Peer Neslein fortæller:
Så er det tid til at opleve området omkring Rüdesheim. Så cyklerne kommer frem, så vi kan komme ud i det dejlige vejr og få rørt os lidt.

Lisbeth står klar ved vores el-cykler som absolut ikke kører af sig selv som mange tror. Man skal træde i pedalerne og når man gør det, hjælper elmotoren med samme kraft som man selv leverer. Og så bliver det nemmere at køre op ad bakke.


Kortet viser vores cykelrute fra Rüdesheim til nabobyen Assmannshausen og tilbage.


Mads og Yvonne er med på turen, hvor vi kører fra campingpladsen og direkte ud på promenaden langs Rhinen, hvor flere af turbådene lægger til.


Ved kaj nr. 8 ligger turbåden Rhenus som vi skal sejle med, når vi skal ned af Rhinen til St. Goar og opleve fyrværkeriet. Rhenus er den nyeste af turbådene.


Vi er nået til Assmanshausen og er i gaden Höllengasse, som er byens svar på Drosselgasse i Rüdesheim. I huset til venstre finder man bl.a. keglebaner. Musik klinger ud i gaden denne formiddag, fra de forskellige beværtninger.


Bindingsværk og blomster præger den hyggelige by.


Stemning præger den lille by som har mange voksne besøgende og de hygger sig gevaldigt.


Vi har fundet frem til tovbanen, hvor vi skal stå på 2 plader, hvorefter stoleliften kommer bagfra og løfter en med. Og så er det bare afsted.


Turen op går gennem skoven og udsigten til Rhinen ligger bag os så den må vi vente med at nyde til vi skal køre ned. Mads og Yvonne kører foran os.


På toppen går der mange hjorte og Lisbeth trækker en pakke foder i automaten og så kommer dyrene løbende.


Der er ikke nogen udsigt lige fra toppen, men der ligger til gengæld et gammelt jagtslot som er ombygget til hotel og mon ikke at de også kan byde på en kop kaffe eller en kop varm chokolade.


På vej ned sidder vi og nyder udsigten til Rhinen og vinmarkerne, mens vores stolelift glider ned gennem skoven.


Vores tovbane slutter midt i Assmannshausen og de sidste meter kører vi lige henover indbyggernes private haver, hvor de skal bukke sig når vi kommer kørende.


På vej tilbage mod Rüdesheim kigger vi også lidt på de mange pramme som enten glider hurtigt med strømmen som denne, eller de kæmper sig mod strømmen med deres tonstunge last. Og så går det ikke særligt stærkt.


Vi passerer også færgen der sejler mellem Bingen og Rüdesheim i løbet af ca. 10-15 min.


Tilbage på campingpladsen skal vores nabo Jan lige vise os at han altid monterer dette antiskrid i teltskinnen over vinduet, så hans Isabella Universaltelt ikke ridser hans vinduer, når teltstængerne og skumpuderne står op af hans vindue. De laver nemlig ridser og det vil Jan ikke have.


Mads og Yvonne har dækket bordet med et nyt servicesæt fra Camper.dk som må siges at være noget anderledes end de traditionelle hvide eller blomstrede.

På gensyn i morgen hvor vi slutter af med det Rhinen i flammer handler om, nemlig fyrværkeri fra 2 borge og en ponton på Rhinen.

Hilsen
Lisbeth og Peer Neslein

Skrevet af: Peer Neslein
© www.campingferie.dk 2010

Annonce:

Efterlad din kommentar