Tekst & fotos Vagn Guldborg
Jeg har valgt at skrive denne artikel om Volkswagen California Autocamper efter at vi følte en utrolig mangel på erfaringen fra andre brugere af denne type autocamper. Ordene kommer fra Vagn Guldborg, som hermed viderebringer sine erfaringer. Det var også meget vanskeligt at se bilen hos en Volkswagen forhandler og at prøvekøre den. Jeg håber så med denne artikel at jeg kan belyse nogle fordele og ulemper til gavn for andre der påtænker sig at købe sådan en bil. I dag kan bilen vist nok købes i 2 versioner. California Coast – California Ocean fra ca. kr. 430.000 til ca. kr. 610.000,00 + alt det ekstraudstyr som ens pengepung tillader.
Efter besøg på Ferie og fritidsmessen i 2015 i Herning, valgte vi at købe en ny Volkswagen California autocamper med 140 hk og DSG automatgearkasse og en del andet ekstraudstyr. Prisen blev i alt omkring kr. 730.000. Hvis vi havde valgt en uden det forskellige ekstraudstyr havde den kostet ca. kr. 600.000 og denne pris er jo faldet efter afgiften er nedsat.
Da bilen som en autocamper ikke er så stor, valgte vi at købe et DWT telt Rapid Air på 2,5×3,5 m med luftstænger og gulv. Det vejer meget lidt og fylder kun 75x25x35 cm. Teltet sættes fast i markiseholderen med 3 stk. velcobånd. Prisen for teltet er omkring kr. 5.000. Det tager max 20 minutter at opsætte og det giver en dejlig mængde plads mere.
Hvad er så minusset ved denne type autocamper:
Der mangler selvfølgelig toilettet og badeværelset. Det med toilettet har vi klaret ved at købe et lille Potti Potti toilet og for at skjule det lidt, har vi fået syet en ”toilettaske” til det i sejldug. Det skjuler toilettet og sejldugen er fuldstændig tæt for evt. lugtscener fra kemikalierne. Toilettet kan stå bag i vognen under kørslen og i forteltet om natten eller mellem sengen og førerpladsen hvis man vil have det inde i vognen som vist på billedet.
Så mangler der også varmt vand i hanen, men der er koldt vand og spildevandtank. Der er kun plads til en 3 kg. blå gasflaske, men den holder faktisk længe når den kun bruges til madlavning. Varmen i vognen kommer nemlig fra bilens oliefyr. Så er det selvfølgelig også et minus at man skal rede seng hver aften, men det tager altså kun 5 minutter.
Fordelene ved Volkswagen California autocamper overstiger minusserne i stor stil
Bilen kan parkeres alle steder og i de fleste parkeringskælder. Køreegenskaberne er i top. Jeg må erkende at det mere man betaler for bilen, nemt kan mærkes på kvaliteten og køreegenskaberne. Inden vi købte autocamperen var vi ude at prøvekøre en Fiat autocamper som vanmodel og der er en verden til forskel på køreegenskaberne mellem den og Volkswagen California.
Bilen kan bruges i dagligdagen som bil nr. 1 eller bil nr. 2 og man kan på få minutter sætte det 5. sæde ind i bilen, som vist på billedet og så er det en rigtig rummelig familiebil til 5 personer.
I dag anvender jeg bilen til hverdag i mit lille firma der udlejer boliger. I forbindelse med vedligeholdelse på disse boliger, har jeg lavet en lille værktøjskasse til mit værktøj bag i autocamperen, der nemt kan tages ud og vi har trailerkrog til traileren. På denne trailerkrog monteres cykelholder eller en opmagasineringskasse.
Bilen er billig i grøn afgift og forsikring. På lange ture kører jeg op til 15 km. på literen og i dagligdage kører jeg omkring 13 km på literen.
Sovepladsen når sæderne er langt ned, kan være lidt trængt for 2 personer når man har nået alderen (64 år) og en vægt som os. Men et yngre par med et par børn kan nemt være der når børnene sover oven på. Vi har valgt at bruge vores model så min kone sover nede og jeg smutter op under taget og sover. Og det er ganske nemt, når man står på passagersædet kan man lige sætte sig på kanten af sengen og lade sig falde tilbage på en dejlig og blød madras på lamelbund.
Selv om det en lille autocamper har den en god plads med flere skabe og skuffer. F.eks. er der 2 havestole skubbet op i bagklappen og i sidedøren er det et havebord. Se billedet hvor meget telt, toilet, grill, ekstra gasflaske og dyner fylder i bilen. Hvis man ønsker at spise i bilen er der også et klapbord og forsæderne kan vendes.
Når vi så har opstillet vores telt og vil ud at se på omgivelserne, så løsner vi teltet med de 3 velcrobånd i markiseholderen, lukker teltet ind mod bilen og så står teltet der og venter med bord og stole til vi kommer tilbage efter køreturen.
Hvis der er nogen som vil vide mere er de velkommen til at skrive til vagn@vagnguldborg.dk