default logo

Ekspedition Lands End – del 4 (Stonehenge)

19. november 2016

img_1292

Peer Neslein fortæller:
Vi har boet et par dage på campingpladsen i Lingfield, men nu skal vi videre på vores rejse til Lands End. Vores navigator har fundet ud til de store motorveje, men Lisbeth følger med på kortet, så vi hele tiden ved hvor vi er.

img_1302

Det er en typisk tåget morgen som man forventer i England og trafikken er tæt men den glider derudaf.

img_1307

Englænderne er flinke til at oplyse om seværdigheder ved afkørslerne, som her Windsor Castle og Legoland.

img_1312

Vi har lagt hele ruten ind på navigatoren, en Garmin 2585TV.

img_1333

På vores køretur gennem England oplever vi utroligt mange og meget store fåreflokke langs landevejene. Billedet viser kun få får.

img_1317

Vi er nået frem til Stonehenge og har parkeret vores vogntog.

img_1318

Som du kan se parkerer man på den ene side af vejen og går under vejen via en tunnel.

img_1352

Sådan så Stonehenge ud i tidernes morgen. Stonehenge er beliggende på Salisbury Plains i England ca. 137 km sydvest for London. Stonehenge er en stor dobbeltcirkel af sten. Indercirklen er bygget af mindre, lokale sten, mens de store ydersten er fragtet til stedet fra et stenbrud flere hundrede kilometer væk. Mange af disse store megalitter vejer mange tons. Stonehenge tilhørende UNESCO Verdensarvsområde

Navnet Stonehenge kan oversættes med “Stenkreds”. -henge er et engelsk ord for et neolitisk monument på et rundt område omgivet af en vold eller banke.

Stenkonstruktionen som den fremstår i dag, blev rejst for mellem 4.000 og 4.500 år siden. Når man bevæger sig udefra ind mod midten, optræder de i denne rækkefølge:
Oprejste sten kaldt sarsens, omkring fire meter høje, danner en kreds med diameter omkring 33 meter, med omkring halvanden meter mellem hver sten. Oprindeligt bestod den af tredive stene i en ubrudt ring, med overliggere af samme stenart, en hård type sandsten, hentet fra Avebury tredive kilometer derfra. I Avebury finder man også et bemærkelsesværdigt neolitisk monument.

En indre kreds af betydeligt mindre sten uden overliggere, kaldt bluestones (= blåsten), ret misvisende, da de består af ulige stenarter. Alle er imidlertid hentet i Preseli-bjergene i det sydvestlige Wales. Transporten til Stonehenge har krævet en enorm indsats.
En hestesko-formet kreds af anlæggets største sten, oprindeligt bestående af ti sarsens, ordnet i fem par, hver forsynet med én overligger. Den allerstørste af stenene er syv meter høj og vejer 45 tons.

En indre “hestesko” af bluestones uden overliggere.
En enkelt, liggende sten af walisisk sandsten, kaldt the Altar Stone (= Alterstenen).

img_1320

I middelalderen og senere afviste man, at indfødte briter kunne have rejst de imponerende megalit-anlæg rundt om i Storbritannien. Stonehenge blev i 1600-tallet tilskrevet forskellige bygherrer, især romere, saksere og danske vikinger. Den walisisk-fødte oldgransker John Aubrey (1626-97) mente imidlertid, at oldtidens englændere selv havde rejst anlægget, ud fra Stonehenges lighed med landets øvrige stenkredse, der også fandtes i egne, hvor hverken romere, saksere eller danskere havde færdedes. Aubrey foreslog i stedet druiderne som mulige bygherrer, ud fra Julius Cæsars oplysninger i Gallerkrigene om, at druiderne studerede stjernerne, og diskuterede universets og Jordens størrelse.

Aubrey lavede også de første gode skitser af Stonehenges grundplan. Hans pionérarbejde blev videreført af William Stukeley (1687-1765), en læge fra Lincolnshire, som undersøgte Stonehenge med en nøjagtighed, der først blev overgået 150 år senere. Stukeley lagde mærke til, at Stonehenges akse er orienteret mod solopgangen ved sommersolhverv. Også han anså druiderne for at være anlæggets bygherrer, og publicerede sine fund i 1740 i Stonehenge, a Temple Restored to the British Druids.

Først i 1960’erne fik man ved hjælp af kulstof 14-datering afsløret, at Stonehenge blev påbegyndt mere end 5.000 år tidligere, og altså var mere end 2.000 år gammelt, før de første keltere kom til England.

img_1323

William Cunnington udførte de første kendte udgravninger på stedet i 1798. Idéen om, at druiderne stod bag opførelsen af Stonehenge, har vist sig sejlivet, og helt op til den første verdenskrig var det mest populære postkort af anlægget en tegning påskrevet: Salisbury Plain – Druidical Remains (= Salisbury-sletten – druide-levninger).

