Sengen brasede sammen (Reklame)


Her er jeg i Oslo på Bogstad Camping

 

Konklusion på 2 år med min Knaus Südwind 500 PF
Det har været et positivt bekendtskab at rejse, bo og leve i en Knaus Südwind igennem de sidste 2 år. Men det er der jo mange andre der også synes når man kigger på salgsstatistikkerne, hvor Knaus er den 3. mest solgte/købte campingvogn efter Adria og Hobby. Indretningen på denne Knaus har passet mig rigtig godt, da den har fungeret både som ferievogn og arbejdsvogn. Men det er en vogn for 2 personer hvor der er rigtig god plads. Hvis først man skal sidde 4 ved bordet bliver det noget presset. Så ville jeg sætte et solsejl/fortelt op og sidde derude og det er jo også det de fleste gør. Mange har aldrig rigtig oplevet, at leve inde i vognen som man ofte gør hvis man er på farten om vinteren. Jeg ved godt, at fastliggere har indrettet sig rigtig godt i deres fortelte, men som rejsende campist der kun bliver en eller 2 nætter vil man gerne have det lidt nemt når man stiller op og pakker sammen.

Jeg har kørt ca. 20.000 km med vognen på både vinterture ned til minus 15 graders frost i Østrig og Norge og sommerture gennem Tyskland, Sverige og på kryds og tværs og på langs og rundt langs kysten i Danmark med afstikkere til Bornholm.

Vognen er godt skruet sammen, (lige bortset fra et sted som jeg vender tilbage til). Der er rigtig godt lys i den og man føler at det er tysk kvalitet. Men selvfølgelig har Knaus også bygget campingvogne i 60 år. Så de burde vide hvad det handler om. Og det gør de.
Jeg må lige fremhæve baderummet hvor du nemt tager brusebad og reolvæggen lige over for siddepladsen i siddegruppen er skøn med hylder og skabe og god plads til tv. For ikke at tale om den lille garderobe lige inden for døren hvor overtøjet kan hænges.  Dobbeltsengen er 140 cm bred og det er dejligt. Mange vogne har smallere dobbeltsenge, det bryder jeg mig ikke om.

Her sidder jeg ved siddegruppen som jeg reder til en seng når min datter Signe er med på mine campingture.

Sengen brasede sammen! 
Det eneste problem jeg har haft med vognen var første gang min datter Signe og jeg var på tur sammen i vognen. Jeg tilbød Signe dobbeltsengen og sagde at jeg bare redte siddegruppen op. Så det gjorde jeg.

Vi lå begge og læste i hver vores seng og pludselig lød der et brag og jeg lå på gulvet. Signe flækkede af grin mens jeg prøvede at komme op fra gulvet mellem de 2 sofaer hvor jeg var røget ned. Det viste sig så, at bordpladen som man jo ligger på står på et støtteben i den ene ende og hænger på en metalliste på væggen under vinduet. Men metallisten der skulle holde bordpladen var kun skruet fast med 4 små galopskruer som var 5mm lange. Jeg vil tro de kunne holde et barn på 5-6 år. Jeg havde tjekket metalskinnen da jeg redte sengen, men jeg kunne jo ikke se hvor lange skruerne var.
Jeg havde heldigvis en puf/skammel som passede i højden under bordpladen og benet på bordet, så det gik ok på resten af turen. Da vi kom tilbage fra turen monterede Østsjællands Camping Center metalliste med længere skruer der passer til min vægt, (sagde de og smilede). Jeg har ikke fundet noget i instruktionsbogen om max vægt. Jeg tænkte på at kontakte agenten/Importøren i Danmark (Intercamp), men frygtede at de ville foreslå at jeg gik på en kur eller de måske gerne ville se et billede af mig i badetøj for at se om jeg var årsagen til at det braste sammen. Jeg vejer i øvrigt 91 kg og er 180 cm høj.

Men denne lille hændelse ødelægger ikke mit absolut positive indtryk af Knaus Südwind. Så pyt med det, som vores dronning siger.
Efter at have kørt i denne Knaus i lidt over 2 år tænker jeg selvfølgelig på at det kunne være dejligt at prøve en Knaus med centralvarme. Det kan jeg se at mange campister også har fundet ud af. Knaus har nemlig lavet en speciel Knaus Scandinavian Selection serie med Alde centralvarme og vandbåren gulvvarme.  Men alle disse modeller er 250 cm brede. Men man kan godt bestille enkelte at de populære Südwind modeller (230cm brede) med Alde Centralvarme så det ville være mit forslag, hvis du er helårscampist eller du bare vil have den optimale varmefordeling i forårs- og efterårsmånederne.

Læs hele artiklen her:

 

Annonce:

Efterlad din kommentar