Knaus Südwind 500 FSK Limited Editioner den ene af fire ekstra kampagnemodeller som kommer I Knaus 2015 program. De tre andre er Südwind 420 QD (tværvendt dobbeltseng), 450 FU (fransk soveværelse) og 460 EU (enkeltsenge). Den viste model har det meste af Limited Edition udstyret.
Børneafdelingen bagerst har køjer med fast stige og sengehest, et klædeskab, tagluge og en skillevæg i foldegardin. Køjerne har et madrasmål på 72 cm i bredden og 228 og 236 cm i længden.
Alle Limited Edition modeller er født med følgende udstyr: HEKI 2 tagluge, myggenetdør, StabilForm støtteben, ALKO ATC slingrekontrol, hjulkapsler, trækstangsafdækning, Dometic Freshjet klimaanlæg, beklædt væg over seng (ikke 420 QD), TV holder (ikke 420 QD), USB lader, køkkenregal (i 500 FU og 500 FSK), vægtforhøjelse kat. 2, lameludtræk (460 EU), udtræk ved siddegruppe (Bettumbau) (500 FSK) og elektrisk gulvvarme.
Midt i vognen finder du en stor rundsiddegruppe med asymmetriske bænke og et vægophængt bord. Læg mærke til de mange overskabe som giver masser af plads til rejsebagage. Madrasmålet ved opredning er 214 x 112 cm. Tekstilerne her hedder Active Navy og er fra Südwind Exclusive serien. Standardtekstilerne hedder Fiore (de mørke grå nuancer) og Asta (de lyse varianter).
Køkkenblokken er af den ekstra brede type med køleskabet på 108 liter stående under komfuret med tre kogepladser. Køkkenvasken er dejlig dyb og der er LED lysskinne og stikkontakt under overskabene. Læg mærke til den smarte afskærmning med hylde ved indgangsdøren (køkkenregal).
Dobbeltsengen i det franske soveværelse har et madrasmål på 192 x 155 cm. Der er en fralæggeplads over hovedgærdet og en tekstillomme på væggen ind mod toiletrummet. Totallængde og udvendig bredde for Südwind 500 FSK Limited Edition er 728 og 250 cm. Køreklar og totalvægt er 1.180 og 1.500 kg. Opvejning til 1.700 kg totalvægt er muligt. Udsalgspris, inkl. 25 % moms på de fire modeller er Südwind 420 QD: 141.900,- kr / Südwind 450 FU: 154.900,- kr / Südwind 460 EU: 161.900,- og Südwind 500 FSK: 164.900,- kr.
Knaus Lifestyle 550 LK kan meget vel gå og bliver en eftertragte familievogn. Indretningen startede oprindeligt i de hedengangne Eifelland Deseo og senere Knaus Deseo Lifestyle modeller. Det nye er at indretningen er bygget ind i et traditionelt karosseri. Det er på godt og ondt en stor fornyelse, og redaktionens opfattelse er at det er mest godt. Nu er der endelig et spændende alternativt til moderne børnefamilier, som gerne vil have noget som ikke ligner ”en gammeldags campingvogn.”
Det første indtryk du får at vognens lyse møblement med diskrete rødlige kontraststriber. Du træder direkte ind i køkken-, børne- og toiletområdet. Det er smart, især for mindre børn som skal hurtigt på toilettet eller hurtigt ind og hente legetøj fra køjerne. Køleskabet er den nye smalle Dometic model med en volumen på 148 liter.
De åbne hylder oppe ved loftet i overkøjen giver en sjov effekt på grund af deres gullige farver. Her er vindue i begge køjer, fast stige og sengehest som kan klappes op i overkøjen. Klædeskabet ind mod opholdsafdelingen giver en god opdeling af vognen. Begge køjer er 190 cm lange og henholdsvis 77 og 70 cm brede.
Køkkenet i Knaus Lifestyle 550 LK er ”fuldt udstyret” som andre mellemklassemodeller. Der er bænk (en slagbænk?) og to høje café stole ved spisebordet. Tekstilerne på billedet hedder Carbon. I det yderste hjørne under bænken er der en udtræksplade som også kan nås fra siddegruppen.
