Peer Neslein fortæller:
Vi har overnattet på KOA Grand Canyon på Highway 64, i udkanten af byen Williams.
Til informationsmødet fortæller Hans, at vi i dag kan vælge at køre på Route 66, på kortere eller længere strækninger, alt efter hvad den enkelte har lyst til. Vi skal blot mødes på campingpladsen i Lake Havasu kl. 16, da vi skal vises rundt i området af Lillian og Leif Nielsen, som driver campingpladsen. Og ja, de er pæredanske.
Route 66 er en gammel turistrute som går fra Chicago til Los Angeles, alt ialt ca. 3500 km. Ruten fik sin store fremgang i 50’erne. I 80’erne og 90’erne kom der nye veje og dele af Route 66 forsvandt. Men de seneste 5-10 år er ruten igen blomstret op og blevet utrolig populær, ikke mindst blandt voksne (ældre) mænd, som ikke havde råd til en Harley Davidson i 60’erne, men har det nu.
Når man møder de mange grupper på motorcykler ligner det ofte en flok farlige rockere i lædertøj og masser af nitter.
Men når vi kommer tæt på kan vi se at de ikke er helt unge. Når de så stopper og skal af motorcyklerne, kan man godt se at gigt, gangbesvær og stive lemmer har taget overhånd. De springer ikke lige af deres store maskiner. Og når de så tager hjelmen af har alle stort set gråt eller hvidt hår.
Route 66
’The Mother Road’ som de kalder den i USA er ca. 3.500 km lang og går fra Chicago til Los Angeles gennem staterne Illinois, Missouri, Kansas, Oklahoma, Texas, New Mexico, Arizona og Californien. I 1923 besluttede USA sig for at bygge et nationalt hovedvejsystem på allerede eksiterende veje, der skulle suppleres med nye. US vejnettet blev etableret i 1926, blandt andet også US 66. Året efter blev Route 66 skiltet med US 66 skilte. Ruten var meget flad og blev hurtigt en vigtig rute for lastbiltrafikken mellem øst og vest.
Mange små samfund voksede op lang Route 66 og under depressionen i 1930’erne klarede disse samfund sig noget bedre end andre små samfund i USA. Tankstationer, restauranter og moteller langs Route 66 fik kronede dage.
I 1938 blev Route 66 den første hovedvej i USA der var asfalteret i hele sin længde. Mange hovedveje var på denne tid nemlig grusbelagte. Men selvom Route 66 var asfalteret fik den navnet Bloody 66 da den flere steder var livsfarlig at køre på. Blandt anden de skarpe hårnålesving og stejle stigninger i Black Mountains i Arizona, hvor man hyrede lokale vejvisere, når du skulle passere denne del af ruten. Under 2. Verdenskrig var Route 66 også populær, da mange benyttede vejen til vest for at arbejde for krigsindustrien i Californien.
I 1950’erne havde amerikanerne mere fritid, og turismen begyndte at præge Route 66, når folk rejste Los Angeles for at holde ferie og man fik øjnene op for Grand Canyon og Painted Dessert. Hermed blomstrede skilte med turistattraktioner og indiansk håndværk frem langs Route 66 og i Springfield, Missouri opstod verdens første “drive through” restaurant, så man kunne spise sin mad, mens man kørte videre.
I 1956 begyndte nedturen for Route 66, da daværende præsident, Dwight D. Eisenhower startede etableringen af et nyt stort motorvejsnet, som han var blevet inspireret af i Tyskland efter Hitlers Autobahn. Interstate 80, kaldet I-80 blev bygget mellem Chicago og San Francisco, og fra Los Angeles var det nemt at tage I-15 til Salt Lake City, hvor man stødte på I-80. Den sydlige del af Route 66 fik hård konkurrence af I-40, der stod færdig i 1960’erne og dermed tog den sidste trafik fra Route 66. Efterhånden som Interstate vejene tog over blev US 66 skiltene fjernet fra Route 66. Det sidste skilt blev fjernet i 1984 i Williams i Arizona og året efter nedlagde man ruten US 66. Resterne af Route 66 blev overtaget af delstater eller anlagt som private veje.
I dage er det ikke længere muligt at køre den oprindelige vej ad Route 66, men 80 % af den eksistere stadig. Men i 1990 opstod flere foreninger for Route 66, og nye skilte med “Historic route 66” er blevet opsat langs resterne.
I Williams i Arizona hedder hovedgaden stadig Route 66, flere store selskaber har taget navn efter Route 66, U2 nævner ruten i deres sang “Heartland” og i 2006 hylder Disney og Pixar ruten med den store familie-tegnefilm “Biler”. Her sætter hovedpersonen, en racerbil, liv i den ellers dødsdømte rute. Route 66 lever stadig og er stadig drømmeruten gennem det fantastiske USA.
Vi er stoppet i byen Seligman for at kigge på de gamle skilte ved et af de mange moteller, som blomstrede op sammen med Route 66.
På væggen på motellet er denne flotte tegning, der fortæller at Elvis is in the house. Det er jo nok ikke helt korrekt. Normalt sluttede alle Elvis koncerter med at en speaker i højttaleranlægget sagde ”Elvis has left the building”.
Mange af de gamle forretninger lever højt på turismen, men mange andre er bukket under, efter de glade dage i 60’erne.
Her er Signe og jeg ved et af de kendte Route 66 skilte.
Gamle amerikanerbiler bruges som trækplastre.
Sjove souvenirbutikker er der en del af i Seligman.
I butikken kan man købe alle former for nips, skilte, krus, nøgleringe og tøj med Route 66 på.
Et af byens mange moteller i typisk amerikansk stil.
Gammel bil, hvor mekanikeren og hans assistent åbenbart er i gang med motoren.
Lisbeth med et flag der viser ruten på Route 66.
Byen samler mange turister der ankommer i busser eller som os i autocampere, som du kan se i baggrunden.
Denne gamle Ford har sikkert stået parkeret her siden de glade dage i 60’erne og 70’erne.
James Dean inviterer inden for i en af butikkerne.
Flere gamle biler som mange af de ældre besøgende hygger sig med at gense. Her er det en Chevrolet lastbil.
Et kig ind i førerhuset fra en tid hvor instrumenterne var til at overse.
Denne gamle benzinstation er blevet omdannet til en souvenirbutik.
En gammel Dodge holder i vejkanten. Den midterste nr. plade ser meget svensk ud.
Route 66 og et lidt simpelt vejskilt, der viser mod Los Angeles, som også er vores mål om nogle dage.
Uden for en af butikkerne finder vi denne grav, hvor det klart fremgår, at cowboyen døde med støvlerne på. På skiltet står der oversat til dansk: ”Her ligger Billy Pretzel som var den sidste fyr som rørte min Edsel”.
Vi fortsætter ud af byen og vælger at køre videre ad Route 66.
Masser af skilte reklamerer for Route 66 samt RV Parks eller Campgrounds.
Men mange steder er også lukkede for mange år siden, selv om der stadig står at der er åbent.
Jeg har taget min TomTom med. Og inden vi tog hjemmefra købte jeg et amerikansk kort til den. Og den har været uundværlig, selv om den også har drillet lidt ind imellem. Nogle gange har den haft svært ved at fange satellitterne, da den sidder i forruden, under alkoven. Her er vi på vej til Lake Havasu, hvor vi skal bo i nat.
Vi er kommet til en dejlig campingplads og har tilsluttet os til strøm, vand og afløb, som amerikanerne kaldet ”Full hookup”.
Foran vores camper er der opstillet et bord som hører til vores plads. Dejlig udsigt. Vi skal mødes med de andre for at tage ned i byen og se ”London Bridge” som blev flyttet fra London til denne oase i ørkenen.
Men det hører du mere om i næste dagbog fra vores USA tur.
Her er et link til campingpladsen vi bor på:
www.campbellcovervresort.com
Hilsen
Signe & Peer Neslein
Og resten af de 53 danskere
Skrevet af: Peer Neslein
© www.campingferie.dk 2010
… og lige et foto af en gammel gut fra Route 66.
Annonce:
