default logo

Campingbranchens største nyheder samles i Herning

23. februar 2017


Ferie for Alle 2017 byder på et væld af camping-nyheder. Foto: MCH/Tony Brøchner.

Ferie for Alle boomer med camping-nyheder. Messen finder sted i MCH Messecenter Herning 24.-26. februar, og præsenterer spændende nyskabelser fra blandt andre Isabella, Truma og LMC Münsterland.

Når Skandinaviens største feriemesse slår dørene op fra 24. til 26. februar 2017, bliver det med et brag. Ferie for Alle byder på rejser i hele verden og stiller i år ekstra skarpt på campinglivet.

– Camping er for alle. Derfor er vi glade for at have camping som officiel partner på årets messe. Sammen med udstillerne vil vi brede campinglivets mange facetter endnu bredere ud. Vi stiller med et skarpt udstillerfelt, som – alene for camping-delen af messen – indtager hele otte messehaller. Det betyder 31.000 kvadratmeter fyldt med camping, fortæller Knud Sørensen, projektleder for campingudstillingen, MCH Messecenter Herning.

Knud Sørensen glæder sig over det store engagement, udstillerne altid viser til Ferie for Alle. Flere vælger specifikt denne messe til at brande deres største nyheder, og årets messe er ingen undtagelse.

Luksusvogn og ny varme

På standen hos LMC Münsterland, som udstiller i Hal F, kan besøgende komme indenfor i luksus-campingvognen EXQUSIT VIP 695. Vognen er indrettet med ekstra stor rundsiddegruppe betrukket med hvidt læder, stort komfur, gasbageovn, stor brusekabine og ALDE-centralvarme.

Et andet sted i Hal F kan besøgende opleve en spændende, varm nyhed fra tyske Truma, som allerede nu får flot opmærksomhed i branchen. Truma VarioHeat, hedder nyheden, som er en nyudvikling af tidligere varmeanlæg fra leverandøren. Truma VarioHeat er kompakt, let og har fleksible monteringsmuligheder. Det nye varmeanlæg egner sig til kassevogne, kompakte campingvogne og som ekstra varmeanlæg til større autocampere. Truma har i 65 år været en innovativ producent af tilbehør til autocampere og campingvogne.

To ikoner på samme stand
I Hal D kan besøgende for første gang opleve to camping-ikoner på samme stand. Camp-Let rykker nemlig indenfor på standen hos Isabella.

Isabella har i mange år stået for fremstillingen af teltdelen af Camp-Let, og begge virksomheder er repræsenterede på de samme markeder i Europa. Derfor giver det god mening at de to populære, familiestartede virksomheder udstiller sammen.

På standen vil Isabella fejre sit flotte 60 års jubilæum og blandt andet præsentere Moment 300, som er et villatelt til hele familien, og tøjkollektionen Outdoor Life, som sikrer, at alt vejr er campingvejr. Desuden giver Isabella hver dag under Ferie for Alle tips og tricks til, hvordan man opstiller sit fortelt.

Fakta:

Camping er officiel partner på Skandinaviens største feriemesse, Ferie for Alle. Det betyder endnu mere fokus på campinglivet. Messen byder på samtlige mærker af campingvogne, autocampere og teltvogne på det danske marked samt et kæmpe udvalg af udstyr, fortelte og campingpladser i både ind- og udland.

Ferie for Alle foregår i MCH Messecenter Herning fra 24.-26. februar 2017.

Læs mere på www.ferieforalle.dk

 

Relateret Artikler