Peer Neslein fortæller:
Vi har atter haft en god nat i Vega og vi har lige redt sengen for at gøre klar til lidt morgenmad. Vi har absolut ikke frosset i nat, men det svage punkt i vognen er pladsen som er minimal, når man har meget tøj med på vintercamping. Som du kan se har vi tasker stående under bordet hvor vi har tøj i. Vi kunne godt have pakket vores soveposer væk, men vi bruger dem som ryglæn i siddegruppen, sammen med vores hovedpuder.
Vi har brugt mellem 2,5 og 3 kg gas det sidste døgn som du kan se på billedet. Det er ok når man tænker at temperaturen har svinget fra -6 og op til frysepunktet, de sidste 24 timer.
Vi er ganske tilfreds med gasforbruget når man tænker på den minimale og manglende isolering som Vega har, men vi må samtidigt konstatere at varmemæssigt har vognen klaret det godt indtil videre.
Den svage side er pladsen til bagage, i relation til vintertcamping og filmudstyr. Det er ikke alt vi bare kan lade ligge i bilen, så vores fotoudstyr, computere osv skal være i varmen i vognen.
Hvis vi var på tur uden filmudstyr og flere computere ville sagen være anderledes positiv omkring pladsproblemerne. Men Rasmus og jeg er samtidigt blevet enige om at vognen er ideel som rejsevogn pga sin størrelse på sommerture. Så kunne man vælge at lade bordet være slået ned til seng hele tiden. Det ville kræve at man medbragte et lille solsejl eller det specielle Vega fortelt, så man nogle dage nød morgemmad, frokost og aftensmad under teltdugen. Det ville være skønt. Man kunne også invitere fruen ud og spise om aftenen, hvis man ønskede at score lidt ekstra billige point.
Det har sneet en del i nat, så Rasmus og Jan rydder lige området foran Jans vogn så vi kan sætte forteltet op.
Når vi taler om fortelt så er det også ganske praktisk når man er på vintercamping. Vi har valgt at tage et Isabella Universal 360 med, som vi godt nok ikke kan bruge på vores Vega campingvogn, men det har vi fået lov til at sætte op på Jans campingvogn. Jan sprayer lige teltskinnen med AquaTex, så teltet kan trækkes nemmere gennem teltskinnen.
Det er rigtig vintercamping med sneen der falder mens vi sætter universalteltet op.
Vores Isabella Universal 360 er kommet op og vi hænger gardinerne op.
Gardinerne er sat op. Det pynter.
Et universal fortelt kan bruges på alle campingvogne og det er et praktisk helårstelt. Teltets vinkel på taget gør at sneen vil glide af taget uden at give problemer, med mindre der selvfølgelig lige falder en halv meter tøsne eller en storm er på vej. Så burde du have sikret forteltet med en vintersikring. Men her ser du de solide teltstænger i et almindeligt universal fortelt.
Her ser du et vintersikringssæt (ekstraudstyr) som vi monterer.
Mens vi stiller op filmer Rasmus og jeg en række indslag om Isabella Universal, vintersikringssættet samt termoloftet.
Se filmen om Isabella Universal, vintersikring samt termoloft her:
Så er den ekstra vintersikring monteret, lige bortset fra den midterste ekstra støttestang og vi stopper ikke her. Vi har nemlig besluttet at montere et termoloft (ekstraudstyr), for at sikre et bedre indeklima, lige som det holder på varmen i forteltet.
Clips sikrer at termoloftet hurtigt kan monteres.
Termoloftet er så smart udformet, med et hul, at der er plads til en af de ekstra støttestænger der følger med i pakken med vintersikring. Vi vælger dog at lægge den sidste ekstra støttestang væk, så den kan blive monteret hvis der bliver behov.
Isabella Universal er monteret så nu er det tid til at sidde ned og lige få pulsen lidt ned.
Gulvtæppet er langt og bord, stole og varmeovnen er tændt og så kan man vel godt lige lukke øjnene 5 min. og puste ud.
Vi spiser efterfølgende frokost i forteltet og som du kan se sidder vi uden store jakker. Temperaturen er på frysepunktet og teltet varmet op med en gasvarmeovn. Det er der mange som aldrig har prøvet og det er synd. De tror at om vinteren kan man ikke bruge et fortelt. Det skal jeg hilse og sige at man kan.
Mens vi spiser står lille Vega og glæder sig til vi skal fortælle om hende i morgen. Det glæder vi os også til.
Istapperne hænger under Vega som nødigt skulle blive forkølet, men det tror jeg ikke hun bliver. Hun er nemlig en dejlig varm pige.
Vi afslutter dagen med en kop varm kakao i den lille hyggelige by på Beitostølen. Nå ja vi fik da vist også en lille basse.
På gensyn i morgen.
Rasmus & Peer Neslein
Campingferie