Lars Bilde (tv), direktør for Oaking Group A/S og Morten Kjeldsen, direktør for Isabella
Lars Bilde (tv), direktør for Oaking Group A/S og Morten Kjeldsen, direktør for Isabella

Isabella har gennem de sidste år været i gang med en omstillingsproces, der skal sikre både et forenklet og glidende generationsskifte og en ny stærkere fremtidssikret organisation, der i endnu højere grad kan sikre et kraftigt fokus på produkter til camping med kvalitet til de danske campister.

Den nye organisation har moderselskabet Oaking Group A/S som ejer. Her sidder ejerfamilien Odgaard med i bestyrelsen og direktøren for moderselskabet er Lars Bilde, der er flyttet hertil fra posten som direktør for Isabella.

Morten Kjeldsen bliver ny direktør for Isabella A/S, der nu er et datterselskab. Morten har gennem mere end 10 år siddet på centrale poster rundt i Vejlevirksomheden og han har derfor Isabellas DNA med som en vigtig bagage på den nye post. Han kender ikke bare Isabella, men også den danske og internationale campingbranche.

Positive takter

Som et resultat af omstillingsprocessen har Isabella også præsteret et pænt regnskab. Et stadig stigende fokus på, hvad campisterne efterspørger har sikret at mange produkter har flyttet sig fra Vejle til forhandlerne og herfra ud til glade kunder på campingpladserne. Ikke mindst salget af nye Isabella produkter, som campingmøbler, lamper og andet tilbehør, har vist sig at gå over forventning og er endnu en gang beviset på, at campister har en høj kvalitetssans og at de er villige til at betale for ikke at få ferien ødelagt af uigennemtænkte billige produkter.

Flere Isabella kolleger

Der er positive takter i virksomheden og der bliver ansat nye medarbejdere bl.a til at udvikle Ventura, der er serien til førstegangscampister eller campister, der vil have god kvalitet for færre penge. Hvor Isabella både er kvalitet og mange praktiske og gennemtænkte detaljer, så er der i Ventura ikke sparet på kvaliteten, kun på de detaljer, der koster mange timer på systuen. Vi ser Ventura som en løftestang, der skal gøre campinglivet attraktivt for en større målgruppe, siger Morten Kjeldsen. Isabella har alle detaljerne til den kræsne campist, hvor Ventura opfylder kravene til dem, for hvem campinglivet er et nyt og uudforsket område.

Oplevelsesøkonomi siden 1957

Siden iværksætteren Søren Odgaard i 1957 startede med at sy teltet med det tidstypiske navn Capri i en garage i Vejle, har virksomheden været en del af den danske oplevelsesbranche. Ikke bare som en forretning, men også som en vision om at gøre noget godt for campister og andre, der ville have oplevelser på ferieture i ind- og udland. Allerede dengang så Søren Odgaard, hvordan fritiden blev mere og mere dyrebar for mange familier og dengang som nu var målet, at sikre, at fritiden og ferien blev godt udnyttet og ikke spildt på grund af dårlig kvalitet. I dag er campisternes tryghed og frihed sat i system. Det næste trin er, at Isabella som repræsentant for deres forhandlere kører helt ud på campingpladserne for at servicere telte og sikre campisterne en god oplevelse.  www.isabella.dk

Annonce:

Efterlad din kommentar