Lisbeth og Peer Neslein er på tur i en Benimar Tessoro T 497 autocamper. De ankom til Læsø med færgen fra Frederikshavn i går aftes og i dag skal de rundt på Læsø og se nærmere på øen og dens natur og seværdigheder.
De bor på Læsø Camping & Hytteby i Vesterø.
Læsø er den største ø i Kattegat beliggende omtrent midtvejs mellem Frederikshavn og Gøteborg. Øen er på 118 km² og har 1.764 indbyggere i 2021. Øen bliver nævnt flere gange i nordisk mytologi bl.a. som hjemsted for jætten Ægir og som feststed for de nordiske guder, aserne.
Maks. længde: 21 km
Maks. bredde: 12 km
Største by: Byrum 435 indb. 2021
Kommune: Læsø Kommune
Befolkningstæthed: 16,13/km²
Tanghusene
Peer Neslein fortæller:
De fleste kender sikkert det typiske billede af tanghusene med det store tangtag som hænger ud over huset. Det skal vi ud og se. Så vi har pakket vores elkabel sammen og så er vi klar til afgang i camperen hvor vi har sat kursen mod Museumsgården i Byrum midt på øen. Vi skal kigge nærmere på de specielle tangtage som Læsø bl.a. er kendt for.
Tangtag med bevoksning af blomstrende planter, er et af de efterhånden få eksempler på de tanghuse, der tidligere var så almindelige på Læsø – og som ikke findes andre steder i verden.
Tanghusene på Læsø er en helt særlig byggestil. Det er et historisk bæredygtigt byggeri, der inspirerer til fremtiden og som bestemt er et besøg værd.
Historien om kvindernes ø
Tangtagene på Læsø er helt unikke og findes ikke andre steder i verden. Historien bag er også værd at dykke ned i, da den rummer fortællingen om et lille, matriarkalsk samfund i en tid, hvor det ellers var mændene der rådede og regerede.
Læsø var i høj grad kvindernes ø, da mændene ofte var væk for at sejle eller fiske. Det betød, at kvinderne måtte tage sig af det hårde arbejde på øen såsom at tænge tagene ved håndkraft. Derfor er mange af tanghusene i dag også opkaldt efter kvinder.
Ålegræssets gode egenskaber
Foruden at være unikke, smukke og pryde øens landskab, er tangtagene det mest bæredygtige, man kan tænke sig. Tagene af ålegræs har vist sig at holde længere end noget andet tagmateriale, faktisk er der tangtage fra 1600-tallet på Læsø, som stadig holder regnen ude og er utroligt smukke. De lange vasker af ålegræs bliver med tiden til en sammenfiltret tæt masse, som en fantastisk skærm for både regn, blæst og støj.
Ofte hænger taget langt ned over huset sider og nogle steder rører det nærmest jorden, da det tykke lag tang hjælper til at isolere huset. Dertil kommer det, at tangtagene hverken kan brænde eller rådne, da ålegræsset er naturligt imprægneret med salt.
Bæredygtigt materiale
Taget er medvirkende til at binde CO2, fordi ålegræsset, som vokser i havet, optager store mængder CO2, som bliver langtidsbundet i ålegræsset. Og fordi det bindes her i flere hundrede år, forsvinder CO2 på denne måde ud af kredsløbet.
De gamle tanghuse er også omfattende genbrug. De er bygget af ler direkte fra Læsøs undergrund, som er klinet op som bindingsværksvægge og soltørret. Træværket er overvejende strandingstømmer, og dermed også genbrug. Og når et hus engang ikke skal anvendes mere, kan leret vende tilbage til naturen, og tangen f.eks. anvendes til jordforbedring eller dyrkning af fantastiske kartofler.
Ålegræs fra Bogø, Møn og Tærø
I dag er Læsø ikke længere selvforsynende med ålegræs, da der i 1930’erne gik sygdom i ålegræsset i Kattegat. I stedet importeres ålegræsset fra bla. Bogø, Møn og Tærø. Da det udelukkende er overskuddet som indsamles og tørres, har udnyttelsen af ressourcen ingen negativ effekt på udbredelsen af ålegræs.
Skriftlige kilder fortæller, at det har boet mennesker gården ”på Lynget” som vi besøger helt tilbage fra 1630´erne, og gården var beboet indtil 1949, af Sine Krogbæk. Sine ændrede ikke meget i stuerne, så indboet er stadig placeret, som da hendes forældre overtog gården omkring år 1860; med åbne ildsteder, alkovesenge, uden elektrisk lys og med brønd på gårdspladsen.
Staldene står også som dengang og fortæller om den enorme forandring, der er sket indenfor landbruget i løbet af en relativ kort årrække.
I gårdens udstillingsdel kan man blandt andet orientere sig om konstruktionen af tangtage og se de mange planter, der kan vokse på tagene. Du kan også se nogle af museets læsødragter og samlingen af sølvtilbehør til dragterne.
Dagligstuen blev brugt når der kom ”fremmede”, som man siger på Læsø. Så blev der fyret op i bilæggerovnen og anledningen kunne være en fødselsdag eller et kartegilde.
Alkoven blev benyttet af gæster, men også af strandede søfolk, der lejede sig ind, indtil de igen kunne komme fra øen igen.
Slagbænken var samlingspunktet når snakken gik mens man hyggede sig med pølsemadder og brændevin.
Malerier fra museets samling, viser bl a en Læsøpige i Nationaldragt malet af Michael Ancher.
Malerier du kan se på museumsgården. Bl.a. Michael Ancher.
Bilægger ovnen har billede monogram fra Frederik 4. (Konge 1671-1730).
