det har været sammenlagt de sidste 1.000 år. Kulturarvsstyrelsen og Nationalmuseet har derfor i 2011 bygget glashuse over stenene med styring af temperatur og luftfugtighed inde i huset.


Det er svært at tidsfastsætte rejsningen af Den Store Jellingsten, men den er formentlig blevet rejst mellem 960 og 985 af Gorm og Thyras søn Harald Blåtand i Jelling til minde om hans forældre. Stenens indskrift beretter samtidig om Haralds fortjenester. Han samlede Danmark og gjorde danerne kristne. Stenen består af tre forskellige sider. Den ene side er indgraveret med runer, den anden side består af et fabeldyr, og på den tredje side af stenen er et korsfæstelsesbillede af Kristus.


Stenen bliver ofte betegnet som “Danmarks dåbsattest”, og den er også rejst med det formål at proklamere kongens dåb og derved etablering af kristendommen som landets statsreligion. Stenen markerer en af de vigtige faser i den langvarige proces, der førte til religionsskiftet i Norden.
Stenen står omtrent på sin oprindelige plads: midt mellem de to høje i Jelling. Der er dog ikke tvivl om, at stenene har været flyttet, idet det ved udgravningerne i 1940’erne blev påvist, at en af gravene på kirkegården lå delvist under stenen. Stenen er også blevet rejst, efter at den var væltet.

Ved siden af den store Jellingsten findes Den Lille Jellingsten, rejst af Gorm den Gamle formentlig omkring 950.
Nogle moderne historikere har sat spørgsmålstegn ved, om stenen overhovedet er rejst af Gorm den Gamle. De mener, at Harald fik erobret den del af Danmark, som Hardeknud ikke havde erobret, og derefter rejste Den Lille Jellingsten med teksten “Gorm konge” blot for at understrege sin ret til den danske trone.

Når man står på toppen af gravhøjen kan man også se omridset af det store palisadehegn fra Harald Blåtands tid. I dag er det markeret med hvide betonstolper, men i vikingetiden blev tilrejsende mødt af et tre-fire meter højt palisadehegn. Det omkransede område svare til 20 fodboldbaner.

Arkæologerne tog i 2013 tre meter af palisadehegnet op fra Smededammen. Det er dateret til omkring år 968 og er dermed fra Kong Haralds tid. resten af palisadehegnet ligger stadig under dammens bund.
Hele dette sted kom i 1994 på UNESCO Verdensarvsliste. Det betyder at Jelling, sammen med 1000 andre steder i verden, har en så enestående universel værdi for menneskeheden, at vi skal passe ekstra godt på den.

Jelling Kirke ligger mellem de store gravhøje og er en del af Jellingmonumenterne, der er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Den nuværende kirke er en frådstenskirke fra starten af det 12. århundrede. Før stenkirken har der ligget tre trækirker på stedet. Kong Harald Blåtand rejste den første kirke på stedet – sandsynligvis som gravminde over sin far Gorm den Gamle, der ligger begravet under kirkens gulv. Denne første trækirke brændte. Det samme gjorde to senere trækirker, som der er fundet spor efter. I slutningen af det 11. århundrede blev der opført en frådstenskirke. Af denne blev koret nedrevet, og det gamle skib blev herefter brugt som kor (med et nybygget skib).

Dele af kirken brændte i 1679, men blev genopført. Senere er der opført et våbenhus og et klokketårn samt et kapel, der nu er nedrevet.

Kirken er enkelt udsmykket, men med det flotte gulv og glas mosaikken er det meget smukt. Døbefonten er lokaliseret i den nordøstlige del af skibet. Den er af granit og i romansk stil med glat kumme og pyramidestubfod.