Vi smutter lige en tur til udstillingen i Elmia og ser på denne svenske Lifestyle 550 LK, hvor der er den anden tekstilvariant som hedder Petrol. Den lave ”lounge agtige” vinkelsofa kan hurtigt redes op til en dobbeltseng med et madrasmål på 212 x 160 cm. Her er et godt lysindfald fra de tre vinduer, fra den store tagluge midt på loftet og samtidig et behageligt lys fra lamper under overskabe, i loftet og de indlagte LED lysbånd. Totallængde og udvendig bredde for Lifestyle 550 LK er 750 og 250 cm. Køreklar og totalvægt er 1.330 og 1.500 kg. Opvejning til 1.700 kg totalvægt er muligt.
Da der i år er Limited Edition kampagnemodeller fra Knaus fabrikken, er de sædvanlige danske kampagnemodeller beskåret til to i Sport og to i Südwind serien. Knaus Sport 450 FU, der som kampagnemodel koster 129.900 kr + lev., er den ene af de to Sport kampagnemodeller. Den anden er køjevognen Sport 500 QDK, som koster 142.900 kr + lev. Kampagneudstyret i 2015 består af en Plus pakke (Heki II tagluge myggenetdør og StabilForm støtteben), elektrisk gulvvarme, sengetæppe og 190 L køleskab (kun 500 QDK).
Bagerst finder du en rundsiddegruppe der opredt har et madrasmål på 198 x 149/127 cm. Her er godt med skabsplads i overskabene hele vejen rundt, og god fralæggeplads på de åbne hylder under dem. Tekstilerne hedder Pulse.
Der er god plads på køkkenbordet på grund af formen på komfuret med tre kogepladser. Køkkenvasken er også trukket ind mod væggen. Sport 450 FU har et køleskab på 108 liter.
I forhold til vognens størrelse er der en god indretning af mulighederne. Du kan vælge at bruge knager, spejl, hylder og underskabet som dørgarderobe. Alternativt kan du hænge en fladskærm op, men pas på ikke at den går i stykker når du hænger en jakke med nøgler i lommen op. Der er jo også et klædeskab lige ved siden af. Der er godt med skabe, stik og knage ved håndvasken som står uden for toiletrummet. Helt efter opslagsbogen om franske soveværelsers indretning.
Dobbeltsengen i det franske soveværelse har et madrasmål på 198 x 137 cm. Der er en fralæggeplads over hovedgærdet og vinduet på den åbne hylde og samtidig i en tekstillomme på væggen ind mod toiletrummet. Totallængde og udvendig bredde for Knaus Sport 450 FU er 666 og 232 cm. Køreklar og totalvægt er 1.040 og 1.300 kg. Opvejning til 1.600 kg totalvægt er muligt.
Her ser du en Knaus Deseo 400 Transport der mere signalere aktiv livsstil end markedsstemning. Den særlige bemaling blev vist, og kommenteret, af mange besøgende. Læg også mærke til de smarte alufælge. Men ellers er resten af denne Deseo Transport lige som sin søskende. Den særlige bemaling kunne hernede købes for ca. 8.000 Euro.
Deseo Transport har sine stærke sider i muligheden for at indrette det store rum efter behov. Konceptet er at du både kan dyrke dine interesser og samtidig have dine overnatninger i omgivelser der har bedre komfort end et lille rejsetelt. Det lever Deseo Transport helt op til. Her kan du se en begyndende indretning af siddegruppen bagerst i vognen.
Og kikker du vi på det fra den anden side, så kommer dobbeltsengen, som er ophængt under loftet, til syne. Og så er der pludselig plads til fire voksne når der skal soves. Opredningen i siddegruppen har et madrasmål på 200 x 140 cm. Sænkesengen, som er ekstraudstyr, har også et madrasmål på 200 x 140 cm. Tekstilerne hedder Stripes, og er en af tre varianter.
I toiletrummet er der fastmonteret et toilet. Køkkenblokken er ikke stor, men du kan snildt tilberede et almindeligt måltid på de to kogeblus og håndvask. Der er klædeskab i det sidste høje skab.
Her ser du Knaus Deseo 400 Transport i standardudgaven. Lidt mere afdæmpet, men med de samme muligheder og kvaliteter som den stylede model herover. Deseo 400 Transport fås i to varianter. Begge har en totallængde og udvendig bredde på 572 og 218 cm. Den ”mindstes” totalvægt og lasteevne er på 1.350 og 480 kg. Vægtene for den ”største” er 1.500 og 523 kg.
Knaus campingvogne sælges i Danmark af 14 forhandlere.
Besøg Knaus hjemmeside her: www.knaus.dk
Tekst og foto: J-P. Rasmussen
© www.campingferie.dk 2014