Mange danskere vil gerne på ski henover nytår ligesom her i Åre, hvor der bliver afholdt nytårssalom i den smukke natur. Foto: Karl Hägglund

Flere og flere danskere ønsker tilsyneladende at udskifte den til tider noget opreklamerede nytårsaften med en ferie i det fri og på ski. Visit Sweden oplever i år en større søgning på netop skiferie over nytår, ligesom skidestinationerne melder om stor efterspørgsel.

Nytår på ski er ’in’. Skisportssteder i Sverige som Branäs, Kläppen, Lofsdalen og Åre sætter derfor alle sejl til, når 2017 synger på sidste vers, for deres gæster skal mærke årsskiftet med manér.

En netop gennemført YouGov-undersøgelse dokumenterer, at der generelt er en positiv holdning til at rejse på skiferie i højtiderne, hvor ca. 50 % synes, det vil være attraktivt eller meget attraktivt at holde en nytårs-skiferie. De ældre 50-70-årige er lidt mere forbeholdne overfor at rejse i højtiderne, men 46 % fra aldersgruppen vil dog stadig gerne holde nytår på ski.

Smukke Åre arrangerer en nytårsslalom-konkurrence, og der er også nytårsfestivitas for de små. I Lofsdalen kan man fejre nytår med en mindeværdig oplevelse som en tur med hundeslæde ud i det sneklædte landskab. Og i Kläppen er der masser af sjove nytårsaktiviteter for børnene, ligesom restauranterne byder på elegante nytårsmenuer, og man kan deltage i – eller nyde synet af – et fakkeloptog på ski, som bevæger sig smukt ned ad pisterne. Men det er blot eksempler på, hvad skidestinationerne arrangerer.

”Vi oplever en større søgning på skinytårsrejser i år, og YouGov-undersøgelsen understøtter tendensen til, at der generelt er en positiv holdning til at rejse på skiferie over nytåret. Man ønsker en fejring af nytåret, hvor samvær på en aktiv ferie er vigtigere end en vild fest. De svenske skidestinationer gør rigtig meget for, at gæsterne skal opleve en festlig nytårsstemning og komme godt ind i det nye år med masser af frisk luft og hygge”, siger Anna Kron Boysen hos Visit Sweden.

Nytårsguide til skidestinationer i Sverige

Branäs med fantastisk nytårsfyrværkeri

I Branäs fejres nytåret også med manér. Skisportsstedet har deres eget traditionelle og meget flotte nytårsfyrværkeri, ligesom adskillige restauranter tilbyder særlige nytårsmenuer. Branäs melder, at søgningen på nytårsrejser har været stor i år, men at der stadig er et par lejligheder tilbage, hvis man skynder sig.

Kläppen med fakkelslalomslange igennem mørket

Populære Kläppen i Sälen er også populært til nytår – nogle fejrer det på toppen af fjeldet, andre i dalen. Og nogle fornøjer sig i Sveriges bedste snowpark, som netop ligger i Kläppen, inden tænderne sættes i nytårsmaden. Endnu kan man være heldig at få sig en hytte, men man skal skynde sig. Her fejres nytåret med et storstilet nytårsfyrværkeri over det gnistrende hvide landskab og med en klassisk, meget lang fakkelslalomslange, som løber igennem området i mørket. På samtlige af områdets restauranter arrangeres nytårsmiddag med forskelligt tema. Børnene er i højsædet i Kläppen, hvor der både arrangeres skattejagt, Trolle-cup og Trolle-disco. Og så har børnene deres helt eget fyrværkeri som supplement til det store.

