Siden 2017 (pånær sidste år, hvor vi måtte blive i DK pga. sygdom) er vi kørt sydpå i uge 42, for dels at tage den sidste dans med sommeren og dels for bare at få nogle gode oplevelser i et Europa i skønne efterårsfarver. For turen alene er som at køre i et Claude Monet landskab.
Vejrudsigten gav udsigt til seks dages solferie, men den skiftede mening – men heldigvis har sommerhuset jo hjul, så vi det gav bare anledning til nogle andre skønne oplevelser.
Vi har de seneste tre år trukket vores campingvogne med en brugt Tesla Model X, som efter 250.000 km var blev skiftet med en nyere (2021 model) Tesla Model X.
Da vi skiftede til elbil, var Tesla Model X den eneste, der kunne trække en campingvogn på over to tons, og så kunne den i tilgift fås brugt til en overkommelig pris. Samtidigt skal man ikke gøre andre, end at sætte stikket i bilen, når man lader ved Teslas Superchargers, som der er mange af og hvor der er rigeligt med ladestandere, hvilket sikrer man kommer til uden ventetid, og derefter kommer hurtigt videre.
Det var med lidt spænding vi drog afsted med den ”nye” – da den skulle kunne køre længere på en opladning (mere effektive motorer og en lille smule større batteri), og ikke mindst skulle den lade en hel del hurtigere, hvilket den til fulde bekræftede.
Campingvognen bagved er en KNAUS Südwind QS580 med Alde varme (vi bruger den også på skiferie) og aircon, så hundene har det godt, når vi er sydpå.
Vores tur var med afgang fredag og første stop var planlagt til Neümünster, hvor der ved Freesen Center ligger en stor Tesla Supercharger, og så kan man både handle i Tysklands bedste Edeka, og spise kinesisk mad på den kinesiske bistro. Vi blev en lille time forsinket af en lastbil, der havde smidt et baghjul ved at vejarbejde. Den ”nye” Tesla gav os ikke så meget tid som sædvanligt, så efter 25 minutter ”syntes den” vi skulle rykke videre mod Soltau Designer Outlet, hvor der dels er en Tesla Supercharger, og dels er der næsten altid gode tilbud, så der kan shoppes julegaver for små penge.
Bertha på 11 måneder får sig en sludder med en Græsbjørn i Soltau Designer Outlet…
Sidste træk fredag blev til ”Rhüden”, hvor der ligger en Tesla Supercharger på en Autohof lidt af vejen, så der er nattero (hvis man får placeret sig langt væk fra kølebilerne).
Én af fordelene ved en Autohof er, at man kan køre når man selv vil – og vi vil som regel gerne tidligt afsted, så vi kan kommer langt, før trafikken tager til. Lørdag i efterårsferien er ingen undtagelse, og allerede kl.godt 5 lettede vi anker for at komme godt sydpå. Målet var lørdag, at nå ned til Camping Kranebitterhof ved Innsbruck, som nok mere er en stellplatz, end en campingplads – men den ligger med en fantastisk udsigt ikke langt fra motorvejen, og så er der ikke mindre end tre ladestik til elbiler på pladsen. Efter en mindre forsinkelse på 45 minutter i Fernpass (der var en lastbil, der var kørt ”ved siden” af vejen, der skulle bugseres op), landede vi i Innsbruck kl.17 – så der var god tid til den obligatoriske Wienerschnitzel på den lokale (udmærkede) restaurant.
Netop ankommet på Camping Kranebitterhof
Vi fik Wienerschnitzel.
Og bilen fik el-juice
Også på Camping Kranebitterhof kan man selv bestemme afgangen, og vi skyndte os afsted kl.6, dels fordi vi gerne ville undgå de massive køer, som vejarbejderne på Brenner giver, og dels fordi vi gerne ville have hele dagen ved Gardasøen.
