Pressemeddelelse fra Continental Dæk Danmark A/S
Mange danskere vælger at bruge efterårsferien på at køre på kortere og længere ture ud i landet. Inden man smider børn og tasker i bilen, er det dog en god idé at sikre, at familiens køretøj er klar til den lange tur. Både pakningen af bilen og dækkenes tilstand kan nemlig gå ud over sikkerheden.
Efter en tam sommer, der har budt på mange dage inden døre, er det fristende at vælge at bruge efterårsferiens ofte klare og friske vejr på at køre ud i det blå. Enten rundt i Danmark eller syd for grænsen. Før man drager afsted, bør man dog sørge for, at bilen er klar til de mange kilometer og den ekstra last.
En vandflaske kan blive 30 gange tungere
Kør selv-ferien er ofte lig med en tætpakket bil. Derfor er det vigtigt at pakke bilen forsvarligt, da det ellers kan gå ud over sikkerheden. Blandt andet skal du pakke bilen forsvarligt, så løse genstande ikke flyver rundt i bilen ved hårde opbremsninger.
– Bremser du hårdt op, eller i værste fald kolliderer, kan løs bagage være en farlig medpassager, hvis den ikke er placeret og pakket korrekt. For eksempel bliver en flaske med 0,5 liter vand cirka 30 gange tungere, hvis bilen bremses hårdt op, og flasken flyver gennem luften. Sørg for, at større løse genstande, der ikke kan være i lommer og rum, kommer ned på gulvet, så de ikke skader passagererne ved hård opbremsning, anbefaler Georg Nielsen, der er adm. direktør hos Continental Dæk Danmark A/S.
Mange kører med forkert dæktryk
Ud over pakningen af bilen er det en god idé at tjekke dækkene, der som bilens fodtøj er den eneste kontakt mellem køretøjet og vejen. Undersøgelser viser, at mange personbiler kører med et forkert dæktryk. Samtidig er mange danskere ikke klar over, at en feriepakket bil kræver et andet dæktryk end normalt. Det kan ifølge Georg Nielsen både gå ud over brændstoføkonomien og køreegenskaberne:
– Overbelastes dækkene, vil dækkets temperatur stige, og det kan resultere i dækskade, der kan gå ud over sikkerheden. Har du brug for at køre med tung last, bør du derfor justere lufttrykket efter bilproducentens anbefalinger, der typisk kan findes i manualen, på benzindækslet eller indersiden af døren, lyder rådet fra den administrerende direktør, der anbefaler, at man tjekker dæktrykket med jævne mellemrum.
Dette gælder dog ikke biler, der er nyere end november 2014, hvor det blev lovpligtigt med automatisk dæktryks-overvågningssystem i alle nye personbiler, der sælges i EU.
Tjek mønsterdybden
Også dækkets mønsterdybde bør tjekkes, opfordrer Georg Nielsen:
– Jo mere slidt dækkene er, desto større bliver risikoen for akvaplaning og forringede bremseegenskaber. Vi opfordrer bilisterne til at skifte dækkene, før mønsteret når den lovmæssige minimumsdybde på 1,6 mm. En god tommelfingerregel er at skifte sommerdækkene, når der er 3 mm mønster tilbage og vinterdækkene ved 4 mm.
Tjekliste før bilferien
Ti ting, du bør have styr på, før du kører på bilferie:
1. Pak bilen korrekt – og pas på løse genstande
2. Er det tid at skifte til sommerdæk? Spørg din dækspecialist, hvis du er i tvivl
3. Tjek dæktryk før du kører – og undervejs
4. Tjek dækkets mønsterdybde
5. Bremser
6. Bremsevæske
7. Kølervæske
8. Motorolie
9. Lygter – hele vejen rundt
10. Tilpas kørslen og kør ekstra forsigtigt, når der er læs på.
Se mere her.: https://www.continental-daek.dk/personvogne