TV serien Matador er nok den populæreste TV serie, der nogen sinde er sendt i Danmark. Den er populær hos både unge og gamle, og tillige populær i mange andre lande. Den har været udsendt flere gange, og er til stadighed populær som serie på DVD. De fleste er nok klar over, at Korsbæk er en fiktiv by. Faktisk er den en sammenskrivning af Korsør og Holbæk. Mange tror historien kommer fra Roskilde, Lise Nørregaards fødeby, men handlingen er så unik, at de lige så godt kunne være fra de fleste danske mellemstore købstæder.


I vores familie er serien en årlig tilbagevendende begivenhed på de mørke efterårsdag, og så et ekstra afsnit ind imellem. Men hvordan er det lykkedes at opbygge en så livagtig kulisse, at man tro det hele ligger samlet på ét sted. Matador er kult, og serien har sin egen hjemmeside på adressen www.matadoronline.dk.

En af de mange artikler på siden fortæller om de forskellige ”locations,” og det er den, som sammen med et personligt kendskab til flere af optagelstederne, der har givet mig inspiration til denne artikel, hvor jeg vil tage dig en tur med rundt på Sjælland – Til Korsbæk. Turen er så lang, at det mindst vil tage to dage At komme rundt, så hvorfor ikke benytte lejligheden til at campere på en af de mange campingpladser, der ligger langs med ruten?


Ruten er inddelt i to etaper, så du kan også vælge at campere i midten, og så køre ”ud og hjem” hver dag. Valget er dit. Turen bringer dig fra Hillerød i Nord, til Gedser i syd. Men inden du starter, så skal du lige være opmærksom på én vigtig ting. Mange af stederne er stadig private ejendomme, hvor der til daglig bor nogle familier, som nok er vant til nysgerrige blikke, men også glade for et privatliv.

Så husk:
1. Hold dig ude på offentlig vej.
2. Lad være med at samle souvenirs.
3. Lad være med at fotografere ind ad vinduer og ”i private vinkler.”
4. Respekter privatlivets fred.

Vi kan ikke anbefale og ringe på og forstyrre, men af og til kan det godt være at du kommer i snak med lokale, der kan huske optagelserne (eller som kender historierne fra den gang), som fandt sted for over 35 å siden. Det oplevede vi selv.


Det kan ikke anbefales at tage campingvogn med rundt, eller kører helt ind til stederne i autocamper. Især i byerne kniber det med pladsen. På billedet ser du vejen omkring Skjold Hansens hus. Så vælg hellere løsningen med at tage ud fra en campingplads. hvis du er i campingvogn, eller parker lidt fra stedet, og cykl eller gå derhen. Kik på kortene, og åbn dem i store udgave. Så kan du se hvor tæt du kan komme på stedet. Du behøver ikke tage hele turen i ét stykke. Du kan også vælge at tage en etape, eller en bid af den, ad gangen. God tur til Korsbæk.


Dag 1 – Den nordlige etape
Vi starter i Hillerød i Arresten, som ligger i den gamle Politigård midt i byen. Det er her Larsen tilbringer 30 dage i skyggen fro at have et foto af Hitler på undersiden af sit lokumsbrædt. I Matador er der ikke glasparti i porten. Det er først kommet til senere. Til gengæld står det gamle jernstakit stadig langs vejen, som i dag er gågade.


Det er flere parkeringsmuligheder, men ofte optaget, også på Torvet (rundt om bygningen), og alle er kun egent til personbiler eller motorcykler.


Går du rundt venstre rundt om huset (mod Torvet), så finder du den gamle hovedindgang, som – helt tilfældigt – også er indgangen til Korsbæk Rådhus. Det er her Agnes og Røde bliver gift.


I dag er torvepladsen renoveret til gå gade med enkelte P-pladser til personbiler og motorcykler. Den runde Café på Torvet kan i øvrigt anbefales, både til en pause eller frokost, lige som det er masser af andre seværdigheder i Hillerød. Men da dagens tur er lang, så er valget dit.


Her ser du kortet over Korsbæk rådhus og arrest (Hillerød centrum). Er du i autocamper er der parkeringsmuligheder på nordøstsiden af Slotssøen.


Nu skal du køre sydpå til Holte, hvor du skal finde vejkrydset Dronninggårds Allé og Elnasvej. Her finder du Skjerns Villa ned mod søen.


Dronninggårds Allé er en almindelig villavej, så det gælder om at tage hensyn til beboerne daglige færden, og ikke parkere til gene for andre. Der er i øvrigt parkeringsmulighed ved Holte Station (indkørsel via Kongevene) eller ved havnen for enden af Dronninggårds Allé.


Næste stop er i Bagsværd, hvor Skovpavillonen ligger. Den hedder til daglig Slotspavillonen og ligger i Aldershvile Slotspark. Vi kan ikke sige om de forskellige restaurations scener er optaget her. For begge gang har restauranten været lukket på grund af selskaber. Men det er ikke svært at se hvor de forskellige udendørs scener er optaget. Både af Familien Varnæs og familien Skjern.


Der er indkørsel til området med Skovpavillonen (Slotspavillonen) og Aldershvile Slotspark på Ring 4. Aldershvile Slot har i øvrigt en rigtig spændende historie med masser af drama, sorg, glæde, svigt, trofasthed og et voldsomt endeligt. Men den historie må du selv finde ved slotsruinen eller på nettet. Måske et tema for en ny TV serie – hvem ved? Nu skal du videre til Frederiksberg og Valby.


Sagfører Skjold Hansens Villa ligger på Azaleavej på Frederiksberg. Det er i den sydligste del af Frederiksberg, syd for Roskildevej, lige ved Zoologisk Have. Huset ser næsten ud, som det gjorde under optagelserne. Træerne er selvfølgelig blevet større. Her skal du have lov til at arbejde lidt for oplevelsen. Villaen, som får knust en rude i forbindelse med Befrielsen, ligger efter nr. 20. Hvis du fortsætter ned af Azaleavej, så skulle det nederst stykke også være brugt til et lille klip fra Befrielsen.


Det kan ikke anbefales at køre ind i kvarteret, hverken i personbil (med og uden campingvogn) eller autocamper. Flere veje er spærret af for gennemgående trafik, og er ensrettede. Det letteste er at parkere på Søndre Fasanvej ved Søndermarken og gå ind i kvarteret.


Byrådssekretær Lund, der går så meget grueligt igennem, før han forsvinder fra serien, har sin villa på Amalie Skrams Allé i Valby. Den ligger helt oppe i enden ved Dronning Dagmars Allé. Her har Erik Balling virkelig gjort meget ved optagevinklerne. For man ser slet ikke garagen med den hvide port på optagelserne. Og hjørnet, hvor Skjold Hansen venter, er i virkeligheden en cykelsti.


Da vi besøgte stedet anden gang, fordi de første billeder ikke kunne bruges på grund af de mange høje birketræer, som ikke fandtes under optagelserne, mødte jeg nabokonen. Hun fortalte, at hendes datter arbejdede den gang på Nordisk Film, og at de havde fået lov til at bruge hendes ville til optagelserne. Men da Balling så nabohuset (det som kom med i optagelserne), ville han hellere bruge det. Det blev selvfølgelig ordnet i et snuptag, for Erik Balling, var god til at få sin vilje.


Der er indkørsel fra Valby Langgade ad Dronning Dagmars Allé til Amalie Skrams Allé. Området er dog et typisk Valby villakvarter, så her er ikke særlig let at parkere. Find en parkeringsplads på Valby Langgade, måske ved stationen. Der er ikke så langt at gå.


Hvis du stiller dig ved Amalie Skrams Allé nr. 3 og kikker over mod rækkehusene på Dronning Dagmars Allé, så finder du det sted Hans Christian Varnæs holder og venter på Ulla, mens hun er inde og besøge abortlægen. Så nabokonens hus kom alligevel ”lidt” med serien.


Dagen i dag slutter ved Branddammen, som Aksel må hives op af i afsnit 13. I virkeligheden hedder Branddammen Store Magleby gadekær, og ligger på Amager.


Der er et lille antal parkeringspladser ved Gadekæret, men indkørselsforholdene er ikke specielt gode til autocampere. Kør forbi til museet eller hold ved kirken.


Store Magleby er en slags forstad til Dragør, og det er lige før, at gadekæret er blevet mere kendt en Amager Museum, som ligger lidt længere hen ad vejen. Det er nemlig også et besøg værd.


Og hvor er det så bedst at overnatte? På ruten er der flere muligheder, både i enderne eller midt på ruten. Hvis du er i Campingvogn, kan det anbefales at campere omkring midten, og så køre ud om morgen, og slutte af tæt på din camping- eller teltvogn. Et godt bud kunne være DCU Absalon ved Rødovre. Er du i autocamper er det lettere at finde overnatningsmulighed.

I morgen kan du læse om den sydlige etape.

Skrevet af: Jens-Peder Rasmussen
© www.campingferie.dk 2011

Annonce:

Efterlad din kommentar