image_32673

I år nåede du det, du fik skiftet til vinterdæk i god tid. Du er – med rette – stolt af dig selv og føler dig klædt på til vintervejrets udfordringer. Men måske er det slet ikke godt nok; et vinterdæk er nemlig ikke bare et vinterdæk. Brugte og måske slidte vinterdæk kan gå ud over sikkerheden, fortæller Jesper Sørensen, teknisk chef hos dækproducenten Bridgestone.

Tjek om det brugte vinterdæk er sikkert nok
Vinterdækket skal kunne gribe effektivt fat i både dyb sne og fastkørt is, og det skal kunne bortlede store mængder vand og slud – her er dækkets mønsterdybde helt afgørende. Sørg for at måle mønsterdybden, før du sætter dækkene fra sidste år på bilen.

Det gør du med en mønsterdybdemåler – mål i hver af de centrale riller og på mindst to punkter i hver rille. Husk at måle alle fire dæk. Hvis du ikke selv har en mønsterdybdemåler, så kør forbi dit lokale autoværksted til et gratis tjek.

Undersøg også om dækket er slidt uregelmæssigt eller har skæreskader, udrivninger, revner eller buler på dæksiden. Hvis der er skader efter stød eller kørsel på ujævne veje, eller hvis sten eller andre skarpe genstande har sat sig fat i dækket, bør du være ekstra opmærksom. Det kan være svært at gennemskue, om dækket er køreklart – også her kan du få en gratis inspektion på dit værksted.

En mønsterdybde på 1,6 er absolut minimum
Det lovbefalede minimumskrav for mønsterdybde på 1,6 mm svarer til tykkelsen på en tændstik, men Jesper Sørensen anbefaler en mønsterdybde på mindst 4 mm: ”Under 4 mm har dækket ikke længere egentlige vinteregenskaber og giver dermed falsk tryghed ved kørsel i vintervejr”.

Du skal skifte til vinterdæk tidligere, end du tror
Minusgrader kræver vinterdæk. Vinterdæk er nemlig ikke kun designet til kørsel på sne og is, de er også tilpasset de lavere temperaturer om vinteren.

”Vinterdæk klarer sig bedre ved lave temperaturer og sne og is på grund af kombinationen af særlige slidbanemønstre, dybere mønsterdybde og måske vigtigst af alt, gummiblandinger som forbliver bløde selv ved de laveste vintertemperaturer,” forklarer Jesper Sørensen. I takt med at temperaturen falder, bliver gummiet i almindelige dæk hårdere og mindre fleksibelt, og det påvirker bremseevnen og grebet i sving.

Termometeret plejer at snige sig ned mod 0 i begyndelsen af oktober, så det er ikke for tidligt at skifte til vinterdæk – også selvom det har lange udsigter med snevejr og isslag.

FAKTABOKS – slidte dæk og bremselængde
Nedslidte dæk har længere bremselængde. Kører man eksempelvis på våd vej med 80 km/t og med nye dæk, er bremselængden ca. 26 meter, hvorimod man skal bruge ca. 40 meter for at bremse, hvis man kun har 1,6 mm mønsterdybde på dækkene. Ved højere hastigheder er forskellen endnu større.