Annonce:
Isabella Lufttelt
Annonce:
HinshøjCaravan728x90

Efter en række år med toppen af poppen i form af Kabe campingvogne og andre campingvogne med Alde centralvarme, såsom Cabby, Hobby, LMC og Dethleffs m.fl synes jeg tiden er inde til at bruge min tid og mit liv på campingvogne som der kører flest af. Og det er campingvogne i prisklassen omkring kr. 200.000 udstyret med blæservarme. Jeg vil nemlig gerne vise de mange campister der ejer en vogn med blæservarme at de sagtens kan bruge deres vogn hele året.
Så det er grunden til at jeg valgte at min nye Knaus skulle være med blæservarme, selv om Knaus også laver nogle super gode centralvarmevogne. Men de næste år skal jeg på store som små campingture sommer og vinter uanset vejret for at udfordre min vogn, men selvfølgelig også mig selv.
I sidste uge hentede jeg min nye Knaus og I dag er jeg kørt på camping for at afprøve vognens indretning og afprøve det forskellige udstyr.

Steen R. Rasmussen, Intercamp A/S overrækker nøglerne til Peer Neslein på hans nye Knaus Südwind 500 PF (2020 model)

Jeg holder på Ishøj Strand Camping som er en selvbetjenings plads og klokken er nu 20.30 og jeg sidder i vognen og skriver denne artikel, mens jeg nyder gulvvarmen op gennem sokkerne fra gulvtæppet og gulvet. I baggrunden snurrer blæservarmen, mens jeg hører DAB radio som er monteret i campingvognen.
Men når jeg så har købt en billigere campingvogn i forhold til Kabe, så kan jeg jo også vælge at bruge nogle penge på noget ekstraudstyr. Og det har jeg gjort.

På taget kan du se Dometic Freshjet 2200 Aircon og i baggrunden en solcelle NDS 155W Blackline og så lige bagsiden af den tagmonterede Thule 6300 Mystic Grey 400 med 12 volt motor. Disse ting skal jeg nok vende tilbage til snarest muligt.

Her ser du min Enduro 505 FL Mover som bliver dejlig at have. Jeg skal også have monteret Enduro Autosteady El-støtteben med automatisk nivellering som styres af samme fjernbetjening og som kan nivellere vognen automatisk.
Derudover har vognen bl.a. følgende ekstra udstyr: Batteripakke med Gel batteri og lader, gulvtæppe, ekstrabred dør med multilås og vindue, glatte sider, 17” Alu-fælge, aksel på 1800 kg, Truma Ultraheat, gasbageovn, Truma Duocontrol CS med gasfilter, El-gulvvarme,  bakkamera med trafikkamera, sider og front til Thule markisen, Bruseudstyr m.m. Det tager lige lidt tid før jeg har fået prøvet og testet de forskellige ting, men det skal nok komme som artikler og film.

Langs hele forruden, eller lige under den, er der en række rum til småting.

Frontkøkken med ganske rimelig plads på køkkenbordet. Nu er jeg nok ikke den bedste til at vurdere hvor meget plads man har brug for i køkkenet. Der er 2 stk. 230 volt stik inde i hjørnet så der kan stå en kaffemaskine og Thetford køleskabet er lige ved hånden. Mener det er 145 liter med stor frostboks.

Frontkøkken med panoramavindue.

Dejlig bred indgangsdør med multilås og solidt håndtag og myggenet. Det er knager der sidder lige over vinduet, men der er jo også den praktiske garderobe lige inden for døren.

Dejligt med den praktiske garderobe lige inden for døren, som mange af de nordiske mærker har brugt gennem årene.

Og så er der siddegruppen som jeg tror jeg bliver rigtig glad for. Dybe sæder og med en pude i ryggen kan jeg sidde med ryggen mod vinduet og se TV. Jeg kan også dreje hynden i hjørnet så den står op ad vinduet og så trække den anden hynde tættere på vinduet, så kan jeg sidde med benene oppe med fødderne lige ud over kanten af sofaen. Og Hynderne i Knaus er super gode med deres faste bund så man altid kan åbne dem og komme i magasinet uden du skal flytte en masse. Det skal jeg nok også vise på en video lige som al det andet jeg fortæller om.

Radioen sidder i det ene overskab. Jeg har en skammel stående under bordet som jeg skal se om jeg får brug for når jeg er på farten. Den kunne være god til lidt medicin i form af en flaske whiskey og måske en bitter som for mit vedkommende har holdt tropesygedomme på afstand på mine rejser. Jeg tager nemlig ofte en enkelt drink inden jeg går i seng. Jeg har en ide om at det slår bakterier ihjel når man rejser i andre lande. For en sikkerhedsskyld gør jeg det også i Danmark.

Bruserum med bruseforhæng og dobbeltseng på 140 cm ved hovedgærdet. Lidt smallere ved fødderne.

Her et kig fra sengen og frem i vognen hvor du bl.a. kan se bageovnen.

Min ide med at købe en almindelig campingvogn (sammenlignet med en dyrere vintervogn) er at jeg derved kan bruge nogle penge på ekstraudstyr. Nu skal jeg så bare på vinterture for at se hvordan jeg klarer den med blæservarme. Jeg må igen understrege at Alde centralvarme er det bedste, men Truma blæservarme er også helt ok. Det varmer f.eks hurtigere op.  Så det bliver en spændende vinter. For mig er det ikke et problem hvis en vask eller et afløb fryser. Jeg ser det mere som en oplevelse man kan grine af (bagefter). Måske kan andre også grine af mig, men det er ok, bare jeg har haft nogle gode oplevelser med min vogn.

Det skønne ved camping er at naturen ligger og venter lige uden for døren. Et skridt og du er ude og selv om det så bliver koldt og vinden rusker, så er der ikke noget så skønt som at komme tilbage til en varm campingvogn. Og det vil jeg garantere at min Knaus sagtens kan tilbyde mig. Skulle jeg så være så heldig at ramme -20, -30 eller -40 graders kulde, så er det stadig ikke et problem – men en oplevelse for livet.

Se filmen hvor jeg fortæller om min vogn.




 

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk