Weinsberg giver i årgang 2015 endnu større mulighed for at få lige dén campingvogn du gerne vil have. Basisudstyret i den nye årgang kan godt kaldes beskedent. Men til gengæld er der stor valgfrihed til at få lige dét udstyr du har brug for. Du kan enten vælge mellem nogle praktiske pakker, eller selv sætte udstyret sammen.
Grundudstyret består bl.a. af BPW chassis med støddæmpere, GFK glasfibertag, glatte sider i front og bagende, mellemtonede vinduer, LED lamper, tre tekstilvarianter, gasvarme, køkken med 107 l køleskab, toiletrum med keramik-kumme, solide møbler i et funktionelt design. På billedet ser du den nye Weinsberg CaraOne 390 QH, en praktisk og rejsevenlig egoistvogn i 4 m klassen.
Når du kommer ind ad døren træder du lige ind i en siddegruppe i den modsatte side af vognen. Hvordan vil du have din Weinsberg udstyret? Skal der være Alufælge, stabilisator, Stabilform støtteben, myggenetdør, ekstra køjeseng, kasetterollos for alle vinduer, elektrisk gulvvarme, Ultra Heat, blæsevarme, Alde centralvarme (kun 740), varmt vand, lameludtræk, Visco komfortmadrasser, serviceklap, mobilanlæg med fjernbetjening af varme og lys, udvendigt gasudtag, bruseudstyr i toiletrum, større køleskab eller en fabriksmonteret markise?
Mellem siddegruppen og døren står vognens toiletrum i hjørnet. Opredning i siddegruppen giver et madrasmål på 200 x 117/95 cm. En indikation på at der er god plads i siddegruppens længderetning.
Her er fire gode overskabe og en åben hylde over bordet. Lamperne har LED-pærer og her er lyst og rart på grund af de vinduer og taglugen (som er ekstraudstyr). Interiøret, som hedder Golden Apple, er lyst og behageligt med kontraststriber på overskabene.
Døren er todelt og 587 cm bred. Her er forteltlampe som standard og knager lige inden for døren på toiletrummets ydervæg. Læg også mærke til LED lampen i loftet.
I toiletrummet er der brusebund, toilet med keramikkumme, spejl og toiletskabe. På vognen her er der monteret et kombineret blandingsbatteri med integreret bruser og bruseforhæng.
Vognens klædeskab står overfor køkkenblokken mellem siddegruppe og dobbeltseng. Køkkenblokken har køleskab under gaskomfuret, bestikskuffe, underskab, overskabe og en tillægsplade ved døren.
Selv uden tillægsplade er der ok med plads på køkkenbordet. Køleskabet er på 107 liter.
Den tværvendte dobbeltseng har et madrasmål på 196 x 136 cm, en pæn størrelse i en vogn der kun er 4 m lang indvendigt. Her er vinduer både over hovedgærdet og i fronten. Frontvinduet er ekstraudstyr. Over frontvinduet er der tre meget rummelige overskabe. Læg også mærke til de tre tekstillommer på væggen til højre.
Tekstilvarianterne hedder Alu, Blue (billedet) OG Nature. Weinsberg CaraOne 390 QH har en udvendig længde, indvendig længde, udvendig bredde og højde på 592, 400, 220 og 257 cm. A-mål er på 853 cm og egen-, køreklar- og totalvægt på 830, 870 og 1.000 kg. Yderligere opvejning op til 1.350 kg totalvægt er mulig.
Vi skal lige en tur til Elmia for at se på den store Weinsberg CaraOne 740 UDF. Den har gennem årene været den mest efterspurgte model i Skandinavien. Især på grund af dens størrelse og rummelighed, men også fordi den kan fås med Alde centralvarme og elektrisk gulvvarme. I de øvrige seks 2015 modeller, kan du vælge mellem familievogne med køjer, enkeltsenge og fransk soveværelse.
I årgang 2015 er der tre kamapgnemodeller. Den ene er denne CaraOne 740 UDF som sælges for 204.900 kr + levering, men inkl. kampagneudstyret som bl.a. består af trækstangsafdækning, Stabilisator, GFK glasfibertag, kombikassette rullegardiner for alle vinduer, 190 ltr. køleskab, 45 l fastmonteret friskvandstank, 25 l spildevandstank på hjul, Midi HEKI tagluge (70 x 50 cm), myggenetsdør, ALDE centralvarme (og vandvarmer), elektrisk gulvvarme, bruseudstyr, LED spots i stedet for standard belysning, LED væglampe ved køjeseng og LED ambientelys ved de åbne hylder. Den viste model har det meste af udstyret.
Weinsberg CaraOne 740 UDF er 7,5 m lang indvendigt og er indrettet til en børnefamilie der gerne vil have god plads. Men den vælges også af seniorer, som bruger den god plads ”til at brede sig på” og til skiftende liggende gæster fra familie og venner. Den store rundsiddegruppe har mulighed for opredning på hele 216 x 157/147 cm. Læg mærke til det behagelige lys i vognen.
Køkkensektionen, der står ved siden af siddegruppen, har køkkenblok i 2 ½ fag og et ekstramonteret køleskab på 189 liter. Der er gardin til afskærmning ind mod børneværelset.
Der er ekstra god plads på det store køkkenbord, og smarte småtingsrum ved gardinet og overskabene.
Børneværelset har som standard to køjer og en siddegruppe med mulighed for opredning. Køjerne har begge et madrasmål på 188 x 72 cm. En tredje køje er mulig hvis det bestilles før vognen bygges på fabrikken.
Opredning i børneværelsets siddegruppe, som også kan bruges som spisestue for to, er 188 x 124/94 cm. Bemærk at her er læsespots og 230 V stik under overskabene.
Der er to klædeskabe, ét ved dobbeltsengens fodende og et for enden af køjerne. Sammen med gardinet giver det en naturlig adskillelse ind til det franske soveværelse.
Dobbeltsengen i det franske soveværelse måler 197 x 156 cm. Her er vinduer til to sider og overskabe over hovedgærdet. Også her er der tre tekstillommer ved dobbeltsengen.
Det todelte toiletrum har toilet med keramikkumme og ekstramonteret brusemulighed inde bag døren, og håndvask med masser ak toiletskabe på ydersiden af døren. Weinsberg CaraOne 740 UDF har en udvendig længde, indvendig længde, udvendig bredde og højde på 938, 746, 250 og 257 cm. A-mål er på 1.119 cm og egen-, køreklar- og totalvægt på 1.450, 1.490 og 1.900 kg. Yderligere opvejning til 2.000 kg totalvægt er mulig.
Se mere om Weinsberg campåingvogne på www.weinsberg.dk
Tekst og foto: J-P. Rasmussen
© www.campingferie.dk 2014