|
Campingvognens
strømforsyning
Selv om mange, især nyere,
campingvogne har 12 volt indbygget som standard ved leveringen, er
der stadig mange campister, der med fordel kan installere
eller udbygge campingvognens strømforsyning. Her er nogle
gode tips.
Ikke mindst
den elektroniske udvikling har sat sine spor i campingvognens
indretning. Lysstærke halogenpærer med lavt strømforbrug
giver sammen med det øvrige apparatur som køleskabe, emhætter,
varmluftsblæsere etc. en komfort i campingvognen, som svarer til
den vi kender hjemmefra - og hvorfor skulle man i øvrigt have det
ringere i sine ferier end man har det hjemme?
De fleste campingpladser har da også elstandere, som man kan
koble sig på, så man ikke går ud for kolde drinks i sommervarmen.
Men mange campister
vil jo gerne være helt uafhængige af pladsernes faciliteter, om jo
heller ikke er gratis, og ikke mindst for dem er disse linier
skrevet. Det gælder også for dem, der måske allerede har 12 volt
indlagt i vognen fra fabrikkens side ved leveringen. Man skal således ikke regne med, at man uden videre kan
installere fx et batteri som supplerende strømforsyning, men er
henvist til at købe en ny lader
samtidigt. Så inden man går i gang, er det klogt lige at
finde ud af, hvordan ens
campingvogn er indrettet mht det elektriske og hvilke muligheder man
har.
Vognens kabelnet
Et andet punkt som
også giver grund til overvejelser, hvis vognen er "født"
med elinstallationen, er kabelnettet.
De indbyggede kabler i vognens tag og sider er nemlig ofte af
sparehensyn underdimensionerede, hvilket betyder
at en del af energien går tabt undervejs. Vil man øge
antallet af lampesteder, hvilket betyder flere meter kabler, der
igen nedsætter den
frembragte effekt, er det første man skal gøre sig klart, at man
skal dimensionere ledningsnettet ordentligt. Faktisk er det klogt at
anvende et par forskellige dimensioner. Fra strømkilden - i dette
tilfælde batteriet - kan det svare sig at
bruge som minimum et 4 kvadrat kabel så langt som muligt,
indtil man via samlemuffer fører
et 2,5 kvadrat kabel det
sidste stykke op til lampen. Har man tilslutning til bilens
generator via bilbatteriet for at have køleskabet i drift
undervejs, er det på samme måde nødvendigt med
et veldimensioneret kabel, gerne 6 kvadrat, men i hvert fald
mindst 4, da der jo er lang vej oppe
fra bilens motorrum hen til campingvognens batteri og køleskabet.
4 kvadratet har desuden den fordel, at man lige netop kan få
kabelenden fastgjort i stikbenets bagside, hvor det kniber med det
kraftigere 6 kvadrat.
Sammenkoblingen kræver
også et par ord med på vejen. Tidligere kunne enhver mekaniker
uden problemer forbinde bilens og campingvognens 7-polede stik , der
på ben 54G var beregnet til at
føre 12 voltens plus over til campingvognen. I dag er det
13-benede stik standard i
mange tilfælde - samtidigt med at de moderne bilers ledningsnet er
blevet mere omfattende til forskelligt udstyr.
Løsningen herpå er derfor ubetinget at anvende en adapter
mellem de to stik frem for at begynde at bikse med
det selv. Det gælder naturligvis først og fremmest, hvis
man skifter bilen ud, men beholder sin campingvogn som den er.
I øvrigt vil man let kunne komme ud for, at
caravanforhandleren henviser kunden til at få lavet eltilslutningen på bilen hos autoværkstedet.
Endelig - for at gøre
sammenkoblingen færdig - bør man sikre sig, at campingvognens
batteri, når der ikke køres, ikke er i stand til at
at stå lige så stille og tappe
bilens startbatteri for strøm. Det kan gøres på et par måder,
fx ved at man på pluskablet indsætter en retningsbestemt spærrediode
(Alde kr. 298 - ikke vist på diagrammet) inde i campingvognen mellem batteriet og koblingsstikket.
Eller man kan som vist på diagrammet indsætte et batteriskillerelæ
(Bosch bestillingsnr.
0.332.002.155, kr. 427 + moms), som kobles til tændingen. De to
batterier er således totalt adskilt, når tændingen ikke er
sluttet til. Endelig anbefales det at indskyde en 25 amp. Sikring på
fødeledningen, ligesom man skal sørge for udluftning fra
batteriet, hvis det står inden for i campingvognen . Ofte har
batteriet en udluftningsstuts på hvilken der kan sættes
en udluftningsslange, der føres gennem vognbunden ud i det
fri.
Batteriet
Hjertet i anlægget
er naturligvis batteriet, der skal levere strøm i den tid man ikke
er tilkoblet en 220 volts tilslutning på en campingplads eller får
strøm fra bilen. Tidligere klarede man sig med et alm. startbatteri
til formålet, men i dag er der udviklet såkaldte fritidsbatterier til 6-700 kr., der er mere
velegnede. Mens startbatteriet er beregnet til at give en høj
ydelse i kort tid, er fritidsbatteriet udviklet til at afgive strøm
over en længere periode. Et sådant
batteri har gerne en kapacitet på omkring 75 amperetimer, og
har man en korrekt tilslutning
fra bilens generator, kan man klare sig langt hen ad vejen. -
også selv om man ligger stille i flere dage uden opladninger.
Kender man de
elforbruget de forskellige steder, kan man i øvrigt nemt finde ud
af, hvor meget vognens anlæg tapper batteriet for. De fleste
elgenstandes forbrug er opgivet i watt. De gængse halogenlamper som
giver et fortrinligt lys i
spotlights bruger 10-20 watt, mens lysrør normalt koster 8-10 watt.
Mere strømforbrugende er
ting som køleskabets 80-100 watt og blæsermotoren sluger
6-10 watt. Batteriets
kapacitet på 75 amperetimer kan vi omregne til watt ved at gange
dem med spændingen (12 volt), dvs. 900 watt, så alt i alt er man
ret godt stillet rent elmæssigt.
De fleste må dog
nok regne med at skulle hente noget 220 volt ind imellem til
opladning via en oplader. Man kan naturligvis altid midlertidigt
oplade et batteri med en billig hjemmelader på 4-6 ampere, men til
fast installation, der er tilsluttet stærkstrømmen, må man regne
med at skulle ofre en moderne oplader på 10 amp. (Pris ca. 1300 kr.). Den
er indrettet, så den kan klare selv et afladet batteri, og når
batteriet atter er opladet, vil
laderen automatisk slå fra. Det er et af de punkter man ikke
skal spare på.
Batteriets
vedligeholdelse er ret så enkel. Først og fremmest skal man ved
placeringen, hvis denne sker i et magasin eller et skab, sørge for
at man kan komme til at kontrollere ladetilstanden., herunder evt. påfylde
destilleret vand. Og selv om man har den oven for omtalte udluftning
skal man ikke være sikker på, at man helt kan undgå påvirkning
af syredampe på fx magasinlåget.
Skal vognen opmagasineres
for vinteren, tager batteriet ingen skade af at blive taget inden
for i bryggerset og 2-3 gange i vinterens løb givet en let
opladning. Lader man det sidde i campingvognen, bør man for en
sikkerheds skyld afmontere kablet til batteriets pluspol.
DIAGRAM
Nedenstående
diagram viser begge muligheder for forbindelsen mellem de to
batterier. Anbringelsen af den retningsbestemte diode kræver
igen særlige vilkår. Derimod anbefales det stærkt ikke
selv at tilslutte
skillerelæet til tændingen
med mindre man er fuldstændig sikker på, at det sker uden at påvirke
den øvrige installation på bilen.

Læs også om
Batteriet: |