Danmark Rundt Langs Kysten – del 4 + film (Reklame)

I går var en dejlig sommerdag hvor vi bl.a. var på Thorup Strand hvor Gutterne på Kutterne holder til. Men i dag er det efterår med regn og kraftig blæst og vores første mål i dag er Danmarks nordligste by Skagen og Grenen nord for byen. Lige før Grenen kommer vi til det grå fyr.

Det Grå Fyr er et af flere fyr i Skagen. En halv time efter solnedgang den 1. november 1858 blev lampen i Skagen Grå Fyr tændt for første gang. Den sandede Skagen Odde havde fået sit tredje fyr, der kunne hjælpe de søfarende med at holde kursen og komme sikkert i havn. Fyret, der er 46 m højt, er Danmarks næsthøjeste, kun overgået af Dueodde Fyr på Bornholm som er en meter højere. Skagen Fyr er tegnet af den danske arkitekt N.S. Nebelong og funderet med 429 lærkestolper a seks meters længde.

 

Langt op i 1800-tallet var Skagen Odde et af de steder med flest strandinger, og der har derfor været god grund til at bygge fyrtårne på Odden imellem de to farvande Skagerrak og Kattegat.

Skagen Grå Fyr blev i 2013 nedlagt som fungerende fyr, og videresolgt af Søfartsstyrelsen til Realdania. Selve fyrtårnet blev restaureret i 2008, mens resten af fyranlæggets bygninger gennemgik en større restaurering op til åbningen i maj 2017 som fugleoplevelsescenter med interaktiv udstilling om trækfugle og fuglestation med ringmærkning i et samarbejde med Naturstyrelsen, Dansk Ornitologisk Forening, Frederikshavn Kommune og Turisthus Nord.

Fyrets roterende linse vejer lidt mere end to tons, og flød indtil 2014 i et kviksølvbad. Kviksølvbadet blev i januar 2014 udskiftet med et mekanisk leje.

Lyskilden er en 400 watts natriumlampe. Lyset fra fyret kan ses i en afstand af 20 sømil som et blink hvert fjerde sekund.

Der er 210 trin til toppen, hvorfra der er en vid udsigt over Grenen og Skagen By.

Det Grå Fyr har åbent næsten hele året for publikum, og rummer i dag et oplevelsescenter med udstilling, en café og butik, Skagen Fuglestation samt laboratorie og Birders Club. Der udbydes guidede naturture året rundt.

Signe er pakket godt ind og det viser sig at være en rigtig god ide. En af parkeringsvagterne fortæller at der var stuvende fuldt i går mens der i dag ikke er mange mennesker. Det skyldes udelukkende vejret. Se vores vogntog i baggrunden.

Velkommen til Grenen – Toppen af Danmark.

Vi er gået op i klitterne og kigger tilbage mod parkeringspladsen og vores vogntog.

Holger Drachmann er begravet her ude på Grenen mellem klitterne. Holger Drachmann er nok mest kendt for “Midsommervisen” som rent faktisk hed “Vi elsker vort land”. Holger Henrik Herholdt Drachmann (født 9. oktober 1846 i København, død 14. januar 1908 i Hornbæk) var en dansk digter og kunstmaler. Han er en af Det Moderne Gennembruds ledende mænd.

Tyske bunkers ligger strøet ud over området som selvfølgelig var et vigtigt observationspunkt for søfarten, både ned hensyn til fartøjer der ønskede at sejle ind i indre danske farvandeområde og Østersøen, eller russiske fartøjer der kom fra den Finske bugt eller andre fartøjer fra Østersøen der ønskede at komme ud af området.

Kønt er det – men også koldt

Det er sundt med en gåtur langs havet, men en kop kaffe og en basse i en varm campingvogn er heller ikke så ringe.

Her ser du Grenen ude i horisonten. Det tager ca. 30 min at gå derud og 30 min at komme tilbage.

Vi ser mange tankskibe der ligger for anker og venter på arbejde og vi så også flere krydstogtskibe i horisonten. Måske lå de også for anker.

 

Vi er på vej tilbage til vogntoget for vi skal nemlig syd på mod atter en lille færge der skal sejle os over Limfjorden fra Hals til Egense. Det tager vist 5 min.

Vi holder lige en pause på en rasteplads tæt på havet.

Så kører vi ombord på færgen og siger farvel til Nordjylland.

Egense havn byder os velkommen.

Sidst på dagen triller vi ind på Vejle City Camping. Nu har vi klaret den ene del af vores arbejde, nemlig at køre turen og se og fotografere og filme tingene. Nu skal vi lige køre turen igen når Signe redigerer film og jeg vælger billeder og skriver tekster til dagbogen. Begge dele skal efterfølgende uploades og udgives osv. Så vores arbejdsdage er fra kl 8 om morgenen til kl 24.00. Den anden dag var vi først færdige kl. 01. Så behøver man ikke tage en sovepille. Det går helt af sig selv.

Men vi vil ikke bytte dette for noget andet i verden.

 

 

Her er kortet på vores rute i dag.

På gensyn i morgen.

Signe & Peer Neslein

Annonce:

Efterlad din kommentar