Her kan du følge Lisbeth og Peer Neslein reportager om camping i en
autocamper.
Peer fortæller:
"Nu har vi jo kørt campingvogn i omkring 30 år og nu har
vi besluttet at nu er det tid til at køre i autocamper, som så skal være
vores hjem de næste år, når vi er på campingture. Gennem årene
har vi kørt med mange forskellige campingvogne store som små og også
autocampere ind imellem, men nu er camperen vores hjem."
Han fortsætter: "Nu har vi valgt en Dethleffs helintegrert autocamper,
som skal være vores mobile hjem de næste år. Vi får jævnligt spørgsmålet
fra mange campister om hvad der er bedst? Campingvogn eller autocamper?.
Og selv om jeg ikke tror at vi kan komme med et endegyldigt svar, vil vi
prøve at sætte fokus på forskellen i løbet af den næste tid.
Der er mange fordele og ulemper ved begge former for camping og uanset
hvad man vælger, er man stadig campist, man har blot valgt at rejse på
en anden måde."
Herover kan du se Lisbeth og Peer Neslein ved deres camper, som de
betragter som et rullende helårshus.
Peer Neslein valgte en helintegreret autocamper fordi den type er de
bedst isolerede og det er vigtigt hvis man også vil bruge den om
vinteren.
Helårscamper
Peer Neslein fortæller:
"Nu har vi jo kørt i forskellige autocampere undervejs og de erfaringer
som vi har samlet sammen dannede grundlag for valget af vores Dethleffs.
Vi camperer hele året og derfor faldt valget på en helintegreret,
hvilket betyder at det i vores tilfælde er Dethleffs som har bygget hele
karossen, inklusiv førerhuset, modsat de øvrige campere såsom alkove og
delintegrerede, hvor førerhuset er et standard førerhus fra Fiat, Ford,
Iveco, Renault, eller måske Mercedes. Og disse førerhuse er ofte ikke
isolerede. Det har selvfølgelig ingen betydning hvis man kører i sin
camper i det sydlige Europa om vinteren, men hvis man som Lisbeth og mig
vil kunne køre på vintercamping, så er det vigtigt at vognen kan klare
kulden. Det er ikke særligt morsomt at sidde og fryse i en camper til en
halv eller måske en hel million.
Så vi valgte en helintegreret Dethleffs udstyret med Alde centralvarme.
Og netop Dethleffs har ført centralvarmen hele vejen rundt i vognen,
altså også helt ud i førerhuset, gennem instrumentbrættet, hvor mange af
de andre modeller kun har varme ført i campingdelen.
Selvom en helintegreret autocamper som denne Dethleffs har ført
centralvarme rundt i hele vognen, er de store frontvinduer det sted der
er det største varmetab om vinteren. Så kan en isoleringsmåtte være en
løsning, selv om den tager udsynet. Men så kan du jo fjerne den om dagen
og kun sætte den op om aftenen når det er mørkt.
Læs om Peer
vintertur med hans camper her:
Et godt råd
Og selv om vi har centralvarme i hele vognen har vi også fået monteret
en Webasto motorvarmer, som selvfølgelig bruges som motorvarmer, men
vigtigst af alt også varmer hele førerhuset op. Det vil jeg anbefale at
alle får monteret, specielt hvis man har en delintegreret eller
alkovemodel med førerhuset fra bilproducenten.
Motorvarmeren kører på diesel og sikrer ligeledes at man kan fjerne evt.
dug eller kondens om morgenen når man ruller gardinerne fra i
førerhuset. Den er også rar at have når man sidder i pilotstolene om
aftenen og ser TV eller læser en god bog. Når man så lige tænder
motorvarmeren, er det som at tænde for en pejs. Her kommer varmen bare
fra instrumentbrættet bag ryglænet på førerstolene. Det er skønt. Det er
selvfølgelig vigtigt at man kun bruger motorvarmeren i begrænset omfang
hvis man holder og ikke har 230 volt til camperen, da den kører på
bilens batteri. Men har man 230 volt, bliver der også ladet på bilens
batteri, så man roligt kan bruge den.
Peer Neslein i førerstolen med dejlig udsigt gennem de store ruder, som
giver et lyst og venligt indre i siddegruppen.
Når man kører i en helintegreret camper er der langt ud til sidevinduer
og frontruden, som man ikke lige kan nå og tørre af hvis den dugger. Så
kan aircondition være en god løsning.
Der vil løbende kommer nye artikler om Lisbeth og Peer og deres
autocamper, her på siderne.
- - - Sådan bygges en Dethleffs - - -
Peer Neslein har været en tur på Dethleffs fabrik, hvor han følger
produktionen af både campingvogne og autocampere.
Peer og Lisbeth kører ikke kun rundt i deres egen
autocamper. Henover året får de både testet nye campere
og deltaget i oversøiske autocamperture hvor der lejes
campere på stedet. Læs f.eks. om denne oplevelsesrige
tur til Det Vilde Vesten