Den første marts 2022 havde Kronjyllands Camping Center 20-års jubilæum med nuværende ejer og direktør Niels Mortensen. Samme dato opstartedes der officielt et længe planlagt generationsskifte, hvor Carina Gregersen (datter) og Kasper Gregersen (svigersøn) blev medejere af firmaet. Det fejres med en stor jubilæumsfest lørdag og søndag 12. og 13. marts 2022.
For 20 år siden, den. 1. marts 2002, købte Niels Mortensen Kronjyllands Camping Center, som dengang var det beliggende på Grenåvej 90, og genåbnede firmaet efter, at det havde været lukket i fire måneder.
Allerede i 2004 var firmaet vokset ud af rammerne på Grenåvej 90, og der blev købt en grund på 23.000 kvadratmeter lidt længere ind mod byen, på Grenåvej 29-31. På den store grund blev der bygget et nyt og moderne campingcenter, som var tidssvarende og havde optimale salgs- og værkstedsfaciliteter. I januar 2005 blev det nye campingcenter åbnet og taget i brug. I 2010 opkøbte Niels den lokale konkurrent Midtvejs Caravans lager og flyttede alle campingvognene, campingudstyret og reservedelene til forretningen på Grenåvej og Midtvejs Caravans i Råsted blev lukket ned. Personalet og Adria-brandet blev en del af Kronjyllands Camping Center i Randers.
Virksomheden har været igennem en forrygende udvikling fra 2002 og til nu. I 2002 startede Kronjyllands Camping Center op med 4 medarbejder og nu er der 19 medarbejder fordelt på værksted, salgsafdeling og administration.
Produktprogrammet er udvidet og tilpasset igennem årene. Knaus og LMC har været de faste mærker i alle 20 år, hvor Adria og Kabe er kommet til produktsortimentet senere hen. Det sidste nye er, at bådsalget er udskiftet med autocampersalg. Nu sælger Kronjyllands Camping Center både autocampere fra SunLiving made by Adria samt LMC autocampere.
Generationsskifte
Carina og Kasper Gregersen har købt sig ind i firmaet per 1. marts 2022, så der i en periode er tre indehavere. Det skal sikre, at den store erfaring ikke går tabt, og at driften fortsætter stabil, da kunder og personale får en glidende overgang i ledelsen mellem de to generationer.
Carina, Niels’ datter, har været ansat i alle 20 år: Først som ungarbejder ved siden af skolen og herefter butiksassistent i et sabbatår. Her fandt hun ud af, at den videre uddannelse skulle være indenfor erhvervsøkonomi, for at få større viden om virksomhedens dynamikker. Allerede her var hun fast besluttet på at køre familievirksomheden videre efter sin forældre. Ved siden af universitetsstudierne var hun weekendsælger og i 2012 blev hun fastansat som butikschef for udstyrsbutikken og herefter souschef siden 2016.
Kasper, Niels’ svigersøn, startede som weekendsælger og EDB-ansvarlig i 2012 og har siden arbejdet med butikssalg, campingvogns- og trailersalg, værkstedsarbejde og er nu teknisk chef med ansvar for værkstedspersonalet.
Alt i alt har de sammen stor erfaring inden for camping og kender virksomheden ud og ind. De har været en del af alle grene i virksomheden gennem de sidste mange år.
Kronjyllands Camping Center er en veldrevet virksomhed i udvikling med stort kundefokus, dygtigt personale og stor erfaring inden camping. Niels har succesfuldt navigeret virksomheden gennem tiderne og målet er nu at overdrage virksomheden til den næste generation af familien, som vil køre den videre i samme ånd, som Niels har gjort gennem de sidste 20 år.
20-års jubilæumsfest D. 12. og 13. marts 2022
Kronjyllands Camping Center fejrer deres 20-års jubilæum med en stor jubilæumsfest lørdag og søndag 12. og 13. marts fra kl. 10 til 16 på adressen på Grenåvej 29-31, 8960 Randers SØ.
Her vil de fremvise alle nyhederne fra Adria, Kabe, Knaus og LMC campingvogne. Backyard Living har en stand uden for forretningen lørdag fra kl. 10-14, hvor de demonstrerer Traeger og Napoleon grills og uddeler lækre smagsprøver. Isabellas Villa- og forteltekspert kommer forbi søndag fra kl. 10-16 og giver gode råd om valg af fastliggerfortelte og rejsetelte.
Der vil blive serveret lidt godt til ganen og udstyrsbutikken vil være fyldt med gode tilbud toiletvæske og opbevaringstelte samt trailere. Der vil være en gratis goodiebag til de første 50 kassekøb lørdag og søndag. Der vil også være store konkurrencer med gevinster som en Brenderup havetrailer, Isabella læsejl, Prox rengøringsmidler, Ren Fritid rengøringsmidler, 2 Kosan letvægtsgasflasker samt Anntex campinglagen og pude, og meget, meget mere.
Så kig forbi Kronjyllands Camping Center i weekenden og blive klar til sæsonstart.
Se mere her: www.as-kcc.dk