Udvandrerne (fra Sverige til Amerika)

I årene 1846-1930 udvandrede 1,3 millioner svenskere, heraf en million til Amerika. Rejsen gik med båd over Atlanterhavet. Udvandrerne kom fra hele Sverige, men ca. en femtedel kom fra Småland. I forhold til indbyggerantallet var Småland et af de områder, hvorfra der udvandrede flest mennesker. Peer Neslein fra Campingferie.dk har hægtet sin campingvogn på krogen og sat kursen mod Småland i Sverige.

Drømmen om en bedre fremtid
Det var især dårlige økonomiske forhold, der drev emigranterne. Op gennem 1800-tallet var befolkningstallet øget, men de stenede jorde i Småland kunne ikke brødføde de mange munde. I 1867-1869 var store dele af Småland desuden ramt af misvækst. Det skabte hungersnød og satte for alvor gang i masseudvandringen. Alene i perioden 1868-1871 udvandrede ca. 100.000 mennesker. I mange byer i Småland udvandrede halvdelen af befolkningen. Nogle få skibe afgik fra Karlshamn, men det var Gøteborg, der var centrum for den videre overfart til det nye land.
For de smålandske bønder, som havde forsøgt at overleve på de små stenede jordlodder i Småland, var Amerika en anden verden. Her havde de ret til gratis at overtage 65 hektar statsejet jord under forudsætning af, at den blev opdyrket. Men omkring 1890 var det slut med gratis jord for de nyankomne. Nu måtte de i stedet ernære sig som lønarbejdere – som regel til lønninger som var højere end i Sverige.
Emigrationen medførte et kontaktnet på tværs af Atlanterhavet med nye påvirkninger. De emigranter, der vendte tilbage til Sverige – omkring 15 procent af dem der var udvandret før 1. Verdenskrig – havde idéer og erfaringer med sig, som de anvendte i hjemlandet.

Over 100 år efter de første udvandrer mødtes i vejkrydset, hvor udvandrerne mødtes, holder jeg selv som rejsende i samme kryds

Historien om Udvandrerne
Forfatteren Vilhelm Moberg (1898-1973) blev kendt for sine romaner om svenske emigranters rejse til Amerika i midten af 1800-tallet. Romanerne “Udvandrerne” (1949), “Indvandrerne” (1952), “Nybyggerne ved Ki-Chi-Saga” (1956) og “Sidste brev hjem” (1959) beskriver en gruppe svenske emigranters vej fra den lille by Ljuder i Småland til ankomsten i Minnesota i USA og opholdet i det nye land.
I sine udvandreromaner sætter Moberg ansigter på den masseudvandring, der fandt sted fra Sverige i midten af 1800-tallet. I løbet af ca. 75 år emigrerede over en million svenskere til Amerika. Mange gik til bunds i det nye land, men nogle få klarede sig så godt, at de kunne vende hjem med penge på kistebunden. I romanen “Udvandrerne” beskriver Vilhelm Moberg en lille gruppe menneskers udvandring fra Ljuder, et fattigt område med stenede jorde på grænsen mellem det sydlige og østlige Småland. Udvandringen herfra var så stor, at egnen stort set blev affolket. Historien om Karl Oskar Nilsson, hans kone Kristina og de øvrige smålændinges rejse mod Nordamerika givet et godt billede af de svære livsvilkår i Småland i midten af 1800-tallet og udvandrernes drøm om en bedre tilværelse.
Det tog Moberg 12 år at skrive dette hovedværk efter en omfattende research i både Småland og Nordamerika.

Kirken i Ljuders

Typisk svensk husmandssted i Ljuders

Skrev om mennesker fra sin hjemegn
Vilhelm Moberg blev født på en såkaldt “soldaterlod”, et lille husmandssted, der blev stillet til rådighed som en del af lønnen til soldater, men familien flyttede i 1907 til en mindre gård i Moshultmåla. Moberg kom i skole, men gik der kun i fire måneder om året, som var almindeligt dengang. Resten af året hjalp børnene til i mark- og skovbrug. Hans skolegang varede kun i to år, ikke desto mindre var det nok til at vække en kærlighed til det skrevne sprog. Også hans skolefrøken var en stor inspiration, hvad han selv har udtalt. For at hjælpe med til forældrenes sparsomme indtjening, måtte han som barn arbejde på glasværk og ved landbruget.
Som ung drømte han, som så mange andre af hans samtidige, om at slippe ud af fattigdommen og rejse til Amerika. Til forældrenes store fortrydelse fik unge Vilhelm som 16-årig penge til en billet tilsendt af moderens broder, der allerede var emigreret – moderen var af en søskendeflok på syv, hvoraf de seks emigrerede til USA. For ikke at “miste” ham tilbød forældrene ham at komme i folkehøjskole – en almen voksengrunduddannelse.
Forældrene solgte et kuld smågrise, og skolegangen samt hans fortsatte svenske statsborgerskab var sikret. Moberg læste som en gal. Man kunne altid træffe ham i skolens bibliotek. Alligevel fik han aldrig eksamen. Dels slap skolepengene op, og Moberg måtte tage arbejde som skovhugger. Dels sled den spanske syge i ham og gav ham seks måneders sengeleje, og efter flere gange at have været døden nær af sygdommen opgav Moberg som 21-årig at uddanne sig – han følte sig for gammel til det.
Efter at have arbejdet som frivillig (dvs. ulønnet) journalist blev han professionel ved Östergötlands Tidning i Motala. Under pseudonymet Ville i Momåla (kort/dialektisk form for Moshultsmåla) skrev han ud over almindelige artikler også noveller. Han kritiske journalistik gjorde en ende på denne karriere, eftersom han ikke måtte skrive om redaktørens venner. Det kunne han ikke leve med og flyttede tilbage til sit hjemmevante Småland.
Hans forfattermæssige gennembrud kom i 1927 med beskrivelsen af en korporalfamilies liv i romanen Familien Rask. Forfatterskabet kendetegnes ved, at det fortrinsvis er den lille mand, der er helten; Moberg blev meget folkekær på grund af sine fremstillinger af den svenske historie fra folkets perspektiv, hvilket er mest rendyrket i det historiske værk Min Sverigeshistorie (1970-71), som ikke blev fuldført.

Moberg gik i skole få km fra sit fødehjem

Vejene gennem det indre småland bringer ens tanker over 100 år tilbage i tiden.

Udvandrer-serie i TV
Mobergs bedst kendte værk er Udvandrerne-serien fra 1949-59, som beskriver en gruppe svenskeres udvandring fra det sydlige Småland til Minnesota i USA i midten af 1800-tallet, en skæbne som de delte med 1,3 millioner andre svenskere, deriblandt som nævnt flere af forfatterens slægtninge.
Vilhelm Moberg bedrev en omfattende og grundig research i forbindelse med arbejdet med udvandrerbøgerne, og da han afsluttede dem, forærede han dette materiale til Emigranternes Hus i Växjö (museum). Her er der i dag et Moberg-rum, og det svenske Moberg-selskab har til huse her. De i alt fire romaner (Udvandrerne, Immigranterne, Nybyggerne, Det sidste brev hjem) er oversat til adskillige sprog, blandt andre dansk. Musicalen Kristina från Duvemåla af Benny Andersson og Björn Ulvaeus er baseret på netop denne romanserien.
Moberg var udtalt republikaner og hadede monarkiet. Han var også kritisk over for, at svenske, historiske konger som Gustav 2. Adolf og Karl 12. beskrives som “helte”, da Moberg mente, at de havde været “tyranner”, “krigsforbrydere” og “massemordere”. Fra 1960’erne var han en af Olof Palmes største kritikere fra venstre og mente, at Socialdemokratiet havde bevæget sig for langt mod det politiske højre. Han kritiserede for eksempel Olof Palme for at have opvartet kong Gustav 6. Adolf på dennes 90-årsdag og for at have sunget Kungssången. Dette var hykleri, mente Moberg, eftersom Palme kaldte sig republikaner.
Moberg var også engageret i kampen mod, hvad han så som den svenske retsforrådnelse. Dette kulminerede i to relaterede skandaler, Kejne– og Haijby-sagerne i begyndelsen af 1950’erne. I anden sammenhæng blev Moberg idømt dagbøder efter at have stjålet dokumenter, der bl.a. afslørede, at det svenske politi havde samarbejdet med Gestapo under 2. verdenskrig.

Selvmord
Vilhelm Moberg begik selvmord i 1973. I sine sidste år – efter det store arbejde med Udvandrerne – havde han svært ved at skrive, og det antages at have ført til den depression, der forårsagede selvmordet.

Tekst & Fotos: Peer Neslein