Nordkapp Vintertur 2015 – Del 5 – Jokkmokk i over 1 m. sne (Reklame)
Peer Neslein fortæller:
Det dagen derpå efter at Lene desværre kom ud for et uheld pga en lastbil der kørte meget stærkt og tæt forbi hende og hvirvlede sne op så hun intet kunne se. Resultatet var en tur i autoværnet med bil og campingvogn. Bilen kan ikke køre mere, så Lene har besluttet at tage hjem. Så vi vil alle sige tak for nu til Lene og hendes hyggelige selskab, som vi kommer til at savne på resten af turen.
Vi andre starter dagen med en dejlig solopgang på Jokkmokk Camping Center og glæder os til en dag hvor vi ikke skal køre, men blot opleve det samiske vintermarked i Jokkmokk 2 km fra campingpladsen.

Mens sneen dalede startede Mads og jeg kl. 9 med at stille vores Isabella Winter op. Det tog en times tid med kolde fingre, da temperaturen lå på omkring -14 graders frost. Det er et dejligt telt som er nemt at rejse med.

Fordelen med et vinterfortelt er at man får en vindsluse ved døren og man kan sagtens varme op med en lille petroleumsovn. Vinterteltet kendes på den skrå hældning på taget og netop i dette område i Sverige er der faldet over en meter sne og det er meget. Mit billede på bagenden af min campingvogn er forsvundet under et sne- og islag.

Måske skulle man sætte hjul på denne sauna så man kunne tage den med rundt efter bilen eller autocamperen.

Som jeg nævnte før er der faldet meget sne i området, faktisk er det første gang siden man startede med at registrere snemængderne i 1860, at der er kommet over en meter sne.

Vi har varmt tøj på og det skal man have, ikke mindst når vi skal ned på den tilfrossede sø og se Renrace.

Renerne er ved at blive gjort klar til det traditionelle renrace som afvikles torsdag og fredag kl 14.

Så er løbene i gang. Vinderen går videre til næste runde indtil der kun er en vinder tilbage. Der er fart på når renerne tordner forbi. Det er spændende at opleve.
I morgen skal vi hygge os i byen og fortælle dig lidt om vores campingvogn, fortelt og så skal vi have fundet en flaske svensk gas, da vi har brugt den første flaske gas på omkring 5 dage.
På gensyn
Mads & Peer
Istapperne
Tekst & foto: Peer Nelsein & Mads Nielsen
© www.campingferie.dk 2015