Dagen i dag er igen en såkaldt transportdag. Det er søndag og der er derfor kun planlagt en aktivitet så vi starter ved 10 tiden. Selv om jeg allerede ved at der er lukket, så stopper vi ved Husvansmuseet. Det er et museum hvor du kan se 50 års udvikling af camping og campingvogne hos Polar. Musset er unikt, vist nok det første af sin art, men desværre også lukket fordi det er weekend.
Uden for museet står denne Solifer Apollo 610 fra 1991, som er en den ene af to konceptmodeller. Den er selvfølgelig lige så lukket som museet, men man kan da altid gå tæt på og se om det er muligt at se ind i den. De kan man, men ikke så godt, at du kan tage ordentlige billeder af den.
Solifer Apollo 610 er designet af Guy Lönngren fra Guy Design. Vognen blev bygget på den daværende Solifer fabrik i Lohja i Finland. Inspiration til vognes layout er hentet i bådverdenen. Det ses tydeligt på dens bredde, indretningsdetaljer og forskellige niveauer. F.eks. er vognens store magasin samlet under opholdsstuen, tæt på vognens aksel.
Forrest er der et soveværelse med tværvendt dobbeltseng. Det gøre det så muligt at give vognen det meget skrå design på fronten. Over magasinet er der, som nævnt en opholdsafdeling med to lange sofaer. Her kan der også redes op. Bagerst er der et toiletrum og et L-formet køkken. Indgangsdøren er mellem toiletrummet og siddegruppen. Markus Vesala, norsk blogger om camping og rejser i hele norden har udgivet en film på YouTube om Solifer Apollo 610. Du finder den på denne genevej.
Her ser du et skilt som sidder i vinduet til indgangen. Åbent mandag til fredag – slut. U kunne jeg måske have fået en aftale hvis jeg havde ringet i forvejen, sådan rent professionelt? Men det er der nok ikke en generel vilje til, så lad mig bare være almindelig turist, uden pressekort. Men jeg var på stedet kørte to andre ind og ud igen, plus den tyske herre som du kan se på billederne. Men jeg vil nu komme med et forslag til Solifer-Polar når jeg møder dem på Elmia midt i september.
I Sverige er der hele fire Polar klubber og i Danmark er der to. Mon ikke det var muligt at aftale med dem (klubberne) og at et eller to hold campister tog en weekend vagt i de seks weekender fra 1. juli til 15. august? Det er jo der, bortset fra vinterferien, kommer flest turister forbi museet, som ligger på E45. Der er sikker nogle Polar fans, som gerne vil gøre noget ekstra ”for deres mærke.” Vi har jo en vis tradition for frivillighed i Skandinavien, også uden at det kommer til at koste ret meget eller ingen ting. Måske kunne der sport i at være museums-kustoder (eller vagter). Det nok værd at undersøge, hvis det ikke allerede er prøvet før. Det er jo også værd at tænke på, at lørdag og søndag er skiftedage på mange af turiststederne.
Lige overfor museet ligger Solifer-Polar fabrikken. Det bliver spændende at se årgang 2016 hvor Solifer modellerne kommer fra Tyskland og Polar modellerne kommer fra Sverige.
Lidt længer nede af E45, ad en sidevej, ligger Svenska Tält fabrikken. Her var der selvfølgelig også lukket. Jeg skal nok holde mund med hvad jeg så da vendte bilen inde på fabrikkens parkeringsareal. Det jeg så findes nemlig ikke i fabrikkens katalog. Nok en nyhed til 2016 præsentationen?
Og så går det nordpå. Efter et par timer susede vi forbi en traktor med campingvogn bagefter. Æv, kameraet var ikke klar. Frem med det, så jeg ikke dummer mig igen. Efter ca. 5 minutter kom der sørme én til. En Fendt Traktor med en lille campingvogn, vist nok en gammel Dethleffs eller måske en gammel Fendt, fra ”den brune periode.” Jeg er sikker på at vores medcampist her har set og oplevet meget mere på landevejen med 30 km/t end os som kører omkring de 80.
Og to minutter efter fanger denne stor MC med anhænger. Kik på støttebenet. De holder stille mens den ene roder lidt med traileren.
Så kører vi igennem byen Storuman hvor der står denne Vildmand foran Hotel Toppen. Hotellet fortæller på deres hjemmeside at Vildmanden er et symbol for Lapland. Fra Hotellet Panoramastue kan man se næste 100 km væk. I Storuman Kommune er der over dobbelt så mange Renere som mennesker. Og i Kommunen producerer de 14 gange mere strøm end de forbruger. Kommunen har et areal på 7.500 kvadratkilometre, ca. 500 mere end det samme areal som Sjælland. Der bor 6.000 personer i kommunen, under én pr. kvadratkilometer.
Det er blevet tid for endnu en pause. Men vi trækker frisk luft, og ryster blodet i benene på plads ser vi pludselig en bi som ligger på ryggen mens den bevæger sig i asfalten. Ved nærmere eftersyn kan vi se, at det er en myre som er på vej hjem med lidt til lageret. Desværre blev minde billeder ikke så skarpe, men se ved den røde pil. Så lille (stor) er myren i forhold til det kadaver den slæber hjemad. Pludselig kommer der et kraftigt vindpust, og myren blæser ud mit på E45. OM den kom uskadt hjem med byttet ved jeg ikke, men den blev ikke forvirret en at den begyndte forfra med at gå i den rigtige retning.
Lige efter pausen kommer vi til Blattniksele (Blattnicksele), hvor parkeringspladsen lokker so sted for dagens frokost. Det er jo praktisk at holde 30 n fra det lokale supermarked i en lille hyggelig by som er delt midt over af Vindelälven. Vi kan se den lokale campingplads på den anden side af elven. Men vi er også havnet midt i en lokal navnekrig, som stadig ikke er afsluttet. Historien er at i 2012 skiftede byens stavemåde fra svenske til samisk, fra Blattnicksele til Blattniksele.
Den beslutning er alle i byen ikke enige i. Ifølge avisartikler på nettet, ønsker bl.a. byens forskellige turistvirksomheder at beholde det svenske navn, så de ikke skal lave deres souvenirers om. Derfor har de henvendt sig til Länsstyrelsen, som stadig ikke har svaret. Måske skulle de bare gøre som de har gjort i Idre, der er Sveriges sydligste sameby, og hvor byskiltet både hedder Idre og Earja. Men det er jo også korte navne.
Naboen til vores frokostplads var i øvrigt denne villa med de flotte terrasser.
Så går det videre nordpå. Efter et par timer møder vi Rudolf her. Så må vi hellere sænke farten og holde øjnene på vejen.
Umiddelbart efter er der ”dans på landevejen.” Jeg spurgte i Jokkmokk hvorfor renerne går rundt på vejen, og går ud på midten når man er kørt forbi. De svarede alle, ”at det er fordi de er så dumme.” Man kan godt forstå at de foretrækker tør asfalt frem for fugtig og våd skovbund. Men der er de ingen mad oppe på asfalten.
Nu er der ikke så langt igen. Sidste pause inden Polarcirklen bliver på rastepladsen ved Piteälven. Stedet hedder også Ljusselfossen, fordi der er et pænt fald på elven omkring broen. Broen hedder også for Burmabroen, et navn den nok har sin baggrund i broens form og en vis gammel film om en bro ved floden Kwai. Broen form ligner brofagene på den brom som der findes på stedet i dag, og ikke som dem der blev bygget i den legendariske film.
Pas godt på vores land! – Rastepladsen er i øvrigt både velholdt og i rigtig god stand. Som du kan se på skiltet er det ikke meningen du skal campere her.
Men i stedet for bruge egnens mange andre muligheder.
Og så lykkedes det. Så er vi nået til Polarcirklen, ca. 10 km. syd for Jokkmokk. Og det i den periode hvor solen skinner hele døgnet. Selv om klokken kun er 1845, så er der lukket i den kombinerede kiosk, restaurant og souvenirbod. Heldigvis er det ikke længere væk, at vi kan køre herud i morgen og få vores Polarbevis. Men mellem klokken 1 og 2 i nat, nå solen står lavest på himlen, befinder vi os på toppen af jordkloden.
Da jeg vender mig om ser jeg denne positur. Hvorfor står alle 10 – 12 årige sådan flere gange om dagen? Hmm, og bemærkede ”den gamle” (med smil på læben og uden at snerre) at man ikke sådan kravler rundt på de forskellige lokale monumenter. Nå pyt. Det ser godt meget godt ud.
I morgen vil jeg vise dig lidt fra Jokkmokk by.
Tekst og foto: J-P. Rasmussen
© www.campingferie.dk 2015
