Peer Neslein fortæller: Vi vågner til en herlig morgen på Gudhjem Camping på Bornholm. I dag skal vi til Hammershus og gense den gamle borg, så omkring kl 9 er vi på vej.

Hammershus er ruinen af en middelalderborg på Bornholms klippeknude ud til kysten syd for Hammerknuden på Bornholmsnordvesthjørne. Hammershus er Nordeuropas største borgruin. Det er en af Bornholms største attraktioner og besøges hvert år af omkring 400.000, hvilket gør den til én af landets mest besøgte turistattraktioner, men da der er gratis adgang bliver den ikke regnet med i VisitDenmarks årlige opgørelse.

Hammershus er anlagt på en 74 meter høj klippe og fylder med sine forborge et areal på henved 35.000 kvadratmeter. Ringmurene har en længde på omkring 750 meter. I det nordvestlige hjørne finder man en dam, der kan have forsynet slottet med fersk vand. Mod havet er der stejle klipper og til de andre sider vanskeligt passabelt, klippefyldt terræn. Manteltårnet blev opført af Bernt Knop, som også forstærkede fæstningsværkerne, der fordrev to svenske orlogsskibe med sine kanoner så sent som i 1645.

Efter 1576, hvor borgen igen var på danske hænder, lod man den forfalde, fordi den efterhånden betragtedes som et utidssvarende fæstningsværk, f.eks. på grund af skydevåbenes forbedring. Den blev derfor anvendt som statsfængsel for bl.a. Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina Ulfeldt, der blev indsat i 1660. Efter deres flugt fra Manteltårnet og tilfangetagelse blev de placeret i et mørkt slotskapel, men senere igen indsat i Blåtårn – på hver sin etage.

I 1743 blev Hammershus rømmet og anvendt som stenbrud, der blandt andet blev brugt til at bygge Hovedvagten i Rønne, den sidste slotspræst var allerede i 1648 befordret til sognepræsten i Nyker. I 1822 blev borgen – ruinen heraf – fredet.

 

I fangehullet sad der fanger som blev lænket til muren og fik kastet muggent brød og lidt vand ind.

Fra borgmuren er der flere steder dejlig udsigt over Østersøen og ned langs kysten mod Vang og Hasle.

Her kigger vi op mod Bornholms nordspids med Hammer havn inde i bugten

Det her er kamelhovederne som du se på den selvstændige klippeblok i vandet og måske er det løvehovederne på klippen over.

Jeg faldt lige over denne flotte blomst som gror flere steder på borgen. Så jeg sendte et billede til min svigerinde Kirsten som skrev til mig at den hedder almindelig Katost (Malva sylvestris).

Hammershus er et imponerende bygningsværk som besøges af 400.000 personer om året og der er gratis entre så måske er det derfor der kommer så mange. Men absolut et besøg værd.

I 2018 åbnede kronprinsesse Mary og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen et nyt besøgscenter tegnet af Christoffer Harlang i samarbejde med Arkitema Architects ved siden af fæstningen, som var tilblevet ved donation fra Almenfonden.

Det er bare så dejligt at komme rundt i Danmark og se og gense nogle af vores mange seværdigheder. Efter en dag i solen og frisk luft, venter der lige 3-4 timer med gennemsyn af billeder og film samt redigering og upload af artikel og film. Men selv om vi selv har filmet og taget billeder glæder vi os hver gang til at se det færdige resultat. Og vi bliver ekstra glade når du/I giver os mange synes godt om eller kommentarer – så tak for det.

Hvis du kan lide det vi laver så fortæl det til dine venner. Hvis du synes at det vi laver er talentløst så fortæl det til os. Så vil vi love dig at vi ikke siger det videre.

På gensyn i morgen

Eksperten & Amatøren
Signe og Peer Neslein

 

 

Annonce: