Indhold:




I dagens afsnit kan du bl.a. se fire forskellige autocampere. De tre er bygget i en 6 m kassevogn og den sidste i en VW Caddy. Den første er denne Bürstner City Car C 601 som er èn ud af fem mulige løsninger.

Her er fire selepladser og opredning i siddegruppen er ekstraudstyr og måler 180 x 80 cm.

Indretningen er den traditionelle med køkkenblokken i dørsiden og toiletrummet bag siddegruppen. Kompressorkøleskabet er på 90 l. Læg mærke til soverummet bagerst. Der er ekstramonteret en sænkeseng i denne model.

Her er mange gode og dybe skuffer med soft close. Læg også mærke til klappen for enden af køkkenbordet.

I soveværelset er der to sengen. Sænkesengen måler 188 x 125/120 cm og opredning på tværs under den måler 185 x 147/140 cm. Længde, bredde, højde og akselafstand for Bürstner City Car C 601 er på 599, 208, 259 og 404 cm. Den indvendig højde er 190 cm, totalvægt og køreklar vægt i Tyskland er på 3.300 og 2.875 kg.


Næste camper er en helt ny Carado Vlow 600, igen i 6 m klassen. Det er ikke svært at se dens slægtsskab til andre kassevogne i Hymer koncernen. Mange af de gode og smarte detaljer går nemlig igen.

Her er fire selepladser og opredning i siddegruppen er muligt som ekstraudstyr. Den måler 180 x 80 cm.

Carado Vlow har et kompressorkøleskabet på 90 l i køkkenregionen.

Under køkkenbordet er der et køkkenskab med hylder og skuffer med soft close.

Madrasmålet bagerst er på 190 x 140 cm. Der er rummelige overskabe i begge sider af camperen. Længde, bredde, højde og akselafstand for Carado Vlow 600 er på 599, 205, 265 og 404 cm. Den indvendig højde er 190 cm, totalvægt og køreklar vægt i Tyskland er på 3.300 og 2.865 kg.


Dagens sidste 6 meters en fra Frankrig. Chausson Twist V584 er en helt ny model der på ét punkt, køleskabet, skiller sig ud i forhold til de fleste kassevognscampere.

Her er fire selepladser og opredning i siddegruppen er muligt. Det var ikke muligt at få målene før de tekniske data bliver udgivet.

Køleskabet, som står for enden af køkkenblokken, er på 140 l og har to låger over hinanden. Det minimerer tab af kulde når der kun er brug for at tage noget øverst eller nederst i skabet.

Under køkkenbordet er der skuffer i hele bordets bredde.

Madrasmålet er på 186 x 140 cm. I den en side er der ekstra store overskabe. Længde, bredde, højde og akselafstand for Chausson Twist V584 er på 599, 205, 261 og 404 cm. Den indvendige højde er 189 cm, totalvægt og køreklar vægt i Tyskland er på 3.300 og 2.970 kg.


Den mindste autocamper jeg så var denne VW Caddy Tamp fra det tyske firma Campmobil. Slutprisen kommer hernede op på ca. 35.000 Euro. Det er ca. 10.000 under en af de billigste meget mere rummelige kassevognscampere, så markedet er nok begrænset. Ud og indgang kan i denne udgave kun ske gennem bagdøren.

Her er to selepladser, kompressorkøleskabet er på 13 l og friskvandstanken på 16l. Ved opredning er madrasmålet er på 195 x 120/110 cm.

Udstillingens største ”camper” er denne meget rummelige Sparekasse Kreditpartner. Her er både gourmet køkken, kopirum, spisestue, entre og et meget stort kontorlandskab. Det primære drivmiddel er 230 V strøm. Rækkevidden er dog, grundet de manglende hjul, begrænset.

Her er rigtig mange, især små og mindre, hunde med på campingudstilling. Nogle føres i kort snor og andre har lært at tilpasse sig ejerens ordrer og anvisninger. Vores lille velopdragne ven her hoppede ind og ud af kassen når der var brug for det. Han var særlig grad for kassen når der var nogle af de helt store artsfæller i nærheden.

Udstyr til hunde og katte er en option hos mange mærker. En af mere spidsfindige er denne ”krog” som er velegnet til fastgørelse på glatte flader af metal, glasfiber og glas. Den kunne bl.a. ses på Carados udstillede autocampere.

”Krogen” er ret effektiv. Den suger så godt, at jeg ikke turde lægge alle mine kræfter i et at trække den fri. Her følges krogen til dørs med en tøjhund og en specialdesignet tekstilmåtte med.

Hos Dethleffs så vi denne smarte hundeskål med flere rum for lækkerier. Flere gange om dagen var der en hund forbi og få sig en hapser og lidt vand.
I næste afsnit kan du se fire andre kassevognscampere.
Tekst og foto: J-P. Rasmussen
© 2017 www.autocamper-nyt.dk
 

Annonce:

Efterlad din kommentar