Bürstner Premio Life 495 TK

I dag skal du se to nye 2019 modeller fra Bürstner Premio Life og Bürstner Premio serien. Premio Life er en letvægtsserie med modeller som alle har en køreklar vægt under 1.000 kg. Premio serien består af modeller med alle slags soveværelser og mere traditionelle opholdsrum. På billedet ser du Bürstner Premio Life 495 TK som er indrettet med dobbeltseng på tværs, siddegruppe, køkken og toiletrum i midten og tværvendte køjer bagerst.


Tre af de fire Premio Life modeller har dobbeltseng på tværs og den sidste har enkeltsenge. Den store 495 TK har også køjer. Alle modeller har et køleskab på 90 liter inkl. 9 l frostboks, 40 l ferskvandstank, varmt vand og blæsevarme.


Køjerne bagerst i Premio Life 495 TK har et madrasmål på 190 x 63 og 192 x 71 cm. Nederste køje kan klappes op og der er en 115 cm høj serviceluge ind til køjerummet ved siden indgangsdøren.


Køkkenblokken er komplet, bl.a. med tre kogepladser, køkkenvask med koldt og varmt vand og køleskabet i den ene side under køkkenbordet.


Opholdsrummet er indrettet med en siddegruppe på langs med mindst seks siddepladser om bordet. Det hænger på frontpanelet til den forhøjede dobbeltseng. På billedet er bordet skubbet 2/3 ind under sengen.


Her er bordet trukket længere ud. Dobbeltsengen har et madrasmål på 188 x 122 cm. Hvis du husker at holde øje med dem, er den høje seng er alletiders legeplads for babyer og småbørn. Så er de nemlig i øjenhøjde med resten af familien.


Sengemagasinet under dobbeltsengen er ekstra stort. Udefra er der adgang i begge sider. Bürstner Premio Life 495 TK har en totallængde, karosserilængde og udvendig bredde på 595, 521 og 210 cm. Køreklar vægt er på 1.240 kg og en totalvægt på 1.500 kg.

Bürstner Premio 530 TL

Bürstner Premio 530 TL er en stor, rummeligt og veldisponeret egoistvogn med rundsiddegruppe forrest og enkeltsenge bagerst. Lasteevnen er på 500 kg, og der er ekstra høj lasteevne alle ni Premio modeller. I Premio får du bl.a. et køleskab på 142 liter inkl. 15 l frostboks (432 TS og 490 TL dog 86 l.), 40 l ferskvandstank, varmt vand, blæsevarme og elektrisk gulvvarme.


Tre af de nu Premio modeller har køjer og dobbeltseng, to har enkeltsenge og to har dobbeltseng på tværs. Så er der én med fransk soveværelse og én med Queens Bed. Bortset fra Premio 435 TS, så er alle voksensenge mindst 200 cm lange, også Queens Bed og den franske seng. Det samme er enkeltsenge. Og i 530 TL er de ekstra lange.


Rundsiddegruppen i Bürstner Premio 530 TL har et opredt mål på 212 x 162/127 cm.


Toiletrummet er placeret væk fra forteltet. Det samme er klædeskabet og det smalle bord under TV-ophænget. Den store tagluge er placeret så den giver masser af loftlys over bordet. Læg også mærke til loftlugerne ved køkken og i soveværelset.


Med køleskabet stående ved siden af køkkenblokken er der masser af plads i skuffer og overskabe. Der er myggenetdør ved døren og hovedafbryder oppe over den.


Enkeltsengene bagerst har et madrasmål på 206 og 215 x 88 cm. Der er lameludtræk mellem dem og vinduer til alle tre sider. Bürstner Premio 530 TL har en totallængde, karosserilængde og udvendig bredde på 773, 640 og 230 cm. Køreklar vægt er på 1.300 kg og en totalvægt på 1.800 kg.

Der er 9 forhandlere af Bürstner i Danmark.
Læs mere om Bürstner campingvogne på www.burstner.dk

Tekst og foto: JPR
© www.campingferie.dk

Relateret Artikler

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk