Mads Nielsen, Campingferie.dk fortæller:
Vi, min kone Yvonne og undertegnede, er taget en tur til Sønderjylland med den nye Fendt Bianco Active 390 FHE, en rigtig lille luksus vogn for 2 personer. Denne vogn kan du læse meget mere om i vores næste Campingferie blad der udkommer i Januar 2017. jeg kan dog godt løfte sløret og sige, at her er der tale om en rigtig lækker rejsevogn der er perfekt for 2 personer.
Vi er taget en tur til Frigård Camping i Kollund nær Kruså, her bliver vi modtaget i receptionen som har åbent alle dage. Pladsen er en helårsplads og ligger i det skønneste område tæt på den Tyske grænse
Se pladsens hjemmeside her.: www.fricamp.dk
Når man lige kigger ud overpladsen skulle man ikke tro man var i vinter sæsonen, her er rigtig mange campingvogne med fortelte opstillet. Men man gør også meget her for at holde pladsen i gang hele året.
Det er nogle dejlige store pladser og selv her i vinterhalvåret er græsplanen stadig pæn de fleste steder. Der er strømstik lige ved alle pladser og der er ikke den store hældning på de fleste pladser.
Der er fine asfalterede veje rundt på pladsen og rigtig fin adgang til de flotte service bygninger. Selv her om vinteren er alle servicebygningerne åbne.
Som sagt gøres der en masse her på pladsen og julefrokost og nytårsaften er ingen undtagelse.
Alle de store fester holdes i den store selskabssal, den ligger centralt på pladsen og her er der plads til rigtig mange mennesker.
Bliver man ikke lige inviteret til fest, så har pladsen nogle rigtige fine køkken forhold. Her kan man sagtens lave en god middag og klare opvasken bagefter.
Her i julemåneden er pladsen flot pyntet med julelys på mange bygninger.
Det store juletræ med lys er der selvfølgelig også, så der er ingen grund til ikke at komme i julestemning.
Julestemningen er også kommet indenfor i den fine Fendt, det er dog kun blevet til en lille julelyskæde med lidt farver på. Men når der så kommer lidt risalamande på bordet, så bliver det rigtig julehygge.
Julehygge var målet med vores tur og den skulle findes i Flensburg i Tyskland. Her er det den store gågade med masser af mennesker.
Juleshopping eller juleindkøb i Flensborg er meget populært, så der er tidspunkter, hvor det kan være en fordel at handle på. Specielt lørdage er der mange gæster i den indre by. Først på ugen er der væsentligt lavere aktivitet.
Julemusikken strømmer ud fra de forskellige forretninger, og der er også en del spillemænd på forskellige instrumenter i gaden. Her har den fine spillemaskine fået et lift på en el-scooter.
Glühwein og masser af tysk bagværk kan købes i mange boder.
Det Tyske bagværk er som her Quarkbällchen, en rigtig sød sag som jo naturligvis er bagt i olie. Den smager rigtig godt, men er nok ikke helt kalorie fattig.
På torvet ved Südermarkt er der stillet rigtig mange boder op, og her kan der købes både mad og drikke i rigelige mængder.
Man går tæt mellem boderne og der er mange mennesker, men der er rigelig plads og tid til at kigge på de forskellige boder og deres udbud af forskellige varer.
Husk på at butikkerne i Flensborg ikke har åbent om søndagen!
Det har alle juleboderne og julemarkedet dog, som om søndagen typisk har åbent fra 11.00 til 20.00. For de fleste grænsebutikker gælder også disse åbningstider. Juleboderne og julemarkedet har åbent mandag til lørdag fra 10.00 til 22.00. Første dag er den 26. november og det slutter 31. december.
Venlig hilsen
Mads Nielsen
Campingferie.dk