Selv om sæsonen ikke er startet endnu, så tror vi på redaktionen, at sæson 2015 hos  Eriba vil blive husket for de nye flotte Eriba Nova SL og Nova GL serier. Nova har altid hørt til i den øverste del af campingverdenen. F.eks. er den nye Eriba Nova SL 545 et godt eksempel på den nye standard, hvor alle modellerne er konstrueret efter det Eriba kalder for ”Raum-system.”


Raum-system er et koncept hvor al teknik er samlet og gemt væk så det fylder mindst muligt og ikke optager unødvendig plads i den synlige del af beboelsesområdet. Alle Nova modeller er isoleret med PUAL skum med hele 51 mm i gulvet, ferskvands- og spildevandtanken er flyttet ned under gulvet. Både for at flytte tankene ud af magasinerne, men også for at give vognen et så lavt tyngdepunkt som muligt. Og begge tanke er selvfølgelig isoleret mod vinterkulden. Læg f.eks. også mærke til det lille knæk på den venstre sofa, nakkestøtterne og plads til lampetterne i hjørnet som fuldender den flotte rundsiddegruppe.


Køkkenet i en Eriba Nova SL er, bortset fra størrelsen, stort set indrettet som i de fleste hjem. Især når det som her er ekstraudstyret med komfur med grill og ovn. Pladsforholdene er måske ikke så store som hjemme ellers er det let at blive lige så godt kørende.


Vognens udvendige bredde er 240 cm, og dobbeltsengen i soveværelset i Eriba Nova SL 545 har en dobbeltseng som måler 200 x 155/120 cm.


Den udvendige bredde på Nova SL 545 er 240 cm, hvilket giver ekstra god plads indvendigt. Det nye karosseri er fornyet både foran, på siderne og som her bagpå. Her er nyt rangerhåndtag, nye lamper, nye vinduer og ny indgangsdør.


I forhold til den nye Nova GL kendes den nye Nova SL på et interiør med en let fyldning i overskabene, et mere klassisk valg af træsort og de nye gulve. Nova SL 595 er den største model i serien. Her får du en rummelig rundsiddegruppe og et soveværelse med dobbeltseng og køjer ved siden af hinanden.


Dobbeltsengen i Eriba Nova SL 595 måler 200 x 140 cm, køjerne 200 x 80 cm.


Den velkendte Eriba Nova GL 465 er nok en af de modeller som flest forhandlere tager hjem. Her er tale om en komfortabel model i 5 m klassen (den indvendige lænede er 490 cm) med masser af komfort og luksus til både stand og rejsecampister. Læg her mærke til den nye front og gaskasse, nye rangergreb og den nye indgangsdør med vindue.


Interiøret i Nova GL er i et mere moderne design med lysere farver, glatte skabslåger med nyt stålhåndtag, nye bordplader og tekstiler som er mere tidstypiske.


Køkkenblokken i de to serier er grundlæggede ens. Design, valgte farver og håndtag er dog forskellige. I de to mindste Nova GL og Nova SL modeller er køleskabet integreret i køkkenblokken. I de øvrige står køleskabet for sig selv.


Dobbeltsengen i Eriba Nova GL 465 har et madrasmål på 200 x 136 cm. Læg mærke til at der ikke er åbne hylder under overskabene i soveværelset.


Denne Eriba Nova GL 580 er monteret med den store panoramatagluge i stedet for overskabe i fronten. Det indikerer både at her plads nok indvendigt, men også at rundsiddegruppen er placeret forrest i vognen. Det er den faktisk på alle Nova modeller minus Nova 530 og Nova 540.


Her ser du de gode muligheder for lysindfald gennem panoramataglugen. De langsgående sofaer er henholdsvis 140 og 132 cm lange, så her er god plads. Eriba Nova GL 580


Sammen med Nova 585 og 590 er Nova GL 580 udsyret med denne smarte dørgarderobe, hvor der både er knager og bøjlestang. Her er der også monteret en fladskæm og en indbygget autoradio under det høje skab. Køkkenblokken står samlet modsat indgangsdøren.


Soveværelset er indrettet med to enkeltsenge foran er stort toiletrum i vognens bredde. Begge senge måler 200 x85 cm.


Toiletrummet er indrettet med integreret klædeskab og brusekabine. Eriba Nova GL 580 fås også med fransk dobbeltseng foran det store toiletrum. Så hedder modellen Nova 585 SL og har den en tværvendt dobbeltseng så hedder den Nova 590 SL.


Det kan nogle gange være svært at forestille sig en forårssmattet campingplads og en Eriba Nova S sammen. Ikke fordi det ikke kan lade sig gøre, men fordi kontrasten er så stor. Campingvogne af den kaliber burde have fortrinsret til ledige arealer tæt på London Tower, Domkirkepladsen i Køln eller plænerne omkring Eiffeltårnet. Selvfølgelig skal det ikke være sådan, men se lige på denne Eriba Nova S 540. Ville du ikke holde de fedtede gummistøvler ude i et fortelt eller under en markise?


Køkkenblokken er ikke enorm, men den er meget velindrettet og rummelig. Og så gør det ikke noget at den polerede bordplads ikke er i ægte marmor. I en Nova S 540 holder stilen hele vejen igennem.


Soveværelset er måske ikke så prangende som i resten af vognen, men du ligger godt, her er tænkt på detaljer som hævebart hovedgærde, speciamadrasser, specialbunde, lameludtræk, nattelys ved gulvet, småtingshylde over hovedgærdet etc.


Eriba Nova S 540 har en indvendig længde på 590 cm. Så det gælder om at udnytte alle muligheder for luksuriøs indretning. I toiletrummet er der integreret brusekabine i den ene side. Her ser man tydeligt slægtskabet til de anerkendte luksusautocampere. Du kan læse mere om de nye Eriba modeller på adressen: www.eriba.com

Tekst og foto: J-P. Rasmussen
© www.campingferie.dk 2014

Annonce:

Efterlad din kommentar