Allerede når man kører ned fra Brenner fornemmer man, dels at der er kommet rigtigt meget vand sydpå i år, der var absolut ikke mangel på vand – men man mærker også varmen, selv om tidligt om morgenen. Og allerede da vi checkede ind på Camping Village La Rocca kl.10 var der god varme og ingen rigtigt god grund til at gå med lange bukser (heldigvis ser benene ikke helt så jammerligt hvide ud i Oktober, som de gør når vi er sydpå i Påsken…).
Vores plads var ikke klar – men der er god plads til at stille vognen, gratis opladning af bilen og god italiensk kaffe ved poolen. Det går nok det hele…
Kaffe ved poolen
Gratis opladning på Camping Village La Rocca
Vi har været en del gange på pladsen, som vi dels godt kan lide fordi den ligger så man kan gå langs vandet til de smukke byer Garda (1,2 km) og Bardolino (2,4 km), og dels fordi vi udenfor sæsonen sætter pris på deres pool områder. Især har de et poolområde lidt oppe på bjergsiden, hvor udsigten er helt underskøn. Vejret var ikke helt til pool i år, men så udnyttede vi bare mulighederne for at gå til de smukke byer.
Søndag gik vi ind til Garda, hvor den obligatoriske velkomst is blev hentet hos ”Breaks Candy” og nydt ved vandet. Det kendetegner efteråret ved Gardasøen, at man nyder livet ude – og så er tempoet bare behageligt lavt og hyggeligt. Der er stadigt masser af puls og liv, men langt mere plads end om sommeren (hvor det godt kan blive til den gode side). Vi har oplevet alt fra 15 til 28 grader ved Gardasøen i efterårsferien, i år blev sådan omkring de 20 grader.
Charlotte med en gave til en Italiensk veninde.
Benedetta har overtaget Breaks Candy fra sin mor og far. Vi får mange god råd fra familien on Italien (ikke kun om hvilken is, der skal vælges).
Der er i efterårsferien stadigt masser af mulighed for at sejle rundt på søen, og denne søndag tog vi som så mange gange før, færgen fra Garda til Bardolino (cirka 15 minutters sejlads). Det koster 3 Euro, og er mere end det hele værd.
Is ved søen, det er næsten turen værd i sig selv, ikke?
IMG 12 Sejltur fra Garda til Bardolino. Det er La Rocca (”Stenen” der tårner op til højre. Den kan man gå op på fra Garda – det tager cirka 25 minutter, og man bliver belønnet med en fantastisk udsigt).
Havnen i Bardolino, der er en eksplosion af smukke farver og blomster.
Bardolino er én af de større byer på østsiden, og her er der lidt mere liv end i Garda. Den byder på gode shopping muligheder, og hyggelige restauranter (og så selvfølgeligt Castello, som har lavet is siden 1960). Vi prøver at undgå restauranterne lige på hovedstrøget og ved vandet. Vores erfaring er, at man får bedre mad og betjening lidt længere tilbage.
Ulempen ved at spise Italiensk pizza, er at man bliver ret ”pizzakræsen”
Aftenstemning i Bardolino
Vi havde allerede hjemmefra besluttet, at vi skulle en tur til Verona, som ligger cirka 40 minutter fra byen Garda. En undersmuk by, der er grundlagt mere end 2500 år siden, og hvor man midt på byens torv finder et stort antikt amfiteater. Det er selvfølgeligt også i Verona man kan finde Julie (Romeo og Julie), foruden et væld af fortidsminder. Det hele er i bedste Italienske stil bygget sammen nyt og gammelt til en helt fortryllende bymidte hvor gode oplevelser står i kø allerede ved byporten. Vi kan anbefale et besøg på nogle af de små hyggelige cafeer og vinbarer i sidegaderne, hvor også nogle af de store vingårde i Valpolicella distriktet også har små hyggelige udskænkningssteder.
Mandag gik turen derfor ind til Verona og undervejs tilbage blev der både besøgt et par vingårde i området, og shoppet igennem i DPIÚ (vi henter alt fra forskellige oste, over pasta til tomatpure med hjem til madlavningen henover vinteren herhjemme)
Bertha foran Veronas Amfiteater
Et glas vin og et stykke brød på Buglionis vinbar i Verona (Buglioni er en vingård i Valpolicella)
Aftenstemning på Camping Village La Rocca
Så er der købt ind til pasta/bolognese og pizza det meste af vinteren
Tirsdag vågnede vi til en smuk morgen og besluttede at nyde dagen med en spadseretur til Bardolino, og så kunne vi se hvor vi endte derfra.
Det er en smuk gåtur langs vandet, med mulighed for en kop kaffe ved én af de mange små cafeer på vejen.
Kaffe på vej til Bardolino
Et kig bagud mod Monte Baldo, og La Rocca
Bardolino i smuk efterårshabit
Efter en hyggelig frokost i Bardolino besluttede vi at tage færgen til Garda og nyde resten af dagen i Garda og på pladsen.
Tidlig efterårssolnedgang ved Garda
Vi havde egentligt planlagt at være ved Gardasøen hele ugen, men vejrudsigten fra onsdag og frem så ikke for lovende ud, det gjorde den til gengæld i Tirol, så vi besluttede at køre op til Østrig vandre lidt i bjerge de sidste dage inden vi tog hjem. Det er jo én af de mange fordele ved at sommerhuset har hjul, man er ikke mere bundet end at støttebenene bare skal op .
Vi kørte fra pladsen kl.7, for at nå godt op gennem Brenner før trafikken for alvor tog til, men med alle de vejarbejder der er på Brenner lige for tiden, endte turen op til Lermoos (Zugspitzearena) med at tage næsten 6 timer inkl. ladestop, det var sådan et par timer mere end vi havde håbet på. Heldigvis er turen virkelig smuk, det formilder ventetiden mens man holder i kø en del.
Ladestop lidt før Brenner
Turen var det hele værd og selvom vejret onsdag heller ikke var helt perfekt i Lermoos, så er det bare et underskønt område. Vi brugte dagen til en lille gåtur i dalen, og lade op til en længere vandretur torsdag, hvor det skulle være helt skyfrit.
Zugspitze med ild i håret fra aftensolen
Lige i nærheden af Camping Lermoos ligger der en Tesla Supercharger, hvor bilen fik sig en tår eljuice, mens vi fik et glas rødvin i vognen. Så var der styr på strøm, når turen fredag skulle gå hjemover.
Torsdag morgen stod vi op til den smukkeste sensommer morgen i Lermoos. Himlen var helt blå og alt var klædt i hele efterårsfarvespektret. Det blev brugt til en smuk morgentur, inden vi ville en tur op og nyde den helt forrygende udsigt fra Grubigstein, der hæver sig 2.233 over havets overflade. Ikke så langt fra pladsen kan man tage bjergbanen, som er delt i to etaper. Først op til Brettalm og så videre op til toppen. Det blev en helt forrygende dag, med udsigt både til Tyskland, Italien og Schweiz. Herunder ikke mindst en Schnitzel på vej ned (det hører til vores ture).
Mickey og Walther skridter pladsen foran vognen af…
Pladsen i Lermoos
Mellemstation Brettalm på vej op på Grubigstein
Bertha på toppen af Grubigstein
Toppen af Grubigstein – det er ikke et postkort, men det ser sådan ud
På vej ned fra Grubigstein. Bertha er ikke superfan af bjerglifte…
Mætte af Italienske og Østrigske oplevelser blev kursen sat mod DK fredag morgen. Med bilen ladet til 90%, 20 graders varme og 1.000 højdemeter under os, er det ingen sag at cruise med campingvognen bagved. Samlet set er der 5 opladninger (af cirka 35 minutter) på turen fra Lermoos og hjem, som dog blev noget forlænget pga. en del kø og uheld. Vi havde egentligt håbet at stoppe for natten ved Bispingen (vi gider ikke køre alt for sent), men nåede kun til Rhüden (cirka 350 km fra grænsen). Lørdag tog vi det sidste ryk hjem til Hvidbjerg – med to ladetstop.
Venlig hilsen
Charlotte og Johnny Ryser
Elbilcampisterne
