Indhold:
Dethleffs Camper 460 EL
Caravelair Antares Style 450 Kampagne
Hobby OnTour 460 DL
Knaus Südwind 460 E Silver Selection
Bürstner Averso 490 TL
I dag skal du se fem mellemstore campingvogne der alle har enkeltsenge i et soveværelse forrest i vognen. Og kun den største af modellerne har en rundsiddegruppe bagerst. De fire andre har en dinette. Alle modeller har køkkenblokken stående ved siden af indgangsdøren. Enkeltsenge og det franske soveværelse med en dobbeltseng på langs var de mest populære soveværelser på årets udstilling.
Dethleffs Camper 460 EL går ind i sit andet modelår. Det er en solid tysk mellemklassevogn med en fin samlekvalitet og velkendte indretningsdetaljer. Standardudstyret omfatter bl.a. elektrisk gulvvarme, indirekte lys og fladskærmsholder.
Når du står i døren lægger du hurtigt mærke til de flotte lyse skabslåger. Dinetten står bagest med et bord som hænger på væggen. Der er åbne hylder under overskabe og små hjørnehylder. TV-ophænget sidder på siden af køleskabet. En opredning her måler 210 x 90 cm. Læg mærke til fire knager på siden af væggen til toiletrummet.
Køkkenblokken står i dørsiden med varmeovn og småtingsskab vendt mod døren. Dethleffs Camper 460 EL har en grundpris på 169.000 kr + lev. Den viste model koster 174.506 kr inkl. fabriksmonteret udstyr for 5.506 kr (Lameludtræk og opvejning af totalvægt).
Køkkenbordet er enkelt og ryddeligt og køleskabet i modsatte side rummer 142 l inkl. 15 l frostboks.
Enkeltsengene i soveværelset har et madrasmål på 200 x 85 og 190 x 85 cm. Opredning i fuld bredde måler 190 x 210 cm. Der er klædeskabe i halv højde over hver fodende. Totallængde, indvendig, udvendig bredde og højde samt A-mål er på 691, 550 (k), 230, 265 og 945 cm. Køreklar- og totalvægt er på 1.210 og 1.700 kg. Se mere om Dethleffs på www.dethleffs.dk
Caravelair Antares Style 450 Kampagne er en specialmodel med udstyr som en Allegra model. Allegra er modellen som ligger over de velkendte Antares modeller. Standardudstyret er omfattende og består bl.a. ekstra stor totalvægt på 1.500 kg, op til 5 sovepladser, GRP polyester sider og tag, XPS styrofoam isolering, blæsevarme og elektrisk gulvvarme, LED lys, lameludtræk og forberedelse til batteridrift. Her er også Allegra hynder, Allegra komfortmadras og støddæmpere på sengen. Her er også kontrolpanel over døren, støddæmpere, stabilisator, serviceklap, stor tagluge, alufælge, reservehjul og myggenetdør
Siddegruppen bagerst måler 210 x 100 cm. Læg mærke til lamperne med svanehals og lyset inde i hylderne under overskabene.
Køkkenblokken står i dørsiden med tillægsplade ved døråbningen. Antares Style 450 Kampagne har en grundpris på 139.900 kr + lev.
Køleskabet under køkkenbordet rummer 85 l.
Enkeltsengene i soveværelset har et madrasmål på 200 x 85 og 195 x 85 cm. Opredning i hele bredden måler 195 x 210 cm. Der er en luge til det store magasin som findes under hovedgærdet. Der er også udvendig adgang gennem en serviceluge. Totallængde, indvendig længde, udvendig bredde og højde samt A-mål er på 640, 470, 230, 258 og 917 cm. Køreklar- og totalvægt er på ca. 986 og 1.500 kg. Se mere om Caravelair campingvogne på https://dk.caravelair-caravans.com/
Hobby OnTour 460 DL går ind i sin fjerde sæson som et godt bud på en rejsevogn for to på camping. For at spare vægt er bredden reduceret til 220 cm. Det mærkes på bredden på gulvet, men er man kun to i vognen, har det ingen mærkbar betydning udover et mindre frontareal under kørsel. Standardudstyret omfatter bl.a. myggenetdør, centralt lysanlæg, stabilisator, LED lys og indirekte lys.
Siddegruppen står bagerst i vognen med et fritstående bord. En opredning måler 185 x 110/103 cm. Netop fordi klædeskabet er flyttet ned over en fodende, så der er blevet plads til et lille sidebord, føles denne siddegruppe som den største.
Køkkenblokken står dørsiden. Læg mærke til at der er overskabe hele vejen rundt. Hobby OnTour 460 DL har en grundpris på 145.950 kr + lev.
Køleskabet, som rummer 96 l inkl. 9 l frostboks, står under køkkenbordet. Der er god plads på bordet når gaskomfur og køkkenvask, som her, er trukket helt ind ved væggen.
Enkeltsengene i soveværelse har et madrasmål på 198 x 78 og 188 x 78 cm. Totallængde, karosserilængde, udvendig bredde og højde samt A-mål er på 665, 546, 220, 261 og 930 cm. Køreklar- og totalvægt er på 1.177 og 1.300 kg. Se mere om Hobby campingvogne på www.hobbyinfo.dk
Knaus Südwind 460 EU Silver Selection er gået fra at være en specialmodel til en standardmodel med et meget omfattende udstyrsniveau. Standardudstyret omfatter bl.a. større totalvægt, alufælge, glasfibertag, TV-holder, USB stik, Ambiente lys, radio/CD/MP3 med USB og Bluetooth, elektrisk gulvarme, lameludtræk, springmadrasser og stræklagner.
Siddegruppen bagerst måler opredt 198 x 107 cm. Bordet står på en centersøjle. Det mærkes tydeligt at der er placeret en stor tagluge i kanten af siddegruppen.
Køkkenblokken står i dørsiden med en smart afskærmningshylde ved døren. Der er tre tagluger i opholdsområdet og en fjerde i toiletrummet. Südwind 460 EU Silver Selection har en grundpris på 171.500 kr + lev.
Køleskabet rummer 108 l og står under køkkenbordet. Køkkenvasken er ekstra dyb og bordpladen går et stykke ind over fodenden.
Enkeltsengene i soveværelse har et madrasmål på 85 x 193 og 85 x 181 cm. Der er også lameludtræk og madrasbetræk. Totallængde, indvendig længde, udvendig bredde og højde samt A-mål er på 686, 490, 232, 257 og 918 cm. Køreklar- og totalvægt er på 1.210 og 1.700 kg. Se mere om Knaus campingvogne på www.knaus.dk
Sidste model er også den største. Bürstner Averso 490 TL er gammel kending som her ses i den veludstyrede Averso serie. Standardudstyret omfatter bl.a. AAA bremser, StabilForm støtteben, GFK tag, LED lys, elektrisk gulvvarme, køkkenskuffer med selvindtræk og soft close.
Rundsiddegruppen, den eneste i dagens artikel, står bagerst i vognen. Læg mærke til de avancerede lys og den store tagluge over bordet. En opredning her måler 210 x 120 cm.
Køkkenblokken står også her i dørsiden. Læg mærke til de mange flotte overskabe. Averso 490 TL har en grundpris på 176.980 kr + lev. Den viste model koster 179.830 kr inkl. fabriksmonteret lameludtræk (2.850 kr).
Køkkenbordet følger faconen på det buede køleskab. Køleskabet rummer 97 l inkl. 11 l frostboks.
Enkeltsengene i soveværelse har et madrasmål på 2 x 85 x 200 cm. Totallængde, indvendig længde, udvendig bredde og højde samt A-mål er på 717, 505, 230, 265 og 969 cm. Køreklar- og totalvægt er på 1.275 og 1.700 eller 1.800 kg. Se mere om Bürstner campingvogne på www.buerstner.dk
Tekst og foto: JPR
© www.campingferie.dk