Vestre Kirkegård er en dansk kirkegård, der er beliggende i Københavns Sydhavn på Vesterbro tæt ved Carlsberg. Kirkegården blev indviet 2. november 1870, anlagt og bebygget af blandt andre Hans J. Holm og Edvard Glæsel[1], og er på 537.000m² og dermed Skandinaviens største kirkegård.
Industriens, filosofiens, kunstens og politikkens markante skikkelser er rigt repræsenteret på denne næsten 100 tønder land store kirkegård. Noget ganske særligt er de danske statsministres panteon rundt om søen.
19 britiske forhenværende krigsfanger døde i København i årsskiftet 1918-1919 på vej hjem fra tyske krigsfangelejre. Iblandt var en canadier, en inder og en australier fra Tasmanien. Alle døde af den spanske syge undtagen inderen som fik et hjertetilfælde. Soldaterne fik en militær begravelse, og ”Commonwealth War Grave” gravsten. Et flot mindesmærke blev på Vestre Kirkegård sat til deres ære af danske venner, og blev afsløret af H.N. Andersen i 1920. Her findes desuden begravet 5 britiske sømænd, som døde i tiden efter krigen og som ligeledes blev hædret med ”krigs-gravsten”.
På Vestre Kirkegård findes der to kapelsale i Nordre Kapel – store og lille sal – flot beliggende lige ved søen. Desuden findes en række specialafdelinger i brug, som er tiltænkt særlige befolkningsgrupper: Frelsens Hærs grave, Færøsk Afdeling, grønlandsk afdeling og de muslimske afdelinger. Desuden er der de særlige æresgrave ved søen, som kun kan erhverves efter ansøgning. Endelig ligger ved Vestre Kirkegård også Vestre Katolske Kirkegård og Mosaisk Vestre Begravelsesplads, der er en jødisk kirkegård.
I denne lille artikel har vi kigget på et enkelt afsnit af kirkegården med krigergrave og flygtninge grave alle fra Tyskland
På Vestre kirkegård findes her Danmarks eneste massegrav, hvor mange tusinde tyskere, der døde som flygtninge i Danmark i årene efter befrielsen i 1945, ligger begravet. 4.643 af de 10.250 soldater fra Det Tredje Rige, der er begravet i Danmark, ligger på Vestre Kirkegård. Mange af soldaterne blev begravet efter at de hårdt sårede eller døende var kommet til Danmark fra Østfronten.
Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge bruger hvert år flere hundrede millioner kroner på at lokalisere, identificere, begrave og mindes de hundrede tusindvis af tyske soldater, der faldt og efterlod deres jordiske rester på slagmarker rundt omkring i Europa.