Er der nogen, som sætter pris på forårets mange helligdage, så er det campingfolket. Her er ingen dag for hellig til en lynferie på campingpladsen
Store Bededag, Kristi Himmelfartsdag og Pinse. Den kommende tid byder vanen tro på adskillige helligdage og dermed også en række fridage, som de fleste ser frem til.
Nogen lidt mere end andre.
For er der særligt én gruppe mennesker, som holder af helligdagene, så er det landets mange campister. Helligdagene er nemlig en stående invitation til et par lynferier, hvor campingvognen og autocamperen for alvor kommer til sin ret.
– Helligdagene passer perfekt til campisten, fordi campinglivet er så nemt at arrangere. Det kræver ikke den store planlægning, og det kan sagtens svare sig at tage af sted, selvom det kun er for en enkelt overnatning eller to, siger Jesper Behrensdorff, formand for Camping Branchen, der er brancheforening for landets campingforhandlere.
Dårligt vejr ingen hindring
På landets campingpladser er man da også klar med helligdage-tilbud, hvor det ikke kun er prisen, men også aktiviteterne, der lokkes med.
– Mange af landets campingpladser indeholder i dag så mange muligheder for aktiviteter og har så høj komfort, at dårligt vejr ikke er nogen hindring for en god ferie. Gode restauranter, tropisk badeland og legeland har gjort, at der kan tages hul på campingferien, selvom der endnu er lang tid til sommeren. Derfor er helligdagene stadigt mere populære blandt campisterne, slutter Jesper Behrensdorff.
Se mere her.: www.campingbranchen.dk