Weekendture 2 – Helsingør del 2 + film (Reklame)

Lige ved siden af Campingpladsen ligger Marienlyst Slot. I dag står det flot og restaureret og er helt sikkert et besøg værd, når slottet åbnes for offentligheden. I mellemtiden må vi nøjes med parken. Slottet kan dateres tilbage til 1587 hvor Frederik 2 fik opført et lysthus og have i tæt forbindelse med Kronborg. Slottet åbnede i 1588.

Marienlyst Slot benyttedes af kongehuset op til Frederik den Sjettes tid, hvorefter bygningen blev overladt som bolig for kammerherre Adam Gottlob von Krogh, der tillige forpagtede de tilliggende jorder. Efter hans død i 1839 blev enken, Magdalene von Krogh, boende til sin død i 1847. I 1848 overlod Frederik den Syvende Marienlyst til brug som rekreationshjem for soldater, der var blevet såret i krigen.

Parterrehaven er ligeledes tegnet af Jardin, men denne forfaldt gennem årene og blev sidenhen løbende ændret i takt med tidens smag og behov, ikke mindst efter Helsingør Kommunes køb af hele ejendommen i 1851. I 1919 blev haven omlagt til sit nuværende udseende efter tegninger af gartner G.N. Brandt i klar respekt for Jardins klassicistiske anlæg og under hensyntagen til offentlighedens adgang til og brug af haven.

I efteråret 2008 blev der desværre konstateret råd og et angreb af ægte hussvamp på slottet, som efterfølgende blev lukket for publikum med henblik på renovering. 2012 blev den udvendige renovering færdig og svampeangrebet bekæmpet. Helsingør Kommune ønskede at sælge slottet, men den private forening Marienlyst Slots Venner blev dannet. Den har fået omkring 6 måneder til at rejse fondsmidler til den indvendige færdiggørelse samt til oprettelsen af en non-profit erhvervsdrivende virksomhed, der skal drive aktiviteterne i slottet og parken.

Marienlyst Slot, har i en længere årrække foruden den permanente samling af malerier og Helsingør-sølv fra det 18. og 19. århundrede – haft en række skiftende udstillinger, primært af kunsthistorisk art. Af maleriudstillinger kan nævnes »Vilhelm Petersen – en glemt guldaldermaler« og »Marinemaleren C.F. Sørensen«. Inden for dansk kunsthåndværk har været vist udstillingerne »Den danske broche«, »Den keramiske kande« og »Dyret i leret.

Udenfor slotsmuren ligger der stadig en række af Helsingørs gamle huse, de fleste er i meget fin stand og gaden mellem slottet og husene giver et godt indtryk af tiden for længe siden.

 

I Helsingør by er der rigtig mange af de fine gamle huse og købmandsgårde, og de er alle sammen i rigtig flot stand.

Mange af husene er i bindingsværk og det flotte træværk ser i dag ud som det gjorde for mange år siden.

På enden af den flotte gule købmandsgård har Helsingør kommune fået lavet et billede der forestiller Øresundstolden med Kronborg i baggrunden. Billedet er opsat i 2012 og er udført af kunsterne Lara Atzori og Piercarlo Carella.

Udover at Helsingør er kendt for sine mange gamle velbevaret bygninger, ja så er der også de mange gamle gader og stræder. Her er det Gammel Færgestræde, dette stræde kan tilbagedateres til 1454. Mange af de oprindelige gader har været af denne karakter tilbage i tiden.

Helsingør by er i dag en moderne by med en rigtig dejlig gågade med mange forretninger og rig handel. Så her kan både nyt og gammelt forenes i et smukt samspil.

Der er mange spisesteder og cafeer i byen og i Helsingør er der altid mange turister. Svenskerne har altid haft deres gang i byen og der er blevet handlet ivrigt i de mange butikker og man har nydt den Danske hygge.

Et af Helsingørs kendte steder er Brostræde Isen, her er den lille is forretning med de store dejlige brostræde is som er nydt og nydes af alle.

Forretningen i Brostrædet blev grundlagt helt tilbage i 1922 og rigtig mange mennesker, både turister og Danskere har lagt vejen forbi for at få en af de store is. Vaflerne til isen er hjemmelavet og bages i forretningen.

Inde i den gamle forretning er meget af interiøret fra dengang forretningen startede, og på væggen er billeder og opslag fra Helsingør i gamle dage. Forretningen er et besøg værd og det er isen også.

For enden af Brostrædet ligger det lille torv og herfra kan man se ud over havnen med de mange skibe der altid anløber Helsingør. Der er også stadig en livlig færgetrafik til Helsingborg.

Næsten uanset hvor man er på havnekajen, så troner Kronborg i baggrunden. Dette imponerende slot og fæstningsværk der har haft så stor betydning for dette område og rummer så meget historie er altid et sted man må besøge når man er i Helsingør.

På vej ud til Kronborg er det muligt lige at lægge vejen forbi det gamle skibsværft. Her ligger nu Kulturværftet som er et kulturhus, der rummer Nordsjællands største scene, et spisehus, udstillingsrum, møde- og konference faciliteter, museum og Biblioteket Kulturværftet.

Kronborg er et slot og fæstningsanlæg, man kan både besøge slottet og vandre rundt på fæstningsanlægget. Slottet er et af Nordeuropas mest betydningsfulde renæssanceslotte og blev i år 2000 medtaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Kronborgs historie kan føres tilbage til fæstningen Krogen, der blev opført af Erik af Pommern i 1420’erne. Sammen med Helsingborg Slot på den anden side af Øresund, kunne fæstningen kontrollere indsejlingen til Østersøen og sikre opkrævningen af told af de forbisejlende skibe. Fra 1574 til 1585 ombyggede Frederik 2. den middelalderlige borg til et storslået renæssanceslot. Store dele af slottet blev ødelagt af en brand i 1629, men det blev efterfølgende genopført af Christian 4. I 1658 blev Kronborg belejret og erobret af en svensk hær, der efterfølgende tog en stor del af slottets kunstværker og interiør som krigsbytte. I 1785 ophørte slottet med at fungere som kongelig residens og blev indrettet som kaserne. Militæret forlod selve slottet i 1923. Efter en grundig restaurering blev Kronborg åbnet for offentligheden i 1938.

I de flotte bygninger rundt om den indre voldgrav, er der en lille restaurant og en souvenir butik, det er også i sidstnævnte man køber entre biletter til Kronborg og selve slottet. Der er guidede ture på flere sprog.

Så er der jo lige Holger Danske man skal huske at besøge, og nej det er Peer der er på billedet. Holger Danske var en legendarisk Dansk kriger og ridder i Karl den Stores hær. Ifølge legenden sover han i kasematterne under Kronborg, men vågner op til dåd og redder Danmark, hvis landet skulle komme i fare.

I kasematterne under Kronborg findes en statue af Holger Danske udført af H.P. Pedersen-Dan i 1907.

Vi takker af for denne gang, men næste weekendtur er allerede i næste weekend, her skal vi ud og køre med en Hobby kampagne vogn. Vi skal bo på Hillerød Camping, og vi skal se lidt på byen Hillerød og måske sejle en tur på slotssøen.

Så husk at se med næste uge

Mange camping hilsner

Mads & Peer
Campingferie.dk

 

Annonce:

Efterlad din kommentar