Indhold:



I dag skal du se fem delintegrerede med enkeltsenge over en hækgarage bagerst. En indretning som er ekstra populær i denne klasse. Eura Mobil Profila RS 720 EB er en mellemstor delintegreret med en totallængde, udvendig bredde og højde er på 741, 232 og 289 cm.


Indretningen er traditionel med siddegruppe og køkkenblok i førersiden og et todelt badeværelse i begge sider af camperen. Læg mærke til at sænkesengen er velintegreret i designet. Det er kun en manglende tagluge som viser, at loftet er dækket af en dobbeltseng med et madrasmål på 193 x 140 cm.


Køleskabet på 140 l står ved siden af bodelsdøren, køkkenblokken overfor har masser af skuffer og der er god plads på køkkenbordet. Læg også mærke til at der er luger i gulvet og skydedør ind til badeværelset. Basisprisen på Profila RS 720 EB er på 764.980,- kr + levering og evt. ekstraudstyr.


Madrasmål på enkeltsengene er på 182 x 83 og 184 x 83 cm. Løg mærke til de lækre afrundede detaljer på hele møblementet. Køreklar- og totalvægt på Eura Mobil Profila RS 720 EB er på 3.113 og 3.500 kg. Eura Mobil autocampere sælges af Autocamp i Låsby ved Aarhus. (www.autocamp.dk)



Efter afgiftsnedsættelsen er de tyske Hobby autocampere tilbage på det danske marked. Og selv om man kan se DNA’et, så er en Hobby autocamper ikke et varevognschassis med en campingvogn bag førerhuset. De seneste år har Hobby gjort en ekstra dyd ud af et smart design og praktiske brugbare løsninger. Se bare den smart Hobby Optima Premium 70 GE. Det er utroligt som lidt skyggekontrast kan få det eksklusive ydre til at se helt tredimensionelt ud. Totallængde, udvendig bredde og højde er på 744, 233 og 278 cm.


Indvendigt er der lige så meget gas på designet. Det malede interiør har fået ekstra dybdeglans og lysdesignet understreger det kontrastfyldte interiør. Indretningen er traditionel med siddegruppe forrest, køkken og toiletrum i midten og enkeltsenge over en hækgarage bagerst. Læg mærke til at der er tillægsplade under bordet. Optima Premium 70 GE har to faste sovepladser og mulighed for opredning i siddegruppen. Madrasmålet her er på 210 x 120/45 cm.


Der er tre store skuffer og et dybt køkkenskab under køkkenbordet. Placering af køkkenvasken giver ekstra god plads på det. Det rummelige overskab er megen til dem i campingvognene, og lige her giver det rigtig god mening at vælge den løsning. Køleskabet på hele 140 l inkl. 12 l frostboks står ved siden af indgangsdøren.


Undersiden af overskabene i soveværelset skaber en sjov spejleffekt, både på billeder og i virkeligheden. Med overskabe hen over sidevinduerne er der ekstra god plads feriebagage. Madrasmål på enkeltsengene er på 200 x 83 og 190 x 83 cm. Basisprisen på Hobby Optima Premium 70 GE er på 779.950,- kr. Den viste model er ekstraudstyret for 25.115,- kr. Samlet pris inkl. levering er på 807. 650,- kr + lev. Køreklar- og totalvægt er på Hobby Optima Premium 70 GE 2.985 og 3.500 kg.

Hobby autocampere sælges i Danmark af
– Bijé Fritid og camping i Helsinge (www.bije.dk), og
– Silkeborg Caravan Center (http://www.silkeborgcaravancenter.dk/Autocampere).



Elnagh Baron 73G er den ene af tre delintegrerede modeller i serien. 73G har enkeltsenge over en hækgarage. De to andre har en tværvendt dobbeltseng og en Queens Bed i soveværelset. Alle delintegrerede modeller har den samme taglinje som er højest fortil, og faldende bagud. Det giver plads evt. montering af en sænkeseng over siddegruppen. Og det er der i den viste model. Totallængde, udvendig bredde og højde er på 738, 235 og 287 cm og akselafstanden er på 404 cm.


Indretningen er traditionel med siddegruppe forrest, køkken og toiletrum på begge sider i midten og soveværelse med enkeltsenge bagerst. De hvide højglansmalede låger og skuffefronter matcher godt med bilens interiør i lyst træ. Sænkesengen over siddegruppen har et madrasmål på 220 x 120 cm.


Køleskabet på 150 l står overfor køkkenblokken. Der er masser af plads i de rummelige skuffer under bordpladen. Og køkkenbordet er indrettet så der bliver mest muligt bordplads om gaskomfur og køkkenvask.


Madrasmål på enkeltsengene er på 2 x 198 x 84 cm. Her er store vinduer med åbne hylder helt oppe ved loftet. Prisskiltet for Elnagh Baron 73 lyder på 607.700 kr for basisudgaven. Udstillings-camperen er ekstramonteret for 28.350,- kr. Samlet pris eks. levering er på 636.050,- kr + lev. Køreklar- og totalvægt for Elnagh Baron 73G er på 3.077 og 3.500 kg. Elnagh autocampere sælges af Vendelbo Vans i Tårs syd for Hjørring (www.vendelbo-vans.dk).



Sunlight T 67 er en af fabrikken mellemste delintegrerede modeller. Dagens model er uden sænkeseng over siddegruppen. Det lyse interiør har fået godt tag i tidens købere. Totallængde, udvendig er på bredde og højde er på 738, 233 og 291 cm. Den indvendige højde er på 210
Cm, akselafstanden på 404 cm.


Indretningen er med siddegruppe køkken og køleskab i førersiden. I den modsatte side er det værd at lægge mærke til den brede sofa med vindue over modsat bordenden. Det giver både godt dagslys og behagelig variation på siddepladser om bordet. Opredning i siddegruppen har et madrasmål på 210 x 100 cm.


Køleskabet med separat frostboks rummer samlet 167 l. Frostboksen alene er på 29 l. Det står i skabet ved siden af køkkenblokken. Her er god plads på køkkenbordet og god plads i skuffer og skab under køkkenbordet, og i det store overskab ovenover.


Madrasmål på enkeltsengene er på 205 x 80 og 210 x 80 cm. Opredning i hele camperens bredde (210 x 210 cm) fås som ekstraudstyr. Basisprisen på Sunlight T 67 er på 554.000 kr + levering. Den viste model er ekstraudstyret for 135.797,- kr. Samlet pris inkl. levering er på 689.797,- kr + lev. Køreklar- og totalvægt er på 2.922 og 3.500 kg. Sunlight autocampere sælges af Camping Parken i Herning (www.campingparken.dk) og Vendelbo Vans i Tårs. (www.vendelbo-vans.dk)



Sun Living er et tidligere spansk mærke som i dag bygges og sælges af Adria. Der er derfor også rigtig meget Adria modellerne, som målrettet det store indstigningssegment. Og så er denne Sun Living S 65 SL alligevel helt sin egen på et par punkter. Bl.a. det nye ”Hide Away” toiletrum, en ny køkkenblok med det samme gaskomfur og køkkenvask som i Adrias campingvogne samt låger som åbnes på samme måde som i Adria Aviva. Totallængde, udvendig bredde og højde for Sun Living S 65 SL er på 670, 232, 287 cm. Den indvendige højde er på 210 cm, akselafstanden på 380 cm.


Køkkenblokken står i dørsiden med det nye køkkenbord og til alle overskabene. . Læg også mærke til bredden ud for toiletrummet. Med skydedøren slået helt ind er der ekstra god plads. Opredning i siddegruppen har et madrasmål på 180 x 85/50 cm.


Køleskabet er på beskedne 100 l. Men nok til to på tur. Og mangler der plads til kolde drikke, kan man jo sætte en køleboks i hækgaragen. Basisprisen på Sun Living S 65 SL er på 531.915,- kr. Den viste model er ekstraudstyret for 61.010,- kr. Samlet pris inkl. levering er på 596.825,- kr + lev.


Madrasmål på enkeltsengene er på 2 x 190 x 75 cm. Her er store vinduer og overskabe over hovedgærdet. Køreklar- og totalvægt for Living S 65 SL er på 2.678 og 3.500 kg. Sun Living autocampere sælges af PB Autocamper i Allingåbro (www.pb-autocamper.dk).



Dagens sidste camper er en af de modeller som man kan kalde smart, velgennemtænkt og ”helt sin egen.” – På den gode måde. Chausson Flash 716 er en familiecamper med plads til fire. Siddegruppe og køjer bagerst til børnene. Rummelig siddegruppe og dobbeltseng bag førersæderne. Hvis ikke Chausson har tænkt i både længde, højde og rummelighed, så ville du her kunne se en meget stor autocamper. Men læg f.eks. mærke til det store magasin bagerst.


I den forreste halvdel af bodelen er denne siddegruppe med sofaer langs væggene. Der kan indrettes to fremadrettet selepladser her. Når der skal soves hænger der en sænkeseng oppe under loftet. Læg mærke til glideskinnerne i hjørnet. Sengen kan sænkes helt ned til sæderne. Du kan også stoppe på halvvejen, og rede op nederst med et madrasmål på 217 x 108 cm. Officielt er der fire sovepladser i denne camper. Totallængde, udvendig bredde og højde er på 749, 235 og 292 cm.


Køkkenblokken står i førersiden med køleskabet på 167 l ved siden af indgangsdøren overfor. Her er OK plads under køkkenbordet og lige så OK i overskabene ovenover. Basisprisen på Chausson Flash 716 er på 641.730 kr + levering. Den viste model er ekstraudstyret for 66.930,- kr inkl. 170 HK motor. Samlet pris inkl. levering er på 708.660,- kr inkl. leveringsomkostninger.


Bagerst er der et børneværelse med siddegruppe og to ”sænkekøjer.” Madrasmål på begge køjer er 189 x 85 cm. OM dagen er der god plads til at sidde ved bordet og med fin adgang til det store klædeskab bag spejldørene. Om natten køres køjerne ned i den ønskede højde. Køreklar- og totalvægt for Chausson Flash 716 er på 3.052 og 3.500 kg. Chausson Autocampere sælges af Dancamper i Horsens (www.dancamper.dk).

Tekst og foto: JPR
© www.autocamper-nyt.dk

Relateret Artikler

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk