Østsjællands Camping Center har gennem mange år arrangeret en årlig vintertur for deres kunder. Turen går altid til Østrig og gennem mange år har målet været den meget populære Woferlgut Sportscamp i byen Bruck på Grossglocknerstrasse.

Peer Neslein fortæller:
Lisbeth og jeg meldte os til turen da vi gerne ville prøve vores nye Knaus Südwind 500 PF på en ny vintertur. Signe og jeg testede den på en vintertur i december til Beitostølen i Norge og det gik jo rigtig godt.

Jeg har tidligere været på vintercamping med Karin og Tommy Rasmussen og deres døtre Susanne og Lisbeth fra Østsjællands Camping Center og jeg kan godt forstå, at mange af deres kunder synes  det er dejligt at handle hos en campingforhandler, som selv camperer hele året. Deltagerne føler også en vis form for sikkerhed på turen da de ved, at de altid kan spørge Tommy om råd hvis der er ting i deres vogn de bliver i tvivl om.

Afgang fra Danmark:

Vi har bestilt plads på færgen fra Gedser til Rostock og det koster omkring 3.000 kr for en returbillet med åben afgang på hjemturen. Det synes jeg er ganske dyrt, men da vi skal ned mod Berlin er det så det vi vælger. Vi skal med færgen der hedder Berlin.

De første mange kilometer sydpå gennem det gamle Østtyskland er der ikke mange biler men efterhånden som vi har passeret Berlin og fortsætter ad A9 kommer der flere og flere biler, men med skiboks på taget. Så mon ikke de også er på vej mod Østrig eller Italien.

Lige så sikkert som amen i kirken begynder der at dukke skilte op med Stau (kø) og det er jo en del af det at køre sydpå.

Vi kommer gennem en del områder med masser af alternativ energi i form af vindmøller. Mange vindmøller. Det har jeg det helt fint med. Det er vel ikke grimmere end bilerne på vejen.

Men trafikken ender altid med at glide igen – på et tidspunkt. Jeg kører faktisk 100 km/t på mange stræk da jeg har tempo 100 på campingvognen i Danmark og Tyskland.

Dagen går på hæld og vi nærmer os vores overnatnings mål som er byen Greding, hvor der ligger en overnatnings plads og en restaurant.

Jeg har fået anbefalet overnatningspladsen i Greding af Tommy fra Østsjællands Camping Center så den er lagt ind i min navigator. Vi tog færgen fra Gedser kl 9 så vi stod op omkring 5.30 i morgen. Nu er klokken omkring kl 20 og vi har kørt lidt over 800 km, så en Schnitzel og en kold Weissbeer vil gøre underværker, for ikke at tale om at lægge sig i sin dejlige seng umiddelbart efter. Så lad mig sige tak for i dag for min navigator siger vi skal dreje om lidt.

 

Dag 2

 

Her til morgen kan jeg se at vi har haft besøg af et dyr på min kølerhjelm. Men jeg kan se hvor det er hoppet op og hoppet ned igen, så det har forhåbentlig ikke gemt sig i et dejlig varmt motorrum.

 

Vi holder på overnatningspladsen i Greding, hvor der er rigtig god plads og strøm. Vi betalte 12 Euro for pladsen og 4 Euro for strøm. Altså 16 Euro. Og så spiste vi den dejligste aftensmad suppleret med en øl hver. Det var skønt og nu er vi friske og klar til en ny dag efter en god nats søvn.

 

Her er Bauer Keller, Hotel og restaurant og oppe til højre rigtige pæne toiletter og bad som hører til overnatningspladsen.

Her er regler for overnatning på pladsen.

Der er masser af plads og det er nemt at komme ind på parkeringsområdet.

Som du måske kan se løber motorvejen lige uden for pladsen og det kan høres om natten, men hvis du er træt nok hører du det ikke.

Vi er klar til afgang til Campingpladsen i Østrig og vi mangler kun ca. 300 km så vi hopper ind i bilen for at komme videre. Læs del 2 her i morgen.

På gensyn

Lisbeth og Peer Neslein

Campingferie på farten

 




 

Annonce:

Efterlad din kommentar