Peer Neslein fortæller:

Vi har overnattet på Fur Camping som er øens eneste campingplads som vi har boet på før. Den drives af Betina og Brian Bugge som forpagtede den fra 2010 og overtog den i 2020. Det er en dejlig plads at besøge med mange gode tilbud og aktiviteter og så ligger den smukt i landskabet.

Pladsen kan tilbyde mange forskellige slags ophold, aktiviteter og mad. Se hjemmesiden: https://www.furcamping.dk/dk

Vi har sovet dejligt i vores lånte Benimar camper. Det er også vigtigt at være på farten i flere dage når man skal teste en autocamper eller en campingvogn, så man får testet sengene, bruserum, toilet, køkken siddegruppen og ikke mindst førerhuset når det er en autocamper. Så jeg synes vi er kommet godt rundt og prøvet vognen og vi føler os virkelig hjemme.

Se film med tidligere tur i Benimar autocamper.
Vi har tidligere været på tur i Danmark i en anden Benimar autocamper og den tur kan du se en række film på, bl.a. med drive away fortelt m.m. “Autocampertur gennem Danmark” hed serien som består af 4 film. Se den tidligere film med Benimar autocamperen her:

Filmen på den nye Benimar Lisbeth og jeg kører i på turen til Læsø, Fur og Klitmøller kommer i del 7.

Inden vi tjekker ud, betaler og fortsætter rejsen, skal vi lige tømme toilet og tømme spildevandtanken de rette steder. Det kemiske toilet tømmes ind gennem døren i bygningen.

Spildevandet fra den indbyggede tank tømmes nemt i risten jeg holder over, mens jeg tømmer camperens toilettet inde i bygningens udslagskumme specielt til kemisk toilet.

Vi er kørt til Fur Museum for at kigge på bl.a. forsteninger og fund på øen.

Der er bygget en stor flot indgang siden vi var her sidst.

Der er mange montre med spændende ting som er fundet på Fur og som man også selv kan være heldig at finde langs øens strande og klinter.

Forsteningen med fisken som Lisbeth kigger på blev fundet i 2010. Se tekst her under.

 

Du kan finde forsteninger som disse langs kysterne og skrænterne.

Spændende fund.

Uden for museet står uroksen og mammut med unge. De tre skulpturer er skabt af kunstneren Poul Erik Nielsen fra Lihme. Som materiale har kunstneren brugt pil og lyng og den største af skulpturerne er en hele 3,5 meter høj Mammut, der ved  sin side har en lille unge. Over for dem står et andet uddødt dyr: Uroksen.
Mammutten levede frem til sidste istid for ca. 10.000 år siden. I Sibirien er der fundet flere velbevarede eksemplarer i den permafrosne jord. Langt tilbage i tiden troede folk i Sibirien, at mammutten var en underjordisk elefantlignende trold, der døde, hvis den kom frem i lyset.  Det meste berømte fund skete i Beresovka i Sibirien i år 1900. Den kæmpe store elefant uddøde på grund af en kombination af menneskets påvirkning og klimaændringer.
Også Uroksen  er for længst uddød, men den holdt dog stand betydeligt længere end mammutterne. I Jylland levede der urokser helt op til jernalderen for 2500 år siden. Den sidste ”ægte” urokse skulle efter sigende være dræbt i Polen i 1627.

Vi er kørt til stranden for at gå en tur og kigge på sten og hvad vi eller finder.

Her kan du se de forskellige askelag i jorden.

Fur er kendt for sit moler, som udelukkende er knyttet til det naturskønne bakkeland. Moleret blev afsat på bunden af et hav, der for 55 millioner år siden dækkede det meste af Danmark. Moleret er kendt for sit indhold af velbevarede fossile fisk, insekter, krybdyr og planter. Moleret indeholder ca. 200 vulkanske askelag, som er blevet dannet under gentagne vulkanudbrud i forbindelse med åbningen af Nordatlanten mellem Norge og Grønland.
I 1919 begynder den første brydning af moleret, som blev eksporteret i rå tilstand. I dag forarbejdes hovedparten af moleret på øen, og molerindustrien har udviklet sig til en væsentlig faktor i Furs økonomi. Herfra kommer bl.a. kattegrus.

Fur 2022 er skrevet med sten og skaller af andre besøgende og for os bliver det et farvel til Fur.

Vi kører ombord på færgen for at fortsætte vores rejse hvor næste mål er Klitmøller eller Cold Hawaii som surferne også kalder området. For os er det Vesterhavet som er vores endelig mål på denne rejse- og testtur med Benimar. Så i næste afsnit kommer filmen hvor jeg fortæller om Benimar Tessoro T 497 som vi kørt og boet i gennem den sidste uges tid.

På gensyn i næste og sidst afsnit i denne rejse til Læsø, Fur og Klitmøller som jeg fortæller om i del 7 – hvor filmen om Benimar autocamperen ligeledes indgår.

På gensyn

Lisbeth & Peer Neslein
Campingferie.dk

Annonce:

Efterlad din kommentar