Orglet fra 1960 er bygget af Marcussen & Søn og var oprindeligt udstyret med 14 stemmer på 2 manualværker og pedalværk. I 2000 blev orglet udbygget med 2 rørstemmer, fagot og trompet. Det blev ved samme lejlighed drejet 90 grader. Ved siden af orglet står de gamle apostel figurer. De seks ældre apostelfigurer stammer fra ca. 1500 og stod oprindeligt på en altertavle i Middelfart Kirke. De blev bragt til Jelling i 1715, da Niels Morville fra Brandbjerg købte altertavlen og opstillede den i Jelling. I kirkeværgens regnskab for Middelfart Kirke står der ud for året 1714-15

Kalkmalerierne i Jelling Kirke var Danmarks ældste kalkmalerier (sammen med malerierne i Tamdrup Kirke) og er dateret til anden halvdel af det 11. århundrede. Ved fundet i 1874 var de dog dårligt bevaret og man havde ikke den nødvendige teknik til at konservere dem. De blev derfor erstattet med kopier på grundlag af akvareller fra opdagelsen.

Kongernes Jelling er udstillingshus for Jellingmonumenterne og navnet på formidlings centret, der tæt på Jellinghøjene fortæller historien om tiden, da Jelling var centrum i den danske historie, hvor Gorm den Gamle og Harald Blåtand levede. Der er gratis adgang til Kongernes Jelling for hele familien.

Gå på opdagelse i vikingetidens Jelling. Det er en rejse med fortællinger i flammernes skær, over livet som viking og kriger, rejsen til Valhal og overgangen til kristendommen.

Her bliver I også klogere på den danske kongerække, helt fra Gorm den Gamle og til vores nuværende kongefamilie. Alt sammen fortalt så både børn og deres nysgerrige voksne får en unik oplevelse med hjem. Der er også udstillet forskellige ting og våben fra vikingetiden.

Man får også et indgående kendskab til deres brug af våben og hvordan de kæmpede mod hinanden og hvilke skader de pådrog sig i disse kampe.

Efter alt det kultur og vingetid, ja så kan man med fordel køre en tur over Hopballe, og her kører vejen gennem Hopballe Mølle og gennem den oprindelige gårdsplads.

Hopballe Mølle er en både idyllisk og historisk perle beliggende i den naturskønne Grejsdal mellem Vejle og Jelling. Nyd et lækkert måltid tilberedt af årstidens bedste råvarer i den hyggelige restaurant eller på den overdækkede terrasse ved vandkanten.

I den lille  gårdbutik kan du gå på jagt efter inspiration til at forsøde din hverdag. Der sælges naturligvis deres egne Hopballe kyllinger, men også Gourmetspecialiteter fra ind- og udland, oksekød, svinekød, lammekød, charcuteri, ost, vin, oliven, pesto, brugskunst og køkkenting samt en stribe hjemmelavede retter som de selv har lavet i det lokale køkken.

Du kan se mere om Hopballe Mølle og butikken her.: https://www.hopballe.dk/

Den gamle slægtsgård, Hopballe Mølle, kan føres hele 6 generationer tilbage. Den gamle vandmølle har således i over 600 år trofast tjent sine ejere: Egnens bønder har fået malet deres korn, og nu giver vandmasserne vedvarende energi til at avle nogle af Danmarks bedste kyllinger på en miljørigtig måde.

Vejen fra Hopballe mod Vejle er den skønneste gamle landevej gennem Grejsdalen. Skiltet her advare lige cyklisterne om at der er noget kupperet på ruten og her de næste 715 meter er der en stigningsprocent på 6,1 i gennemsnit. Men i bilen opdager man jo ikke det på samme måde.

Den fredede Grejsdal er en af landets  dybeste og smukkeste dalstrøg med stejle bakkeskrænter og Grejs Å. Når man kører på disse skønne gamle landeveje og er så heldig at solen også er med, ja så er der altså ikke mange steder der er skønnere end gamle Danmark.

Det var vores lille udpluk fra dette skønne område, men der er så mange skønne steder i Danmark og efter sommerferien tager vi igen på weekendture og oplever nye ting.

Så kig med når Peer og Mads igen tager på tur.

Mange campinghilsner og ønsker om en god sommer

Peer & Mads
Campingferie.dk