Nytår i Åre med nytårsslalom

I det nordligt beliggende Åre indvarsles nytåret allerede et par dage før, kalenderbladet skifter til 2018. Skisportsstedet arrangerer nytårsslalom, hvor hele familien kan være med, både den 29. december og den 30. december om formiddagen. Den 30. december er der ydermere ”Valles Skiparade” for de mindste, hvor der på toppen af fjeldet uddeles lysdioder, inden der løbes ned ad bakken i et flot lysspil. Både den 29. og 30. december er der også Valles Afterski for de mindste med grillpølser og varme drikke at lune sig på. Selveste nytårsaften arrangeres en ’open session’ uden aldersgrænse (en børne- og en voksenklasse), hvor årets sidste konkurrence løber af stablen. Når alle har sovet ud, er der den 2. januar kælkeræs for hele familien at slutte jule- og nytårsferien af på.

Lofsdalen med Siberian Husky-ture

Smukke Lofsdalen, som frem mod 2017-2018 opgraderer hele langrendsområdet i en større Masterplan, sætter også trumf på nytårsfejringen i år. Lofsdalen er i forvejen berømt for et spektakulært nytårsfyrværkeri, og det bliver endnu flottere i år. Man må heller ikke snyde sig selv for en hundeslædetur med den evigt smukke Siberian Husky-hund, der har masser af energi og løbelyst til vilde slædeture i den nyfaldne sne. Loftsdalen i Härjedalen ligger højt mod nord i Sverige, ikke så langt fra det mere kendte Idre Fjäll, men det er ikke så kendt som mange andre skisportssteder. Lofsdalen satser i høj grad på langrend og tilbyder 122 km præparerede løjper.

Orsa Grönklitt med rovdyr

I smukke Orsa Grönklitt, som bl.a. er kendt for sin enestående rovdyrpark, kan man få pulsen op i Sylvesterløbet i timerne før den store nytårsmiddag. Sylvesterløbet er et offentligt langrendsløb rundt om Rädsjön, og man kan tage så mange omgange, som man orker. Der er fine præmier. Senere på dagen afholdes det årlige nytårsløb for børn, det alpine Blåbærsracet, hvor alle er vindere, og der er plads til alle stilarter. Efter endte strabadser i sneen er der adskillige nytårsmenuer og –fester i Orsa Grönklitt men husk tilmelding forinden. Nytårsdag er også en festdag i Orsa Grönklitt, hvor man bl.a. kan komme på rovdyrssafari i Orsa Rovdyrpark og på snescootertur for at blive klar til et nyt år. I rovdyrparken kan man opleve nogle af den nordlige halvkugles største rovdyr som den brune bjørn, ulve, løver og isbjørne. Parken ligger lige ved siden af Orsa Grönklitts piste og er med sine 325.000 kvadratmeter Europas største.

Mullsjö med ski til alle niveauer og nytårsfest

Et af Sveriges mest moderne snekanonsystemer findes i Mullsjö. Skisportsstedet har investeret mange penge i at tilbyde et snesikkert anlæg, og med 60 moderne snekanoner kan der laves 600 m3 sne pr. time! Også variationen i skiløbet er høj i Mullsjö, da der er piste i alle sværhedsgrader og én med en faldhøjde på 95 meter. Mullsjö Hotel holder også et brag af en nytårsfest med god mad og gedigne vinpakker. Maden akkompagneres af livemusik fra No Possession Blues, og smukt nytårsfyrværkeri over søen får man også med.

Undersøgelsen er netop gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er gennemført i alt 507 CAWI-interview med danskere i alderen 20-70 år, som har været på skiferie inden for de seneste 3 år og/eller forventer at tage på skiferie i den kommende skisæson.

Visit Sweden er en kommunikationsvirksomhed, der promoverer Sverige som rejsedestination og styrker det svenske brand internationalt. Vores vision er at skabe lyst til Sverige og inspirere flere udenlandske turister at rejse til Sverige. Vi er tilstede i 10 lande over hele verden og kombinerer lokal tilstedeværelse med markedsomfattende kommunikation. Visit Sweden ejes ligeligt mellem den svenske stat gennem Erhvervsministeriet og det svenske turisterhverv gennem Svensk Turism AB.