Udsmykning med Frederik 4. på ovnen.
Der står 1701 – 4F og Frederik på ovnen.
Stubmøllen ved museumsgården er den sidste på Læsø. Omkring 1800 har der været ca. 100 stubmøller på øen. De malede korn til både husholdningsmel og foderbrug.
På Læsø siger man fløjstage eller fløjstang, og ikke flagstang, fordi det vigtigste er vejrfløjen i toppen af stangen der viser, hvilken vej vinden blæser.
Og kurven er ikke drengestreger. Allerede fra omkring 1750 har der eksisteret et sæt fuldt udviklede flagskigge.
Men flagede f.eks ikke med Dannebrog, men med mange forskellige udenlandske flag, som var bjærget ved strandinger.
Fløjstagen fungerede således som øens optiske telegraf, idet man hurtigt kunne sende en besked ud over hele den flade og træløse ø som Læsø var den gang. En kurv i fløjstagen betød f.eks af nu var det tid til at sejle ud med voddet og på samme måde meddelte man hyrdedrengene i Nordmarken og på rønnerne at nu skulle de komme hjem med dyrene. Så der fandtes en række signaler som alle på øen kendte. Det kunne være besked om et bryllup, eller en stranding som var et vigtigt signal som spredte sig som en løbeild over øen.
Vi forsætter vores tur på Læsø og kører de få km til byen Byrum midt på øen.
Man kan ikke undgå at se Læsøtårnet når man kører gennem byen Byrum. Og det første man tænker er: Hvorfor står der et fyrtårn midt i en by midt på øen. Men det er heller ikke et fyrtårn, men et udsigtstårn.
Læsøtårnet i Byrum er ikke bare et udkigstårn med en god udsigt over Læsø. Mest af alt er det den unikke historie om unikummet Thorvald Hansen.
En dag i 1926 ligger Thorvald Hansen på sin høj i Byrum og konstaterer, at man faktisk ikke længere – som da han var barn – kan se hele øen, men kun tagene på husene i Byrum og lidt træer hist og pist.
Thorvald får lyst til at få en bedre udsigt ud over Læsø og beslutter, at han vil bygge sig et tårn.
Første skridt er en tur til Skagen, hvor de har et fint fyrtårn.
Med på turen tager Thorvald en snor og en sten, og vel fremme i Skagen kravler han op i fyrtårnet, sænker sin snor med stenen for enden ud over kanten, og da snoren rammer jorden, slår Thorvald en knude på sin snor. Nu ved han, hvor højt er tårn skal være for at være et rigtigt tårn, og han ved, hvor højt hans eget tårn på Læsø skal være.
Læsø tårnet bygges
Til manges forundring begyndte Thorvald Hansen i 1926 at gøre forberedelser til tårnets opførelse. Det skulle være godt og vel 10 meter højt. Der ville blive brug for mange vognlæs sand og mange poser cement, som sikkert skulle have været kørt til pladsen, hvis det havde været en anden, der stod som bygherre. Men hvad Thorvald Hansen gjorde, var et eksempel på, hvad et menneske kan udrette ved hjælp af tålmodighed og udholdenhed. Med en spand i hver hånd gik han op over bakken til den nærmeste grusgrav, der lå 2 – 300 meter borte, fyldte spandene med sand og grus og bar dem hjem.
Ved hjælp af de simple forme, som han selv havde fremstillet, begyndte han at støbe mursten til tårnet samtidig med, at han passede sin forretning. Han havde tre forme og kunne lave tre mursten om morgenen, tre til middag og tre til aften i størrelsen 8 x 12 tommer, svarende til 20,3 x 30,5 cm. Lageret af mursten voksede dag for dag, og da det var stort nok til, at byggeriet kunne påbegyndes, antog han en god bekendt, Kristian ”Puh Skie” Østergaard, som skulle være ene om at mure tårnet op. Mureren ”Puh Skie” var ikke bange for højder og byggede uden videre tårnet uden nogen form for sikkerhedsudstyr. Mureren begyndte hver eneste sætning med at sige, ”Puh Skie”, som om det at bygge sådant et bette tårn ikke var noget at snakke om. Og han fik derfor sit øgenavn.
Som et kæmpestort cigarrør skød tårnet hurtigt op fra bakkens top, og en skønne dag stod det færdigt med flaget vajende fra toppen, da var det 11 meter højt. Men året efter byggede Hansen endnu 3,5 meter på tårnet, svarende til en meter over anden hvide murstensudsmykning. Efterfølgende byggede han yderligere 2,5 meter på, fra glamhullernes begyndelse til den nuværende top, til i alt 17 meter.
Thorvald Hansen var glad for sit tårn, hvorfra han dengang kunne se helt ud til havet og drømme om sin sømandstid. Han ville desuden gerne dele udsigten med andre, og alle havde tilladelse til at stige op i tårnet.
På vores tur rundt på øen ser vi andre af de gamle tanghuse.
Vi holder en pause sidste på dagen i et dejligt naturområde som der er masser af på øen, inden turen går tilbage til campingpladsen.
Så er det dejligt at køre i en autocamper hvor vi har toilet og køleskab og kan spise frokost, drikke kaffe eller blot slappe af i løbet af dagen uanset hvor vi er.
I sidste del af dagbøgerne fra turen kommer en film med gennemgang af hele autocamperen. Der kommer ligeledes film fra hele turen.
Det næste vi skal kigge på er saltsydning som Læsø også er kendt for, men det kan du se i del 3 i morgen.
På gensyn
Lisbeth & Peer
Campingferie.dk
