default logo

Verdenspremiere på ny 2015 Adria Adora 482 LU på Ferie for Alle

18. januar 2015


Campisternes absolutte favoritindretning hos Adria gennem 10 år kommer nu i en helt ny indretning der kan opleves for første gang på camping og feriemessen Ferie for Alle. Vognlængden er 4,8 meter men målt på mængden af udstyr, burde vognen være mindst 1 meter længere.

Den mest solgte Adria-model gennem de seneste 10 år – Adora 472 LU kommer nu i en helt ny indretning med stort køleskab, bedre køkken, større siddegruppe og nyindrettet badeværelse. Modellen, der har fået navnet Adora 482 LU, har verdenspremiere på Ferie for Alle i Herning.

Mest solgte model i Danmark i 10 år
Verdenspremieren »Adora 482 LU« er en videreudvikling af den populære »Adora 472 LU« der gennem de seneste 10 år har været den mest solgte model på det danske marked med tæt ved 1.500 solgte stk!

Indretningen vandt danskernes hjerter på grund af den gennemtænkte indretning, det høje udstyrsniveau pakket ind i en overkommelig størrelse. Man fik med andre ord rigtigt meget campingvogn for pengene.

Adora 482 LU har samme indretning med enkeltsenge med sengeudtrækssystem, toiletrum med brusesøjle, nyt lækkert køkken, samt større og mere komfortabel siddegruppe.


Nu får du meget mere køkken for pengene!
I den nye Adora 482 LU er der 2 store nyheder i køkkenafdelingen. Det lille køleskab – som tidligere år var placeret under køkkenbordet – er fjernet, og der er kommet flere skuffer og et skab i køkkensektionen. I vognens modsatte side er der blevet plads til et luksuriøst 142 L ”slim-line” køleskab med frostboks.

– Med forbedringerne får campisterne markedets lækreste og mest fleksible rejsevogn til pengene – fyldt med standardudstyr som gulvvarme, elevation i hovedgærdet på sengene, alufælge, tv-arm og nu altså også stort køleskab, bebuder Per Højgaard fra Adria Danmark.

TV-konsollen er placeret i loftet som et udtrækssystem hvilket gør, at man selv kan vælge, om ynglingsprogrammet skal nydes med en kop kaffe i rundsiddegruppen eller henslængt i de komfortable senge med hovedgærdet løftet.

Verdenspremiere på Ferie for Alle!
– Fra forhandlere og kunder har der i flere år været efterspørgsel efter større køleskab selv i mindre vogne, og efter et effektivt møde mellem fabrikkens udviklingsteam og ADRIA DANMARK, kom vi frem til et nyt layout baseret på storsælgeren Adora 472 LU, der samtidig frigav plads til stort køleskab, mere plads i siddegruppen og et bedre indrettet badeværelse, forklarer Per Højgaard.

Allerede i løbet af marts lander den første store sending vogne med den nye indretning men inden da kan publikum opleve verdensnyheden på Adria’s stand på Ferie for Alle.

Adora-serien komplet nydesignet
Til sæson 2015 er hele Adora-serien blevet gennemgribende forvandlet. Et nyt stort ovenlysvindue præger nu vognens forende der både giver masser af lys inde i vognen og tilfører Adora en nærmest overnaturlig ”rummelighed”.

– Det store ovenlysvindue giver både lys og luft og man knyttes tættere sammen med naturen udenfor vognen. Nyt interiør i stilrent skandinavisk design og forskellige ændringer i indretningerne giver alt sammen en campingvogn som udstråler SÅ meget kvalitet og luksus som det sjældent er set i prisklassen, slutter Per Højgaard.

Vejledende pris på verdensnyheden Adora 482 LU forventes at blive kr. 149.980,-.

Find forhandler og yderligere information på www.adria.dk


Vi har ikke selv set den nye model, men alle nyhederne kan enkeltvis ses i de Adora modeller som allerede er til salg i dag. De fleste indretningsdetaljer kan ses i Adora 492 LU. Her ser du rundsiddegruppen bagerst. Tekstilerne hedder White Santos.


Og her det flotte køkkenbord med smedejernsrist på gaskomfuret.


Toiletrummet i den nye Adora 482 LU er i det velkendte ERGO design.


Soveværelset forrest er selvfølgelig med hævebart hovedgærde og lameludtræk mellem enkeltsengene.


Det nye slim line køleskab er flyttet hen ved mellem toiletrum og rundsiddegruppe. Og de to lave klædeskabe over enkeltsengenes fodende er bevaret, så der er stadig godt med skabsplads.

Nøgletal for den nye model er:

Totallængde, indvendig længde og A-mål: 697, 488 og 946 cm.
Udvendig bredde og højde: 230 og 258 cm.
Egenvægt, køreklar og totalvægt er 1.150, 1.210 og 1.500 kg.

Fore helårsentusiaster kan den nye Adora også fabriksbestilles med Alde-pakke som indeholder centralvarmeanlæg, emhætte, omformer, lader samt batteriboks: Vejledende pris kr. 18.990,-

Se mere på www.adria.dk

© www.campingferie.dk

Relateret Artikler

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk