Rasmus og Peer Neslein er på vej til Verdens Ende, men benytter lige lejligheden til at aflægge et besøg hos nogle af Norges store opdagelsesrejsende.
Han udrustede Nansens skib Fram til en nordpolsfærd, men efter at have hørt nyhederne om Pearys nordpolsfærd, skiftede han overraskende kurs sydover.
Amundsen nåede Sydpolen den 14. december 1911 efter et kapløb med en britisk ekspedition ledet af Robert Scott. Med sig til Antarktis havde han blandt andre den særdeles erfarne Hjalmar Johansen, Nansens følgesvend fra turen til 86° Nord. Johansen blev imidlertid udeladt fra selve sydpolsekspeditionen efter en konflikt med Amundsen.
Denne skyldtes, at Johansen stærkt havde frarådet en for tidlig start mod Sydpolen i temperaturer på ned til minus 60 grader. Amundsen negligerede denne advarsel og startede sydpå, men måtte efter nogle dages march indse, at Johansen havde ret, og holdet vendte om. Johansen fik den uerfarne og stærkt svækkede Prestrud som ledsager på hjemturen. De havde begge nær sat livet til, idet de øvrige ikke overholdt aftalen om at holde sammen. Da Johansen med rette bebrejdede Amundsen dette ved hjemkomsten, blev denne så rasende, at han slettede Johansen af ekspeditionen og tilmed fornærmede ham ved at udnævne den 19-årige Prestrud til hans overordnede.
Da Fram efter den vellykkede ekspedition ankom til Australien blev Johansen beordret fra borde og måtte rejse alene tilbage til Norge på egen hånd for særdeles beskedne rejsepenge. Fram fortsatte derpå til Norge med de øvrige medlemmer. Kort tid efter hjemkomsten til Oslo valgte en skuffet Johansen at begå selvmord på trods af hustru og fire børn.
Amundsen selv – Olav Bjaaland – Sverre Hassel – Helmer Hanssen – Oscar Wisting.
26. januar 1912 var de tilbage i Framheim, 30. januar afsejlede Fram fra Antarktis, og 7. marts ankom skibet til Hobart, Tasmanien, og nyheden om Sydpolens erobring bredte sig rundt i verden.
Selvom Amundsen anvendte traditionelle inuitfærdigheder var hans også opmærksom på ny teknologi. Efteråret 1913 var Roald Amundsen i USA på foredragsturne og han var samtidig optaget af forberedelserne til en ny Nordpolsfærd. Efter en flyvetur i San Francisco fik han øjnene op for flyvningens muligheder. Da han kom hjem til Norge igen, kom han i løbet af vinteren på flere besøg til Kjeller flyveplads for at komme med Sem-Jacobsen som passager. Flyveturene interesserede ham mere og mere, og han bad om at få tilladelse til at lære at flyve. Det norske krigsministerium gav straks tilladelse til det.
11. juni 1914 tog han det første civile aeroplanførercertifikat i Norge, på Gardermoen.
I 1926 overfløj Amundsen Polhavet fra Svalbard via Nordpolen til Alaska med luftskibet N 1 Norge, der var konstrueret og fløjet af Umberto Nobile og hans italienske besætning.
18. juni 1928 rejste Roald Amundsen fra Tromsø med flyet Latham, i et forsøg på at finde Umberto Nobile, som var savnet med N 4 Italia nær Spitsbergen i Nordpolsområdet. Det antages at Amundsens fly havarerede i nærheden af Bjørnøya. Kun to vragdele blev fundet og hvad der var sket, er forsat ubesvaret. Både i 2004 og 2009 forsøgte Norsk Luftfartsmuseum med sonar at lokalisere vraget af det forsvundne fly i området nordvest for Bjørnøya, hvor norske fiskere hævdede at have set vragrester komme op fra havbunden. I 2004 måtte man opgive eftersøgningen pga. dårligt vejr, men i 2009 afsøgtes et havområde på 120 kvadratkilometer uden resultat. Eftersøgningen vil ikke blive genoptaget.
Heyerdahl blev i 1947 berømt for sin Kon-Tiki-ekspedition. Den havde til formål at bevise Heyerdals teori om, at de indianske folk har berejst Stillehavet på store balsaflåder. Teknisk set blev ekspeditionen en succes, for det lykkedes at sejle flåden fra Peru til Marquesas øgruppen, men forskerne blev ikke overbevist om teorien, og Heyerdal var skuffet over reaktionen. I dag tror de færreste på Thor Heyerdahls teori, fordi omfattende DNA-prøver har vist, at sammenhængen mellem øernes befolkning og asiatiske folk er langt stærkere end kontakten til Sydamerika.
Thor Heyerdahl er blevet fejret i 2014 da det er 100-året for hans fødsel.
Flåden blev bygget af balsatræ fra skovområder i Ecuador, hvorfra de blev fragtet ned ad floden til kysten, hvor flåden blev bygget. Der blev hverken anvendt søm, skruer eller ståltråd til konstruktionen, kun tovværk af hamp, bambusrør, bananblade og nogle få fyrretræsplanker.
Sejladsen startede fra Limas havneby Callao i Peru den 28. april 1947, og blev afsluttet efter 101 dage den 7. august, da flåden efter en sejlads på næsten 7.000 km blev skyllet ind på et koralrev ud for øen Raroia i Polynesien. Heyerdahl havde herefter løftet sin del af bevisbyrden for sin teori om at Polynesia kunne have været befolket fra Sydamerikas vestkyst af mennesker, der var rejst over Stillehavet i flåder bygget af balsatræ. Men videnskaben lod sig ikke umiddelbart overbevise, og skønt Thor Heyerdahl blev berømt for sine aktiviteter, opnåede han ikke den videnskabelige anerkendelse, han higede efter.
I 1951 kom filmen Kon-Tiki, som vandt en Oscar for bedste dokumentarfilm. Heyerdahl var både instruktør og deltager i filmen.
I 2012 udkom en ny film af samme navn, af Joachim Rønning og Espen Sandberg, med Pål Sverre Valheim Hagen som Heyerdahl.
Sejladsen startede fra Limas havneby Callao i Peru den 28. april 1947, og blev afsluttet efter 101 dage den 7. august, da flåden efter en sejlads på næsten 7.000 km blev skyllet ind på et koralrev ud for øen Raroia i Polynesien.
Den første ekspedition fejlede, da båden, Ra (opkaldt efter den egyptiske solgud af samme navn), faldt fra hinanden. Den anden ekspedition, Ra II, kom i 1970 efter 57 dages sejlads frem til Barbados.
Efter et spændende besøg på Bygdøys museer skal vi tilbage til vores Caravelair campingvogn og gøre den klar til vores rejse som i morgen skal bringe os til Verdens Ende.
På gensyn.
Rasmus & Peer Neslein
Campingferie.dk
