For mange af os er en rigtig jul en hvid jul. Det harmonerer dog sjældent med det vintervejr, vi oftest må tage til takke med herhjemme. Det er sikkert medvirkende til, at mange danskere vælger at kombinere julen med skiløb i Norge. Her er der tæt på statsgaranti for frisk sne og frostgrader – frem for dansk slud og sjap.

Er man blandt dem, der i år sætter kursen fra Danmark mod Norge i juledagene, kan man allerede nu glæde sig til rigelige mængder sne og perfekt skiføre. Det giver god mulighed for at supplere julemåltiderne med skiløb – og måske ovenikøbet få løbet lidt af julesulet af på pisterne i højfjeldet.

Danskere og svenskere i overtal på pisterne
Ligesom vi danskere er også svenskerne blevet temmelig begejstrede for at fejre jul i de norske fjelde. Det mærker man for eksempel i Trysil, hvor sneen ligesom på de øvrige norske skidestinationer vælter ned i disse dage.
– Hos os er danskerne og svenskerne absolut i overtal i juledagene. De har virkelig taget Norge til sig. Mange vælger at tilbringe juledagene sammen på tværs af familien og bor tæt på pisterne. Så kan de familiemedlemmer, der har lyst, bruge dagtimerne på at stå på ski, og om aftenen mødes alle og spiser og hygger sig indendørs med ild i pejsen, siger Turid Viken, salgs- og markedschef i SkiStar Trysil.

Ægte julestemning og juletræer
En af dem, der selv har prøvet at holde jul i nord med familien, er Visit Norways danske markedschef, Henrik Verner Jensen.
– Sidste år tog jeg selv med familien til Norge i juledagene. Vores oplevelse var, at det var den helt ideelle måde at holde jul på, med bjældeklang, godt skiføre og sneen, der knirker under skoene. Det er bare hyggeligere end snasket dansk vintervejr. Og man behøver ikke undvære træet juleaften, for dem kan man købe på torvet i de fleste byer. Vi boede i en stor hytte, så vi havde det største juletræ, vi nogensinde har haft – til stor glæde for børnene, forklarer Henrik Verner Jensen.

Fakta: Et udvalg af skidestinationernes nyheder i sæson 2017/2018
Trysil: Trysil videreudvikler børneområdet og åbner samtidig en ny rød piste ved Skihytta-restauranten. Og med åbningen af SkiStar fun slopes introduceres nu en helt ny type skiløb i Skandinavien. Fun slopes har elementer fra både snowparks og skier cross-baner og byder ski- og snowboardløbere – uanset niveau og alder – på sjov og oplevelsesrigt skiløb hen over broer og gennem tunneller og velodrom-sving.

Hemsedal: Hemsedal indvier også en SkiStar fun slope efter samme opskrift som i Trysil. Vil man bo luksuriøst, kan man overveje den nye SkiStar Lodge Hemsedal Suites lige ud til pisterne. Det er også her, børnefamilier finder de nye familielejligheder Valle Family Suites.

Kvitfjell: Kvitfjell udvider med en helt ny fjeldside, Varden, med stolelift og 5 km nye pister.

Norefjell: Norefjell udvider med en ny komfortabel 6-personers ekspreslift med vindskærme og varme i sæderne. Samtidig er funparken udvidet med flere big jumps, rails og en helt ny skier cross-bane.

Fnugg.no: Følg snedybderne på skidestinationerne
På fnugg.no kan man følge vejr- og sneforholdene på alle de større norske skianlæg. Hjemmesiden fortæller også, hvor mange af de enkelte anlægs skilifter, der kører, og hvor mange km langrendsspor, der er præpareret. Fnugg.no drives af destinationerne selv, og stor selvjustits gør, at man roligt kan regne med snedybderne.

Snedybder på nogle af danskernes foretrukne norske skiområder
Destination – Nedfart / Terræn
Trysil – 50 cm / 50 cm
Hemsedal – 90 cm / 64 cm
Kvitfjell – 40 cm / – cm
Hafjell – 50 cm / 50 cm
Norefjell – 65 cm / 45 cm
Hovden – 70 cm / 110 cm
Gaustablikk – 45 cm / 30 cm
Rauland – 40 cm / 40 cm
Myrkdalen – 180 cm / 200 cm
Voss – 120 cm / 135 cm

(Kilde: www.fnugg.no 11/12 2017)