Peer Neslein fortæller:
Karen og Søren er med på vores tur til Rhinen og de kører i en amerikansk Chevrolet som trækker en svensk SMV campingvogn fra 1971. Campingferie er taget til Rhinen for at mødes med 50 familier. som selv er kørt der ned, for at deltage i en af Campingferies Guidede campingture, nemlig “Rhinen i flammer”, som gennemføres for andet år i træk.


Indvendigt er der dobbeltseng i bagenden i den meget originale campingvogn, som vækker opsigt alle steder den kommer frem.


Køkkenet er i midten af vognen og en siddegruppe i forenenden.


Her ser du vognen fra bagenden. Du kan se mere på Sørens hjemmeside, hvor du hurtigt finder ud af at han holder meget af at køre nordpå. Siden hedder www.nordfaren.dk.


Kl. 9.30 afhentes vi af 2 toge fra Winzerexpressen, som skal køre os en tur op gennem vinmarkerne.


Snakken går i togene som kun tager campingferie gæster med på denne tur.


Andre er lidt morgenstille og nyder blot udsigten gennem vinduerne. Eller sidder de og tænker på at nu er vi på vej til vinsmagning?


Vi passerer St. Hildegards kloster, som ligger oppe i vinmarkerne. Klosteret der drives af nonner er åbent for besøgende.

Hildegard von Bingen levede fra 1098 til 1179. Hun var nummer 10 i en søskendeflok og på den tid var det ikke ualmindeligt at give tiende i form af sine børn. Derfor overgav den fromme ridder Hildegard og hans hustru i året 1106 deres lille datter til et benediktinerkloster i Rhinlandet.

I klosteret voksede Hildegard op under kærlig omsorg og vejledning. I året 1147 blev hendes profetier forelagt en kirkelig synode indkaldt af Paven, Eugen II, der havde samlet Europas største teologiske kapaciteter. Konklusionen på kirkemødet blev, at Paven på Kristi og den hellige Peters vegne pålagde Hildegard at nedskrive og offentliggøre alt, hvad hun modtog i sine åbenbaringer. Hildegard var dermed officielt af Kirken blevet udråbt som profet.

Til trods for at hun var kvinde & nonne blev Hildegard anset for at være en af de største kapaciteter indenfor teologi, lægekunst, naturvidenskab og politik. Samtidigt var hun digter og komponist. Gejstlige og lægfolk, konger og kejsere kom rejsende til hende fra hele Europa og bad om råd indenfor politik, sundhedsproblemer og især teologiske og etiske spørgsmål.

I året 1165 grundlagde Hildegard klosteret Eibingen overfor Rüdesheim. Eibingen blev nedlagt i 1803. Klosteret blev genoprettet i 1904 som Abtei St. Hildegard i nye bygninger ved Rüdesheim og det er det kloster vi ser på vores vej i gennem vinmarkerne.


Vi er steget af vores 2 toge ved en af byens gamle vingårde som ejes af Adolf Störzel som er vinbonde i området. Huset hedder Bassenheimer Hof og er fra 1563 og 1693 hvor der blev bygget til. Det er her vi skal til vinsmagning i husets vinkælder. Vinstokken til venstre for den røde dør i baggrunden er i øvrigt 200 år gammel og dækker en stor del af gården som en parasol.


Adolf Störzel til venste fortæller på tysk og Allan til højre oversætter til dansk. Og det bliver en festlig fornøjelse.


Der er hyggeligt i den gamle kælder og med 4 forskellige vine og lidt saltkringler ind imellem kommer vi i godt humør her midt på formiddagen.


Efter vinsmagningen er der mulighed for at købe vin som bliver leveret på campingpladsen næste dag.


Efter vinsmagningen går vi en tur i byen. Her er det byens museum som rummer mekaniske musikinstrumenter, men den må vi se nærmere på en anden gang.


Bindingsværkshuse, blomster og masser af restauranter og forretninger præger byen.


Sankt Jacobi hedder byens katolske kirke midt på torvet. Kirken blev opført i 1400-tallet og genopbygget efter den blev ødelagt i 1944 under 2. verdenskrig.


Som sædvanligt sidder jeg og skriver dagbøger i løbet af dagen eller i løbet af aftenen. Og så skal de lægges på nettet. Men det er nu hyggeligt at sidde og arbejde med.


Yvonne og Mads har cykler med på turen og specielt Yvonnes el-cykel vækker opmærksomhed. Den fylder ikke meget og kører ca 25 km på en opladning.


Ca. 40 personer fra Campingferie gruppen spiser på Römerstube midt i Rüdesheim. Stedet er en lille hyggelig restaurant, kendt for sin gode mad.


På menuen kunne vi vælge mellem en Jægersnitzel, en wienersnitzel eller en Sander fisk, som ser således ud. Lisbeth fortæller at det var det reneste kød uden ben og det smagte rigtigt godt.


Der hygges i Römerstube mens de sidste 60 personer i gruppen spiser i Ratsstube få meter væk.

På gensyn i morgen
Lisbeth & Peer Neslein

Skrevet af: Peer Neslein
© www.campingferie.dk 2010

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk