I 2011 fejrer Europas største campingudstilling Caravan Salon 50 års
jubilæum. På Campingferie.dk kan vi fejre at vi i 12 år har bragt reportager
fra den store udstilling.
På årets udstilling er 9 haller fyldt med bl.a. 1800 køretøjer (1.100
autocampere og 700 campingvogne) fra 120 producenter. Hertil kommer et hav
af udstyr, tilbehør, telte, teltvogne og campingpladser. I alt 571
udstillere fra 25 lande er til stede i de 9 dage udstillingen varer.
Traditionen tro er Campingferie redaktionen til stede på
branchedagen som afholdes dagen før udstillingen åbnes for mere end
160.000 besøgende, som higer efter at se nyhederne til den kommende
sæson 2012. På billedet er gæsterne begyndt at strømme ind i de mange
haller.
Campingferie redaktionen (Rasmus Neslein, Morten Nilsson, Mads Nielsen og
Peer Neslein der tager billedet) har parkeret deres autocampere på den store
Messecamp og er ved at pakke tv-udstyr, kamera, diktafon og notesblok og
gøre klar til den første af flere travle dage.
Lige overfor pladsen hvor vi fra pressen holder er de store arealer gabende
tomme, men vi ved at når vi vender tilbage sidst på dagen i dag, vil der
være fyldt med besøgende gæster i autocampere og campingvogne, som skal
opleve udstillingen de følgende dage.
I hal 9 står svenske Kabe traditionen tro med et mindre udvalg af deres
vogne. Vi vender tilbage med en større gennemgang af de mange Kabe nyheder i
forbindelse med vores reportage fra Elmia i september 2011, men her er blot
nogle af nyhederne: 5 cm bredere dør med ny lås og integreret myggenet,
3-lags vindue i døren, spejl indvendigt på døren, dørtrin med varme,
sølvfarvet eksteriør, IDC slinger system som
standard, længere trækstang samt masser af andre nyheder. Du kan vælge
mellem 53 modeller/indretninger til priser fra kr. 240.900 til 639.900.
(http://www.kabe.dk)
Peer Neslein fortæller: Jeg er stoppet ved den nye Hobby Premium som du
kommer til at høre meget mere om i det kommende år. Jeg har bl.a. haft en
meget lille finger med i udviklingen af en speciel modelpakke, til denne
spændende nyhed inden for campingvogne. Så i løbet af kort tid skal jeg med
glæde vende tilbage til samarbejdet omkring denne Hobby nyhed, som jeg
ser meget frem til.
Bagenden på denne Hobby Premium 540 UFe er ikke blot smuk, men også praktisk
på grund af den indbyggede bagagekuffert under vinduet.
Her ser du det praktiske rum hvor der kan ligge borde, stole, grille eller
andet udstyr.
Indvendigt er vognen topmoderne i afstemte farver.
Et kig frem mod forenden af vognen med fransk seng og toilet/bruserum.
Køkkenet er med rigelig afsætnings plads og gode skuffer som er til at komme
ned i. Overskabe mangler heller ikke.
Hobby er altid først med det nyeste, men der er dog ikke indbygget telefon i
vognen, men en håndbruser i toiletrummet.
Dometics Slim Tower som kun fås i Hobby, er en af de mange nyheder som
dukker op i de andre mærker de kommende år.
(www.hobbyinfo.dk)
Dometic/Waeco personalet er klar til at fremvise deres mange nyheder.
Danmark repræsenteres af Poul Erik Langgaard som er nr. 3 fra venstre.
Poul Erik Langgaard viser at der er kommet en nyhed til forårets nyhed, den
benløse Dometic Premium markise, som selv kører ind hvis det blæser op. Her
er der monteret ben samt front og sider, så man kan benytte markisen som
fortelt til campingvognen eller autocamperen. Man skal blot huske at slå
automatikken fra, så markisen ikke kører ind hvis det blæser.
Poul Erik Langgaard fortæller om monteringen af front og sider.
For autocamperfolket er det nu muligt at få disse gardiner som nemt monteres
i bildørene på førerhuset. Et par magneter holder gardinet på plads.
Gardinet lukkes nemt ned i bunden af vinduet.
En skinne skubbes frem så gardinet låses fast under kørslen. Fordelen ved
denne nye type er at de ikke tager noget af udsynet i dagtimerne. De nye
gardiner kommer fra Waeco/Dometic. Yderligere information hos din lokale
forhandler.
Gratis busser kører i pendulfart mellem den store Messecamp og
udstillingshallerne. Om aftenen kører de samme busser ganske gratis til og
fra centrum af Düsseldorf. Så de mange tusinde der bor på Messecampen kan
nemt komme ind til byen og spise samt hjem igen bagefter. Det er en meget populær og god service.
Som vi gættede i morges ville der være fyldt med campere og campingvogne
sidst på dagen. På gensyn i morgen, hvor vi kigger på flere nyheder.