De seneste vejrprognoser siger, at sommeren er på vej, og det er en melding, som falder i god jord i campingbranchen.

Et kig i krystalkuglen efterlader ingen tvivl: Sommeren er på vej til Danmark. En melding, som har fået armene i vejret ude på landets campingpladser og hos campingforhandlerne. Udsigten til den første dosis sommervejr kan nemlig komme til at definere en stor del af campingsæsonen.

– Vi ser ofte, at når først folk er kommet ud på campingpladserne, så lever de fint med, at der måske også kommer et par dage med regnvejr. Det er straks sværere at få dem afsted, hvis udgangspunktet er dårligt vejr, siger Jesper Behrensdorff, formand for Camping Branchen, der er brancheorganisation for landets campingforhandlere.

Et vejrfølsomt land

Godt sommervejr i Danmark betyder ofte, at mange campingpladser må melde udsolgt, og der bliver travlhed hos campingforhandlerne.

– Fordelen ved camping er, at du kan rykke hurtigt, og du slipper for at stå i en lufthavn. Men du skal ikke vente for længe, for når sommeren kommer til Danmark, rygtes det hurtigt til lande som Tyskland, Sverige, Holland og Frankrig, hvorfra der kommer mange campister, siger Jesper Behrensdorff.

Samtidig tager stadig flere campingpladser højde for, at Danmark er et vejrfølsomt land ved at tilbyde aktiviteter til de dage, hvor solen ikke skinner.

– Mange campingpladser har opgraderet deres faciliteter ved eksempelvis at have indendørs badeland og legeland. Det er med til at holde på campisterne, selvom vejrudsigten pludselig vender, siger Jesper Behrensdorff.

Fakta

Camping Branchen er en sammenslutning af fabrikanter, importører, forhandlere og udlejere af telte, trailere, campingvogne, autocampere samt leverandører af forskellige former for tilbehør. Læs mere på: www.campingbranchen.dk

Annonce:

Efterlad din kommentar