Tidligere ville det for mange være utænkeligt at tage til Færøerne på campingtur med campingvogn eller autocamper. Men nu om dage er Færøerne bundet sammen med tunneller eller små færger, så det er rigtig nemt at rejse på de utroligt smukke øer.
Skal du have din campingvogn eller autocamper med til de grønne øer i nordatlanten, skal du sejle med Skibet Norrøna fra rederiet Smyril Line, som iøvrigt er færøsk og som sejler fra Hirtshals.
Campingferie har besøgt Færøerne på en af deres guidede campingture som omfattede Island og Færøerne på vej hjem fra Island, iøvrigt en kombination som kan anbefales. Men Færøerne kan også sagtens opleves alene.

Vi er kørt ombord på det gode skib Norröna på Island kl. 7.00 om morgenen. Det vil sige, vi har holdt klar fra klokken 7 om morgenen på kajen i Seydisfjordur på Island, sammen med mange andre, men da vi skal af på Færøerne, kommer vi sidst ombord på skibet. Men skibet er pakket og kl. 9.30 en halv time før planlagt afgang forlader vi Island.
Vi har kahyt med vindue og køjesenge og jeg vælger frivilligt den øverste. Det kunne jo alt sammen lyde rigtigt godt, men der er en hage ved det hele og det er, at vi skal køre af skibet kl. 03.00 i nat i Thorshavn. Og ikke nok med det, vi skal forlade kahytten kl. 02.00 om natten. Det vil sige, at vi skal op omkring kl. 01.30.