Ny-druidernes bevægelse mener, at de gamle druider genetablerede Stonehenge og andre oldtidsanlæg som helligsteder, selv om overleveringerne tvært imod tyder på, at druidernes ceremonier blev holdt i naturskabte omgivelser.

img_1324

Den britiske astronom Norman Lockyer (1836-1920) undersøgte under sit besøg i Grækenland i 1890 flere templer, og mente at opdage, at de var orienterede ud fra astronomiske præmisser. På sine rejser i Egypten i 1891 og 1893 mente han at konstatere det samme om egyptiske templer. I 1894 offentliggjorde han The Dawn of Astronomy (= Astronomiens morgengry), den første klassiker indenfor det, der er blevet heddende astroarkæologi, og i 1906 kom Stonehenge and Other British Monuments Astronomically Considered (= Stonehenge og andre britiske monumenter astronomisk vurderet). Lockyer mente, at et stort antal oldtidsanlæg var avancerede kalendere, med indbyggede astronomiske sigtelinjer mod Solen, Månen og stjernerne. Samtidens arkæologer protesterede, da Lockyers materiale var behæftet med grove fejl og mangler.

I 1965 kom en anden britisk astronom, Gerald Hawkins (1928-2003) med bogen Stonehenge Decoded (= Stonehenge afkodet), hvor 165 nøglepunkter i Stonehenges konstruktion blev lastet ind i en computer. Computeren fandt 13 sigtelinjer i forhold til Solen og 11 til Månen. Hawkins mente at have påvist, at Stonehenge var en “oldtidscomputer”, der gjorde det muligt for bygherrerne at forudsige måneformørkelser. Dette vakte en storm af protester fra arkæologer, der påpegede, at Hawkins ikke havde taget hensyn til, at Stonehenge blev rejst over en periode på 2.000 år, og at nogle af sigtelinjerne er trukket mellem bygningselementer, der ikke eksisterede samtidigt.

img_1334

I april 2008 gennemførtes en omfattende udgravning af et 3×4 meter stort område inden for kredsen af sten. Udgravninger foregik under ledelse af de to Stonehenge-eksperter og professorer Timothy Darvill fra Bournemouth University og Geoff Wainwright, formand for Foreningen for Oldfund i England (Society of Antiquaries).

De 12 dage, hvor de mest spektakulære udgravninger foregik, blev løbende fulgt og dokumenteret af BBC’s historieafdeling Timewatch. Det mest markante resultat af udgravningerne var en veldokumenteret teori og påvisning af Stonehenge som et centrum for helbredelse, evt. i form af healing, og de to eksperter antager, at stedet tiltrak såvel syge som folk med evner til at helbrede. Samtidig lykkedes det også de to forskere at datere opførelsen af Stonehenge til år 2300 før vor tidsregning. Stonehenges lintel-sten, trestenssamlingerne og sarsen-cirklen holdes fast af mortise og tenon-samlinger. Udgravningen daterer den mystiske stensætnings opførelse til år 2300 før vor tidsregning.

img_1342

Den ældst bevarede, skriftlige kilde om Stonehenge er en tekst af Henry af Huntingdon fra omkring 1130: “Stanhenges, hvor sten af vidunderlig størrelse er rejst på samme måde som døråbninger…ingen kan forestille sig, hvordan så store sten har kunnet rejses på højkant, og hvad formålet med dem har været.”

I 1136 skriver Geoffrey af Monmouth, at Stonehenge blev rejst til minde om et stort slag, og at stenene blev hentet fra The Giants’ Round (= Kæmpernes kreds), en vældig cirkel af sten, oprindeligt hentet i Afrika, som kæmper i oldtiden havde rejst på Mount Killaraus i Irland. 15.000 mennesker magtede dog ikke at flytte stenene, så troldmanden Merlin måtte træde til. Ved magi fik han tryllet stenene til England og opstillet dér, sådan som de havde stået på Mount Killaraus. Idéen om fortidens kæmper genspejles også i danske ord som “jættestue” og “kæmpehøj”.

img_1349

Fra middelalderen (og muligvis med rødder tilbage i oldtiden) kendes en tro på, at Stonehenges sten har helbredende kraft. Et afskrab af stenene rørt ud i vand, sagdes at kunne hele nye og gamle sår. Stenenes trolddom kom angiveligt til syne, når man forsøgte at tælle dem. Man kom nemlig frem til forskellige resultater. Problemet med at tælle stenene kan dog forklares med rodebunken af faldne sten, der er halvt skjult i jordsmonnet. I 1600- og 1700-tallet blev der gjort mange forsøg på at tælle rigtigt. Jonathan Swift besøgte Stonehenge i 1730 og kom i sine to forsøg frem til 92 og 93 sten. Det rigtige svar skal være 91.

Stonehenge i Danmark?
I Danmark fandt man i 1960’erne spor efter et anlæg af samme type ved Birkendegård otte kilometer øst for Kalundborg. Anlægget ser ud til at have bestået af tre stencirkler, med en ydre kreds med en diameter på 960 meter.

img_1353

Vi er igen på farten mod Lands End og kigger på de mange engelske mærker i campingvogne som vi ikke kender i Danmark, lige bortset fra Sprite. Her er det en Sterling.

img_1372

Her er det 2 Swift campingvogne på vej til en forhandler.

img_1401

Endelig begynder vi at se grønne knopper og blade på træerne, efterhånden som vi kommer længere og længere mod syd.

På gensyn en af dagene.
Lisbeth og Peer Neslein
Opdagelsesrejsende

Tekst og billeder: Peer og Lisbeth Neslein
© www.campingferie.dk 2013

 

Relateret Artikler

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk