Her kommer en gennemgang af Peer Neslein’s nye Kabe 560 GLE efter Signe og Peers (far og datter) tur til Nordkapp og retur. En campingtur der endte på 5.800 km.

Jeg har valgt den nye Kabe ud fra en række kriterier som jeg har opstillet og som dækker mine/vores krav:
Vognen skulle være en helårsvogn, da jeg camperer hele året og ofte langt mod nord om vinteren
Den måtte kun være 230 cm bred, da jeg ofte kører på små og smalle veje
Den måtte IKKE have et for stort udsving så bagenden svinger ud når jeg drejer
Der skulle være enkeltsenge i – Så man altid har sin faste plads i vognen
Vægten skulle være max 2.000 kg – men gerne mindre (Min Ford Kuga 2,0 må trække 2.100 kg)
Der skulle være en rummelig rundsiddegruppe i, så vi kan sidde 2-3 personer og have plads til en computer eller 2
Der skulle være Alde centralvarme og vandbåren gulvvarme i
Jeg skulle kunne overnatte på pladser uden adgang til 230 volt, men alt skal stadig fungere
Der skulle være en omformer/inverter monteret så der er adgang til 230 volt (400watt)
Der skal være eget wifi-net med internet antenne og router i vognen (monteret af Kabe)
Der skulle være mulighed for bad i vognen (Bruseforhæng er standard på Kabe)
Der skulle være el-støtteben som jeg havde på min Knaus. Umiddelbart fandtes der ingen der passede til Kabe Estate Knott chassis

For at alle disse ønsker skulle gå i opfyldelse var jeg indforstået med at der skulle fires på ønsker og krav for at alt kunne lykkes.

Jeg har f.eks ikke aircon, bageovn eller tagmonteret markise på vognen. Men selvfølgelig kan der altid eftermonteres udstyr hen ad vejen.

Trollstigen i Norge

Jeg synes ikke at jeg kunne fortælle så meget om vognen før jeg havde kørt en rimelig tur og overnattet i den et antal gange. Det må man sige jeg har nu efter 15 dage og 14 overnatninger i campingvognen.

Konklusion på campingvognen (efter turen til Nordkapp)
Det første der slår mig er at vognen kører fantastisk godt. Jeg har på intet tidspunkt følt at den trak i bilen eller sejlede så jeg skulle dreje kontra eller lignende. Selvfølgelig skyldes det også og den er pakket korrekt med god vægtfordeling.

Vognen har en totalvægt fuldt pakket på 1740 kg (på krogen). Den må have en totalvægt på 2.000 kg. Min Ford Kuga 2,0 må trække 2.100 kg.

Her sidder Signe og jeg og arbejder i vognen og det gik rigtig godt på turen til Nordkapp. Så det er en dejlig siddegruppe med god plads.

Siddegruppen fungerer godt, men bemærk de mindre vinduer der er på Estate serien. Det er en fordel når jeg er på vinterture. Her suser varmen ikke ud af vognen. Det samme gælder det “manglende” panoramavindue. Det savner jeg ikke. Det kan heller ikke fås til Estate serien. Men jeg har fuld respekt for andre der vælger det. Specielt hvis man kun bruger vognen om sommeren, hvor mange så iøvrigt trækker gardinerne for fordi der bliver for varmt. Iøvrigt dejligt lys i vognen. Det brugte vi ikke på Nordkapp turen hvor det var lyst hele døgnet.

Køkken med lys og emhætte og en mand der ikke kan lave mad.

Men så er det heldigt at Signe og hendes datter Malu kan lave mad, for ikke at tale om Lisbeth som er super dygtig.

Der er god plads i de nye skabe i køkkenet i Estate.

Og så er der selvfølgelig Kabe’s kendte skæreplade lige til at trække ud under bordet.

Det er en pænt indrettet campingvogn – den nye Kabe Estate serie. Masser af lys.

Vi hopper lige til kompressorkøleskabet fra Dometic på 177 liter som kun kører på 12 volt. På Nordkapp turen fik vi 230 volt til vognen hver dag så vi kun arbejde og oplade vores film- og fotoudstyr samt computere, men på Lisbeth og min tur til Island i august, vil vi teste hvordan vi klarer os uden 230 volt i det omfang vi kan. Det kan du læse om i vores dagbøger som kommer hver dag i de 14 dage vi er på Island.

Køleskabet kører kun på 12 volt og det har kølet uden problemer. Det fortæller vores termometer som vi har haft kørende på hele turen. Vi har også tjekket vores batteri, men i og med at vi kørte hver dag og fik 230 volt på campingpladserne og iøvrigt havde solcelle på som også kunne indlade om natten når solen skinnede, manglede vi aldrig strøm.

Efter Nordkapp turen var Signe på camping et par dage med sin datter Malu på Tangloppen Camping ved Ishøj og her kørte køleskabet stadig og lå på lige under 5 grader. Så det er bare ok.

Ved siden af køleskabet i gangen mellem forenden og bagenden af vognen er Alde centralvarmeanlægget placeret i bunden af garderobeskabet. Det er en Alde 3030 model der er i min Kabe Estate.

Alde centralvarmeanlægget står i bunden af garderobeskabet og sender også varmen op gennem skabet så man kan tørre lidt fugtigt tøj i skabet og i den forbindelse kan man åbne luftventilen i loftet, så der bliver cirkulation i skabet. Det har Kabe altid haft i deres vogne.

Der er ligeledes blevet plads til et hyldeskab midt i vognen. Dem skal min kone nok få brugt.

I toiletrummet er der mulighed for at tage bad. Så jeg har traditionen tro monteret velcro på væggen (se på billedet) så man lige kan presse badeforhænget ud til væggen og få mere plads når man er i bad. Så det fungerer. Skulle jeg have haft en model med badeværelse med brus i bagenden af vognen, som jeg har haft et par gange før, syntes jeg vognen blev for lang eller også kunne jeg kun få den i 250cm i bredden og det vil jeg ikke have. Så det her bad er ikke det bedste, men det fungerer ganske godt, uanset hvor du holder.

I bagenden af vognen har vi vores 2 enkeltsenge med god plads i magasinerne under. Når jeg rejser med Lisbeth, Signe eller Rasmus på mine ture har jeg fra nu af altid min egen seng. I min tidligere Knaus som havde dobbeltseng fik Signe dobbeltsengen når vi rejse, så kunne jeg rede siddegruppen, men det betød at jeg ikke havde et fast sted at stille mine tasker med foto og computerudstyr om dagen. Det blev flyttet rundt. Med enkeltsenge har jeg tingene på eller under min seng uanset hver der sover i den anden seng. Når Lisbeth og jeg skal til Island i august 2022 flyver Rasmus der op og er med i en uges tid. Så reder han op i forenden af campingvognen i siddegruppen. Der er en dejlig seng på 205 x 70 cm, blot ved at flytte hjørnehynder og fronthynde. På med en rullemadras og voile – en dejlig seng.

Ved alle 4 lampetter i vognen. En lampet ved hver seng og en i hvert hjørne i rundsiddegruppen er der usb stik til opladning af elektronisk udstyr. Det er dejligt.

Jeg bestilte hylder i overskabene i soveafdelingen da det ikke er standard. Og hylderne giver mulighed for at udnytte hele skabet. I forenden af vognen er det standard med hylder i skabene mener jeg. Dejligt lys, direkte og indirekte, i soveafdelingen.

Min Kabe har utroligt meget lys når man tænker at dette er den billigste Kabe. Standardprisen på min ligger på omkring 319.000 (juli 2022) og hertil kommer et par pakker i form af Designpakke med alufælge, dør med vindue, Heki tagluge 2, træktøjsafdækning samt en Komfortpakke med kompressor køleskab, nakkepuder, serviceklap, forhæng ved seng og håndklædetørrer. Hertil kommer ekstraudstyr såsom Duocontrol med gasfilter, hylder i overskabe bag i vogn, routerantenne på taget, wifi router i vognen, reservehjul, tracker, ekstra dørlås, batteri på 95 Amp, solcelle 100 watt, inverter 400 watt, Enduro Mover, ekstra toiletkassette, lås til træk, m.m.
Prisen ender på ca, kr. 400.ooo.

 

Her ser du taget på min Kabe oppe fra. Her kan du se hvad der sidder på taget af vognen. Billedet er taget på en af færgerne på vej mod Nordkapp.

Forrest i højre side ser du en lille hvid boks. Det er antennen til mit internet. Lige ved siden af sidder en sort ledning fra solcellen som er på 100 watt. Lige bag solcellen sidder skorstenen fra Alde 3030 fyret. Det er både en skorsten og en luftindsugning. Om vinteren skal man montere en længere skorsten, da fyret eller vil slukke hvis der falder meget sne som så lukker for luftindtaget. længere bagud sidder ventilationen fra garderoben. Sidste på denne side af taget sidder digitalantennen til TV og radio. I modsatte side kan du se udsugningen fra køkkenet. Derudover kan du se de 4 tagluger.

 

En ekstra lås synes jeg er en god ide.

Så er døren låst.

Et Isabella Shadow solsejl er hurtigt, nemt og billigt og vejer ikke meget. Jeg sætter det selv op på 5 min.

Flere artikler om min Kabe og dens udstyr
Der kommer flere artikler hvor jeg fortæller mere om det udstyr der er monteret i min Kabe.

Følg Lisbeth og Peers tur Island rundt i deres Kabe Estate på www.campingferie.dk i august 2022

Se filmen hvor Peer fortæller om sin Kabe Estate 560 GLE her:

 




 

Annonce: