default logo

Mit vogntog 8

02. august 2017

 

 

Endnu et vogntog indsendt af.: Finn

Hermed et bidrag til ”Mit vogntog”

Vores vogntog er en 10 år gammel Bürstner Flipper 435 TS og en 1 år gammel Renault Kadjar 1,5 dCi.

I debatten kan man læse, at flere og flere biler må trække mindre og mindre. Renaulten må såmænd heller ikke trække så meget (1350 kg.), men udfordringen er måske også, at campingvognene bliver tungere og tungere.

Vores Flipper har en oprindelig totalvægt på 1200 kg, og er blevet vejet op til 1350 kg (det kunne den på samme aksel). Til vores brug er det en velindrettet vogn. Den har god tværvendt dobbeltseng forrest og en rigtig rundsiddegruppe bagerst. Toiletrum og køkken i midten. Vi kunne da godt tænke os en seng på langs, men så resulterer det typisk i en længere vogn og en seng, hvor der er klippet et hjørne – det er jo kompromisets kunst.

Totalvægten på vores vogntog ligger lige under 3400 kg. Med en nyere CV vil det blive svært. En ny vogn, der ligner Flipperen vejer nemt 200-400 kg mere. Skulle der endelig stå noget på ønskesedlen, så var det nok Caravelair med kompressorkøleskab i skuffen. Det er smart.

Vi har monteret X-sol 150W solpanel på taget og en 350W inverter (ren sinus). Vi er meget sjældent koblet på 230V. Køleskabet kører altid på gas (det virker også bedre).

Der er monteret cykelholder på trianglen til vores mountainbikes.

Jeg har selv monteret en E-go Plug and Play mover (erfaringerne med det projekt findes på Campingferie)

Som fortelt har vi et Kampa Rally Air Pro. Det erstattede et Fiamma Zip markisetelt. Jeg tror aldrig vi går tilbage til markiseteltet. Luftteltet er meget rarere i kraftig blæst, da det blot svajer let i vinden. Det er hurtigere at sætte op end et komplet markisetelt – selvfølgelig er det så ikke helt så hurtigt, hvis man holder et sted, hvor markisen alene var tilstrækkelig.

Sidste år blev vores Ford Focus diesel skiftet ud med Renaulten. Ydelsen på de to er næsten den samme, men Ranaulten er en bedre trækker på grund af lidt større vægt, kortere afstand fra bagaksel til trækket og lidt større bredde. Vogntoget ligger bare roligere på vejen. Ulempen er måske gearingen. Før kunne vi køre i 6. gear ved 80 km/h. Nu skal vi op på 90 km/h. Nå – men det går, og det hele er jo et kompromis.

Summa summarum, så er det et ideelt vogntog til os. Flipperen skal helst holdes kørende nogle år, da det er svært at se et super godt alternativ med en totalvægt under 1500 kg.

Vi har rejst mest i den nordlige del af Europa og herunder en del i Danmark. Vi er mest til at opleve nye steder. Om det er 100 eller 1000 km væk betyder mindre. Der er nok ingen tvivl om, at Nordkap har gjort stort indtryk, og en ny tur (ad andre veje) kommer på tegnebrættet. Hellere det end en varm strand og en ”all-inclusive plads”.

Bedste hilsner

Finn

Relateret Artikler

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk